Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Siden 2024 har Forsvaret oprustet på idrætsområdet, og tjenestesteder i hele landet har fået opgraderet og moderniseret deres træningsfaciliteter. Et tiltag, der allerede skaber stor glæde hos Forsvarets ansatte i bl.a. Høvelte, Varde, Skrydstrup og Antvorskov. Vi gør status på projektet og kigger frem mod endnu flere opgraderinger i 2026.
Kapacitetsmanager Frederik Sevelsted tester Oksbøl Kasernes nye træningsudstyr.
I juni er Personelkommandoen på besøg i Skrydstrup, Oksbøl, Varde og Slagelse, for at blive klogere på effekten af den historisk store pengesum, der er afsat til opgraderingen af træningsfaciliteter.
”Det er blandt andet på grund af øget tilgang af personel i de kommende år, at vi ser et stort behov for at opdatere vores træningsmateriel, men også på grund af en lang periode uden en rammeaftale, hvor vi ikke har haft mulighed for at købe nyt og efterkomme de operative og uddannelsesmæssige behov eller servicere det eksisterende træningsudstyr i tilstrækkelig grad,” fortæller kapacitetsmanager ved FMI Frederik Sevelsted, som vi har allieret os med på turen.
Frederik Sevelsted har bl.a. en baggrund fra Center for Militær Fysisk Træning, hvor han i godt ti år har rådgivet og trænet både soldater og chefer i fysisk præstationsoptimering og såkaldt operativ fysisk parathed, som er systematiseret i FSK’s koncept for Militær Fysisk Træning.
Træningskonceptet Militær Fysisk Træning udspringer blandt andet af erfaringer fra og observationer af danske soldaters udsendelser til Afghanistan og Irak i 00’erne. Her blev man særligt opmærksom på, at den træning, der foregik, ikke nødvendigvis var tilpasset de arbejdskrav, som soldaterne blev stillet overfor under udsendelserne. Det fik en afsmittende effekt på træningsregimerne og man begyndte at arbejde mere målrettet med den fysiske træning ift. de specifikke arbejdskrav, hvor selve opgaven - frem for det udstyr man ellers havde til rådighed – fik lov at bestemme træningsindholdet.
I dag står Frederik ikke selv i træningsuniformen, men er i stedet blevet en drivende kraft i projektet med de mange moderniseringer. Et projekt, som bygger på et omfattende netværk af involverede.
”Alle installationerne foregår som et samarbejde, hvor brugernes behov er i fokus. Center for Militær Fysisk Træning ved Forsvarets Sanitetskommando, står klar med træningsfaglig rådgivning til projektet, og når de specifikke behov er afstemt, er det Etablissement- og Terrænkommandoen og Materiel- og Indkøbsstyrelsen, der får de praktiske ender til at mødes og i sidste ende godkender projektet - naturligvis under hensyntagen til økonomi og prioritering. Når dette er gjort, er det vores leverandør og samarbejdspartner Eleiko, der står for selve installeringen,” fortæller Frederik os.
De involverede myndigheder påbegyndte allerede opgraderingerne i 2024, og det er netop dét gode arbejde, der nu fortsætter i regi af HR-strategien helt ind i 2026.
”Vi er nået langt og det er helt fantastisk at se, men vi er slet ikke færdige” siger Frederik Sevelsted.
På Oksbøl Kaserne bliver vi mødt af installatører fra Eleiko, som leverer udstyr til projektet. Den gamle idrætssal summer af liv. Det er dagen før indvielsen af det helt nye træningsområde, som står snorlige bag fodboldmålet i den ene ende af idrætssalen. Stemningen er god og det er helt tydeligt, at det her er et projekt, som mange er begejstrede for.
Der er stor forskel på, hvor meget plads de forskellige tjenestesteder har at gøre godt med. Derfor indebærer projektet også, at der enkelte steder må etableres helt nye bygninger eller tænkes ud af boksen. Det foregår alt sammen med kerneopgaven i fokus.
Det bliver tydeligt, da vi et stykke væk fra idrætssalen finder et stort ”telt,” der er stillet op til enhedstræning. Denne løsning er fleksibel, mobil og sikrer, at der er tilstrækkelige træningsfaciliteter tilgængelige på Oksbøl kaserne.
Vi er også forbi Varde Kaserne, hvor faciliteterne blev opgraderet i 2024 og medarbejderne derfor har haft stor glæde af de forbedrede faciliteter i et stykke tid.
”Jeg synes jo, at det er fantastisk. Det betyder, at vi kan træne til vores kerneopgave – at gå i krig og være i god form imens vi gør det. Det er lettere nu med de her faciliteter. Det er med til at skabe en grundlæggende robusthed, som vi skal have. Vi er meget tilfredse,” siger Premierløjtnant Rollo, der i samme øjeblik er ved at smide nogle flere vægtskiver på et squat rack. Rollo fortæller, at de nye faciliteter får flere medarbejdere til at blive efter arbejde, frem for at søge ud fra tjenesteområdet.
Også i Varde finder man en 20-fods træningscontainer, som udvider det samlede træningsområde og dermed yderligere bidrager til understøttelse af behovet for optimale forhold for de mange kursister og ansatte, som er tilstede på garnisonen.
Der gives løbende nye bevillinger til moderniseringer og udvælgelsen af tjenestesteder bygger på indmeldinger af ønsker og behov. Senest er der givet bevillinger til at opgradere tjenestesteder ved bl.a. Arktisk kommando i Nuuk, Jyske Dragonregiment i Holstebro, dele af Trænregimentet i Aalborg og flere af Søværnets Fregatter. Næste gang styregruppen mødes for at få godkendt bevillinger er i uge 41. Endnu flere af Forsvarets medarbejdere vil altså kunne glæde sig til moderne og nye træningsfaciliteter.
Opgraderingerne styrker soldaternes helbred og velvære og understøtter den operative fysiske parathed og de præstationsmål, som er en del af mange soldaters hverdag.