Nyheder
Følg Forsvaret på X
Døgnrapport
Arrangementer
Forsvarets arealer
Publikationer
Amerikansk materiel og soldater vil sammen med britiske soldater i de kommende uger være synlige ved Aarhus Havn og Esbjerg, når byerne for første gang lægger havn til værtsnationsstøtte til USA samtidig.
Billede fra sidste gang amerikanske styrker blev flyttet igennem Aarhus Havn. Foto: Forsvaret
Af Forsvarskommandoen
I løbet af de næste uger ankommer ca. 1.200 stk. militært materiel og køretøjer til Aarhus Havn med to forskellige skibe: ARC Patriot og ARC Independence. I Esbjerg Havn vil et tredje skib, ARC Endurance, aflevere ca. 1.200 stk. materiel og køretøjer til Esbjerg Havn. Det første skib, ARC Patriot, vil ankomme i løbet af næste uge.
Dele af Aarhus Havn og Esbjerg Havn vil være lukket af, og der vil i perioden være amerikanske soldater i området omkring havnen til at bistå med den videre transport af materiellet.
Det er første gang, at USA vælger Aarhus og Esbjerg til havne for værtsnationsstøtte til USA på samme tid (Host Nation Support), når de mange køretøjer og containere skal transporteres på lastbiler og med tog videre til Østeuropa på grund af en planlagt rotation af amerikanske tropper. Der vil være omkring 300 soldater fra USA og Storbritannien til at støtte logistikoperationen med ca. 150 (heraf ca. 50 britiske og 100 amerikanske soldater) indkvarteret i Oksbøl og ca. 150 amerikanske soldater i en lejr opsat på Aarhus Havn.
Danmark er et knudepunkt, når oversøiske NATO-lande skal sende materiel og soldater til østersøregionen. Derfor står Forsvaret, Hjemmeværnet og en række civile aktører klar til at støtte, så det kan ske så smidigt som muligt.
”Det er en central del af Danmarks bidrag til NATO’s kollektive forsvar, at vi kan yde god værtsnationsstøtte. Vi gjorde det senest i juni, og nu står dansk forsvar igen klar, når tre skibsladninger amerikanske styrker de kommende uger anløber danske havne. Samarbejdet med vores nærmeste allierede, USA, er helt afgørende i en situation, hvor freden i Europa er under pres med Ruslands invasion af Ukraine”, siger forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen.
USA har tidligere sendt materiel gennem Danmark i forbindelse med tropperotation i Europa og i både Aarhus og Esbjerg.
Læs mere her:
Seneste værtsnationsstøtte Aarhus Havn: Første gang: Amerikansk militært materiel og køretøjer i Aarhus Havn (forsvaret.dk)
Seneste værtsnationsstøtte i Esbjerg Havn: Amerikanske soldater, helikoptere og andet militært materiel ankommet til Esbjerg Havn (forsvaret.dk)
Forsvaret gennemfører opgaven på Aarhus Havn og Esbjerg Havn med støtte fra blandt andre Syd- og Sønderjyllands Politi, Østjyllands Politi, Aarhus Havn, Esbjerg Havn, Søværnet, Hjemmeværnet (Landsdelsregion Vest, Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland og Syd- og Sønderjylland, Marinehjemmeværnet) og andre relevante myndigheder.
Pressen har mulighed for at deltage i et arrangement på Aarhus Havn. Invitation vil blive sendt ud i den nærmeste fremtid. Ved interesse i dækning af anløbet kan kommunikationsrådgiver Alexander Mejdahl Jeppesen kontaktes på fko-l-keu06@mil.dk eller 51419003.
Læs mere om Host Nation Support her.
Den danske værtsnationsstøtte består i at støtte en planlagt rotation af amerikanske enheder til Operation Atlantic Resolve – USA’s styrkede tilstedeværelse i Europa. Atlantic Resolve har i en årrække haft til formål at demonstrere US evne og vilje til at forstærke NATO og alliancepartnere i Østeuropa med kampstyrker.