SNMG1 patruljerer og samarbejder som udgangspunkt med andre NATO-lande, men samarbejdet med partnernationer, der ikke er medlem af NATO, er også en vigtig del af NATO’s opgaveportefølje.

Skibene i NATOs stående flådestyrke patruljerer for at vise tilstedeværelse og opbygge et situationsbillede. Foto: Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

Forward Land Forces (FLF), Danmarks bidrag til NATOs kollektive forsvar i Baltikum og Østeuropa

I Letland er alle enheder i fuld gang med forberedelserne op til den store lettiske øvelse Silver Arrow.

 

De fleste af kampbataljonens enheder har i den forgangne uge været ude at træne i øvelsesterrænet. Kampbataljonen har gennemført handlebaner, hvor underafdelingerne på skift har været momenter for hinanden.

 

Soldater i felten i øvelsesterrænnet omkring Adazi med fokus på fremrykning.

Soldater i felten i øvelsesterrænet omkring Adazi øver med fokus på fremrykning. Foto: Frederikke Frederiksen / Forsvaret

Den svenske delegation har været i Camp Valdemar for at udføre rekognoscering forud for landets første udsendelse som NATO-allieret. Danmark og Sverige vil på rotationsbasis samarbejde om den nybyggede, danske lejr.

 

Det mekaniserede infanterikompagni VIKING træner til øvelse Silver Arrow.

Det mekaniserede infanterikompagni VIKING træner til øvelse Silver Arrow. Foto: Frederikke Frederiksen / Forsvaret

 

Danmarks bidrag til NATOs stående flådestyrke, SNMG1, Nordatlanten

Den danske føringsstab for NATOs stående flådestyrke SNMG1, er om bord på det norske logistikfartøj Maud. Flagskibet er med NATO-staben om bord  ankommet til Nordatlanten, og har sluttet sig til resten af gruppen af skibe i Standing NATO Maritime Group 1, SNMG1.

 

Her skal flådestyrken blandt andet patruljere i området mellem Island og Færøerne, der er et af NATOs maritime fokusområder.

 

Ankomsten i Nordatlanten bød på et glædeligt gensyn med det danske inspektionsskib Vædderen, der aktuelt er på patrulje ved Færøerne.

Ankomsten i Nordatlanten bød på et glædeligt gensyn med det danske inspektionsskib Vædderen, der aktuelt er på patrulje ved Færøerne. Foto: Forsvaret

At Maud nu er tilstede i området betyder, at flådestyrken har øget sin udholdenhed, idet Maud ikke blot er et flagskib med stab ombord, men også en flådetanker, der kan forsyne de andre skibe med brændstof.

 

Maud forsyner et af flådestyrkens fartøjer med brændstof, kaldet Replenishment At Sea, eller RAS.

Maud forsyner et af flådestyrkens fartøjer med brændstof, kaldet Replenishment At Sea, eller RAS.

SNMG1 patruljerer og samarbejder som udgangspunkt med andre NATO-lande, men samarbejdet med partnernationer, der ikke er medlem af NATO, er også en vigtig del af NATOs opgaveportefølje.

 

Derfor forbereder NATO-staben sig netop nu på en samarbejdsøvelse med den irske flåde. Øvelsen vil finde sted senere på måneden og vil bidrage til at styrke samarbejdet og knytte tætte bånd med den irske flåde.

 

Udover at være tilstede i Nordatlanten med hovedparten af skibene, er SNMG1 også tilstede i den østlige del af Østersøen, hvor den franske fregat La Fayette er på patrulje.

 

Opgaven i Østersøen er ikke væsentlig anderledes end opgaven i Nordatlanten. Den primære opgave er at vise tilstedeværelse og opbygge et situationsbillede. Et situationsbillede, der deles med blandt andet Finland og Estland, og desuden bidrager til en øget adgang til informationer ved det nationale maritime overvågningscenter, kaldet NMOC, i Danmark.

 

 

Træningsbidraget til støtte for Ukraine, Storbritannien

Uge 37 var sidste uddannelsesuge for de 200 ukrainske soldater i Storbritannien trænet af danske instruktører Ukrainerne er nu på vej hjem til Ukraine, hvor de er klar til at indgå i Ukraines kamp mod Rusland.

 

Træning af ukrainske soldater i Storbritannien

Der udtrykkes ros fra partnernationerne til de danske instruktører, som netop er blevet udskiftet med et nyt hold danske soldater, som tager faklen op, klar til at træne flere ukrainske soldater. Foto: Forsvaret

Fakta

Efter Ruslands invasion af Ukraine har Danmark i tæt samarbejde med allierede og samarbejdspartnere taget et stort ansvar for at støtte Ukraine.

 

Som en del af den samlede støtte bidrager Danmark med danske soldater og instruktører til et britisk-ledet træningsprojekt, som gennemføres i Storbritannien. Her bliver ukrainske rekrutter uddannet i grundlæggende soldaterfærdigheder.

Forsvaret har fra august 2024 til december 2024 udsendt en kampbataljon med støtteenheder til Letland som bidrag til NATOs beredskab. Med Danmarks deltagelse i NATOs beredskab bidrager danske soldater til at håndtere en af NATOs største sikkerhedsudfordringer forårsaget af Ruslands krig i Ukraine og udfordrende tilstedeværelse i Østersøregionen.

Fra juli 2024 - januar 2025 har Danmark ledelsen af Standing Naval Maritime Group 1 (SNMG 1).

 

Som en del af NATOs sikkerhedsforanstaltninger patruljere flådestyrken i farvandene omkring Europa herunder Østersøen og Nordatlanten.