[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Af MG Frederiksberg, 1 ESK 2 DEL
Weekenden var derfor også yderst tiltrængt og selvfølgelig alt for kort, men med vores nyvundne REX-mærker og nye titel som dragoner var vi alligevel klar på endnu en uge!

Mandag lagde vi blødt ud med skydebanedag i Ulfborg Skyttecenter. Efter at have afhentet vores våben kørte vi i lastbil ud til Ulfborg. Vi har tidligere været på Ulfborg Skyttecenter og var derfor allerede bekendt med deres faciliteter, som for den almene civile måske synes sparsomme. Men skyttecenteret har både automatiske skydeskiver, toiletter og god kaffe (NB. Al kaffe er god kaffe, hvis man fryser nok!) og for en bypige som mig, der bruger det meste af min fritid på
 fortovscaféerne på Gl. Kongevej, har jeg haft svært ved at få mit daglige kaffefix dækket herinde, så igen - tak Ulfborg Skyttecenter for at have en kaffemaskine – bare tak!  

 

Og så var der jo også det med selve skydningen, som jo nok kunne gå bedre for de flestes vedkommende. FELT turen har givet vores optiske sigte nogle slag her og der og vores geværer skulle derfor indskydes igen. Herefter skød vi på 200 meter – både i liggende og knælende skydestilling og på bestemt og ubestemt tid. Vi lærte, at vi skulle være meget kritiske overfor vores skydestilling og huske at lave vores selvkontroller og rette på os selv, hvis stillingen ikke føltes god. Hertil var det ellers bare at skyde og lade den automatiske, og lidt for ærlige, skydeskive tælle pointene sammen for os. Og hvordan gik det så, tænker du nok? Og hertil skal man huske, at øvelse gør mester og vi har kun skudt med skarpt to gange! Og det må være svar nok i denne omgang... 

Tirsdag var vi i Karups øvelsesterræn, hvor vi havde vores 4. SKYT-dag. I forhold til vores eget terræn, er Karup et meget uberørt terræn, der endnu ikke er ødelagt af utallige panserspor, som vores eget øvelsesterræn.  Vi opdelte os her i delingens 3 grupper og skiftedes til at være på forskellige stationer. En af stationerne bød på ild og bevægelse, hvor vi lærte at lave et stormangreb. Herefter var vi på opklaringspatrulje, hvor vi skulle ud og observere nogle af de andre delinger uden selv at blive opdaget. Og til sidst skulle vi så hver især have testet vores enkeltmandsfærdigheder på en reaktionsbane, hvor fjenden (læs: skydeskiver) pludselig sprang frem, hvortil vi individuelt skulle reagere efter alt, vi nu har lært. Det var ret fedt at få testet sig selv på denne måde, da mange af de øvelser, vi laver, foregår i grupper, hvilket gør det lidt for nemt bare at følge gruppen uden at tænke længere over hvorfor man gør, som man gør. Om noget tid skal vi også gennemføre en lignende bane med skarp ammunition i stedet for løs, så det bliver virkelig fedt at få kombineret det, vi har lært på skydebanen med det, vi har lært i terrænet og se om vi stadig rammer noget. 

Ellers var det en god og hyggelig dag, der både bød på solskin, hagl og lagkagebanko på Kuffen om aftenen, hvor vi selvfølgelig fik hevet en masse point hjem til 2 deling!    

Onsdag morgen startede dagen lidt kaotisk. Vi skulle egentlig stå i kampuniform, men da vi skulle have taget portrætfotos senere på dagen, fik vi besked på at stå i vores stiveste puds. For pigernes vedkommende betød det selvfølgelig også fuld krigsmaling og her mener jeg selvfølgelig ikke sløring. Vi fandt dog hurtigt ud af, at det ikke var en særlig god idé, da det både begyndte at sne og regne allerede fra morgenstunden. Da vi så skulle have taget vores billeder kl. 11, havde vi allerede skiftet outfittet omkring 5 gange. Men det er nu ret typisk her i Forsvaret. Mange af de ting, vi gør, kan være nok så fjollede og besværlige, men så længe det ser godt ud udadtil, så er det besværet værd. 
Ellers så stod dagen på lektioner i bevogtning. Først en PowerPoint i auditoriet om hvordan, man skal agere i hovedvagten og herefter var vi på handlebaner med forskellige scenarier – bl.a. hvordan man håndterer fulde mennesker under patrulje, hvordan man lukker biler ind på kasernen og hvordan man sikrer bygninger.
Sidst på dagen stod den på lidt mere rengøring, kontrol af skabe og instruktion i hvordan man lægger sine skjorter sammen til UG!
Torsdagen forløb lidt forskelligt for folk i delingen. Programmet stod egentlig på et orienteringsløb på 5-7 km, der blev gennemført på alt mellem 39 minutter og 2,5 time. Jeg og 9 andre var dog ude og fungere som momenter for 4. Kompagni i stedet for. Her blev vi sat af på nogle marker lidt ude for Holstebro, hvor vi skulle finde på nogle fiktive historier om hvorfor vi for eksempel havde en pistol i jakken. Efter nogle timer på Sørvads marker og 3 konstabelhold senere, kørte vi så tilbage til kasernen, hvor vi fik fremvist nogle pansrede kampkørekøretøjer, som faldt i især drengenes interesse. Herefter stod den på lidt førstehjælp, hvor vi lærte hjerte/lunge-redning og så blev vi ellers aftrådt.

Om fredagen startede dagen med noget MFT (Militær Fysik Træning) for hele eskadronen, hvor vi efter lidt opvarmning på kasernens idrætsbane, løb en tur gennem skoven.  Herefter bevægede vi os ud mod vores øvelsesterræn og før vi vidste af det stod vi pludselig ved den dejlige REX-handlebane, som vi gennemførte for netop en uge siden. Så endnu engang stod den på vandpassage i det iskolde vand, hvilket vi ellers troede, var et overstået kapitel. Vi har efterhånden erfaret, at den følelse af glæde og overlegenhed, som man normalt får, når man har gjort noget enten grænseoverskridende, ubehageligt eller i hvert fald noget, man ikke har lyst til, er meget kortvarig herinde, da det som regel ikke er sidste gang, det kommer til ske. Derudover erfarede vi også to andre vigtige ting på løbeturen. 1) Lad vær' med at tage fiberpels på inden et eskadrons løb. 2) Hav aldrig mobiltelefon eller andet, der ikke kan tåle vand på dig. Man ved aldrig hvornår man skal lave vandpassage! 
Efter eskadronsløbet, et hurtigt bad og vedligeholdelse af løbetøjet, stod den på hvervning, hvor vi hørte lidt om vores fremtidsmuligheder i Forsvaret efter værnepligten. Til sidst stod den på kasernerengøring og så skulle vi have gjort klar til pårørendedag om lørdagen.
Alt i alt en dejlig uge med relativt korte dage, hvilket var virkelig tiltrængt efter sidste uge. Ugen sluttede af lørdag, hvor vi havde besøg af alle vores pårørende, så de kunne se hvordan vi bor og hvad vi får tiden til at gå med.