[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Af næstkommanderende PNBTN
Major J. Møller-Pedersen

Panserbataljonen ved Jydske Dragonregiment har deployeret 60 af bataljonens skarpeste soldater til vinteruddannelse ved den svenske Panserbataljon I-19 i Boden ved Luleå. Fra bataljonen deltager en panserinfanterideling fra 4 Panserinfanterikompagni, en kampvognsdeling fra 2 Kampvognseskadron, en finskyttegruppe og en bjærgningsmand fra Stabseskadronen samt et førerelement fra Bataljonsstaben.



Dragonernes vinteruddannelse skal sætte dem i stand at deltage i en øvelse, der forbereder den svenske Panserbataljon I-19 til deltagelse i EXERCISE COLD RESPONSE 2014. 

Træningen omfatter indledningsvis uddannelse af enkeltmand i basale vinterkampsfærdigheder. Herefter afprøves dansk taktik og procedurer m.h.p. at udvikle ”best practice” i den dybe sne. Besætningerne på de pansrede køretøjer modtager uddannelse på svenske kampvogne og infanterikampkøretøjer med henblik på at anvende de svenske vogne under øvelsen. Herunder indgår glatføreuddannelse og køreteknik i det specielle terræn. 



Endvidere anvendes de svenske besætningssimulatorer til både kampvogns- og kampkøretøjsbesætning-erne i forberedelserne. Svenske specialister og vinterkampsinstruktører støtter hele uddannelsen. 

I forbindelse med øvelsen skal kampdelingerne virke i rammen af svenske underafdelinger. Finskytterne indsættes sammen med en svensk opklaringsdeling.

I slutningen af uge 8 gennemføres skarpskydninger for at afprøve det afsluttende uddannelsesniveau. Vinteruddannelsen og øvelsen gennemføres i uge 7 og 8. Panserbataljonen re-deployerer den 21 februar.