[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Af presseofficeren fra DANELM / DANCON / Resolute Support hold 4 

Mobile Force Protection Team

I Afghanistan er Danmarks opgave skiftet fra kampmission under ISAF mandatet til rådgivnings- og mentoreringsrolle under det nuværende mandat – Resolute Support (RS). Indsatsen er flyttet fra det sydlige Helmand til den nordøstlige hovedstad Kabul, hvor der officielt bor knap 3,7 mio. mennesker – uofficielt snare 5,2 mio.

Kabul er hjemsted for Danmarks bidrag til Afghanistan, hvor den primære rolle er at understøtte de afghanske myndigheder på flere niveauer. Danmarks har et bredt spænd af rådgivere, der dels er på den afghanske officersskole (ANAOA – Afghan National Army Officers Academy) for at hjælpe med uddannelsen af officerer til hæren, dels rådgivere på ministerielt niveau og dels rådgivere i de øverste lag af det afghanske forsvar, hvor Danmark har rådgiver inden for mange forskellige områder gående fra logistik til løn over ledelse, lessons learned m.fl.

For at understøtte rådgivernes arbejde og mulighed for at komme rundt til deres møder over hele byen har de et mobile force protection team (MFPT) til deres rådighed. MFPT er en mekaniseret infanterideling fra Jydske Dragonregiment, der i national struktur kører rundt i pansrede mandskabsvogne, men hernede har udskiftet bælter med hjul og kører i amerikanske biler, der overordnet set bliver kaldt MRAP. Stort set dagligt, og nogle gange flere gange dagligt, sørger MFPT for at rådgiverne kommer sikkert frem og tilbage fra deres møder og ikke mindst sørger for deres sikkerhed under møderne. De MFPT, der yder sikkerhed under møderne, bliver i daglig tale kaldt guardian angel.

Er man som MFPT ikke bare taxa?

Umiddelbart kan det jo virke sådan, og henset til den trafikale situation i Kabul, hvor der stort set ikke eksisterer lyskryds, for slet ikke at snakke om vigepligtsregler og hvor man ofte oplever biler, der kører mod færdselsretningen, kunne det måske være en fordel hvis man var taxachauffør. MFPT kører deres kunder fra A til B og retur. Men for at det kan ske på en fornuftig måde og med sikkerheden i top ligger der meget arbejde forud for hver enkelt tur. Hver gang de danske MFPT kører ud af porten er der givet befaling, og alle ombord rådgivere som MFPT, har fået en grundig instruks i de aktuelle forhold under den specifikke opgave. En ting er at køre gennem Kabuls gader, hvor man konstant skal være meget opmærksom, men en anden ting er den mindst ligeså vigtige opgave, der først starter når de lander det sted, hvor mødet skal gennemføres, for så til sidst at skulle få alle sikkert hjem igen.


Billedet viser en MAXXPRO, som er et af de to typer køretøjer, der overordnet set hedder MRAP (Mine Resistent Ambush Protected) , MFPT råder over. FOTO PIO RS hold 4

 

Fakta:
         

MFPT delingen kommer fra Vikingkompagniet i 2 PNINFBTN/JDR

MAXXPRO er et amerikansk køretøj med automatgear, der køres som en almindelig bil (lastbil)

Motor: 9,3 l med 375 HK

Tophastighed: i hvert fald 100 km/t

Vægt: 13-16 tons afhængig af udrustning mv.