[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Af kontaktofficer
Kaptajn B.S. Villsen 

Det har længe været et ønske fra regimentets side, at markere de Dragoner der i.f.m. udsendelse til en mission har udvist mod i kamp, blev såret i tjenesten eller har gjort noget helt exceptionelt. Det ønske blev til virkelighed, da regimentets nye æresvæg blev indviet 10. maj 2014 i.f.m. årets åbent hus arrangement. Alle kunne deltage i indvielsen, men en speciel invitation var sendt til de Dragoner, der skulle markeres på væggen. Derfor var en del Dragoner sammen med deres pårørende mødt op på dagen. Indvielsen var uformel, og Oberst Kurt Mosgaard sagde i sin tale til de fremmødte: ” I har gjort en forskel, og det er vigtigt for os at markere det”. Da væggen blev afsløret, kunne billederne af den enkelte ses. Udover billedet ses det også hvorfor man er en del af æresvæggen, samt hvilken mission man deltog i på det tidspunkt. For at komme i betragtning til at være en del af æresvæggen, skal man officielt også have modtaget anerkendelse andetsteds fra. Det vil sige, at man allerede har modtaget en medalje for modig indsats eller for såret i tjeneste. En anden del af væggen markerer æresdragonerne. Dragoner der har gjort noget helt exceptionelt. Det er meget få der udnævnes til æresdragoner, og titlen er yderst svær at gøre sig fortjent til. I modsætning til de øvrige titler, er det regimentschefen der suverænt udnævner æresdragonerne. Det er ikke alle der har ønsket at komme på æresvæggen, på trods af de opfylder kriterierne. Regimentet har naturligvis respekteret den enkeltes beslutning omkring dette. Æresvæggen kan ses i bygning 15.








 

Foto: KP Tommy Bruhn.