[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Af kontakt og presseofficer
Kaptajn B.S. Villsen 

Ældre bygninger

I 1953 fik Holstebro by en moderne kaserne. Der er sket meget siden, og kravene til blandt andet arbejdsmiljø er blevet skærpet - også indenfor Forsvaret. Det har betydet, at det der var moderne engang trænger til at blive set igennem. Her har arbejdstilsynet (AT) haft en vigtig rolle. 

Påbud

I 2014 kom AT på besøg på Dragonkasernen. De kiggede især på de områder, hvor enhederne udfører vedligeholdelsestjeneste og herunder garagerne. Det medførte 15 påbud. De 10 af påbuddene blev løst relativt hurtigt, da det var mindre forhold som kunne løses umiddelbart. 5 af påbuddene krævede en større renovering, og der blev med tiden afsat 60 mio kr. fra centralt hold til at få løst påbuddene. Kravene omhandlede primært bedre udsugning og varme i garagerne. 

Arbejdsmiljøet vigtigt

Jydske Dragonregiment har en organisation som arbejder med arbejdsmiljøet. En medarbejder er dedikeret til udelukkende at arbejde med dette område, da det er vigtigt. Det sikrer medarbejdernes trivsel og skal minimere antallet af arbejdsskader. Organisationen har siden AT besøg haft fokus på at få løst påbuddene. Her har Forsvarsministeriets Center for Arbejdsmiljø (FCA) været en vigtig samarbejdspartner, som arbejdsmiljøorganisationen på kasernen løbende har været i dialog med.  

Færdig i 2016

Den første bygning (92a) er nu renoveret færdig, og der er sikret god udluftning og varme. Regimentets Panserbataljon tager bygningen i brug til deres kampvogne i skrivende stund. De næste garager der planlægges renoveret skal stå færdige i december måned i år. De resterende dele er færdige ved udgangen af 2016 hhv. 2017. På længere sigt skal samtlige garager til pansrede køretøjer være moderniseret. Indtil alle påbud er efterkommet arbejdes der med midlertidig tiltag i garageområdet som eksempelvis opstillede varmekanoner.



Den nye kampvognsgarage

Udsugningsanlægget på den ny renoverede bygning

Kampvogne på plads i bygning 92a

Første gang kampvognene kører på plads i den ny renoverede bygning 92a

Billeder af:
OS Tina Anker
Infoassistent Alex K. Petersen