Elmotorcykel

 

Elmotorcykel

I fremtiden kan det blive nemmere at bevæge sig mere lydløst i felten. Ved at bruge en elmotor i stedet for en forbrændingsmotor er det muligt at nedsætte støjen markant på en motorcykel fra danske Precision Global. Den er udviklet på baggrund af en elmotorcykel til det civile marked. I den militære udgave har producenten skelet til moto cross for at forstærke affjedring og bremser. Ambitionen er, at to soldater med udrustning kan transportere sig samtidig. Denne model bliver lige nu testet af Jægerkorpset.

 

[Forsvaret]-Grej-dysekanon-2021-[ARTIKEL].png

 

Opgraderet dysekanon

Svenske SAAB har præsenteret en ny og opgraderet version af deres dysekanon, Carl Gustav - kendt af enhver hærsoldat. Den nye model er betragteligt lettere end sin forgænger. Samtidig har SAAB monteret termometer i bunden af dysen, som måler temperaturen på det benyttede ammunition. Viden om ammunitionens temperatur hjælper med at øge dysekanonens præcision. Hærens nuværende dysekanon er under delvis udfasning, og der er iværksat et arbejde, der skal finde ud af hvad en eventuel fremtidig panserværnskapacitet skal kunne.

 

[Forsvaret]-Grej-kikkert-2021-[ARTIKEL].png

 

Langtrækkende kikkert

Franske Thales har gjort det nemmere at kommunikere om fjendens position. Sophie Ultima, som firmaet kalder deres kikkert, kan detektere en kampvogn på 13 kilometers afstand og samtidig videresende informationen via bluetooth og Wi-Fi til andre enheder. Den vejer kun 2,5 kg og ser næsten lige så godt om natten som om dagen.

 

[Forsvaret]-Grej-ammunition-2021-[ARTIKEL].png

 

Ammunition i komposit

Det amerikanske selskab True Velocity har specialiseret sig i at producere ammunition af kompositmaterialer. Vægten er - afhængigt af kaliber - op til 50 procent lettere end messingammunition. Varmeledning fra våben til ammunition er også langt mindre, hvilket er mere skånsomt for kammer og pibe og forlænger våbnets levetid. Støbning i komposit fjerner alle unøjagtigheder, hvilket skulle forøge præcision. Endelig er kompositmaterialet magnetisk, hvilket er til stor glæde for alle, der har afsluttet en tur på skydebanen med en gedigen oprydning.

 

[Forsvaret]-Grej-UGV-2021-[ARTIKEL].png

 

Selvkørende robot

En ny robot lavet af estiske Milrem Robotics kan gøre livet nemmere på patrulje. Themis UGV (unmanned ground vehicle) kan hjælpe med at transportere op til 750 kilo igennem kuperet terræn. Den kan styres manuelt men kan også køre autonomt. Themis kan hurtigt konfigureres om til en ekstra våbenplatform eller udstyres med feltbårer til evakuering af sårede. Den kan køre op til 20 km/t og drives af en dieselmotor og en elgenerator.

 

[Forsvaret]-Grej-gummibåd-2021-[ARTIKEL].png

 

”Usynlig” gummibåd

Her i vinterhalvåret er det sjældent en spøg at sløre en 11 meter lang gummibåd. Det problem løser gummibåden fra franske Sillinger. Den kan med næsen først sænkes ned på bunden og tilbagekaldes til vandoverfladen ved at åbne for ventiler i agterenden. En slags tørdragt til motoren (en to-takter der indeholder mindre olie end en fire-takter, og derfor er mindre skadelig for miljøet i tilfælde af læk) følger med.    

 

Artiklen er udgivet i Magasinet Honnør, som husstandsomdeles til Forsvarets medarbejdere. Se det samlede magasin:
Honnør #3, november 2021

Sidst opdateret 19. november, 2021 - Kl. 12.42