Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
En dansk donation på 20 sæt dykkerudstyr styrker den kenyanske flådes muligheder for at dykke og uddanne nye dykkere. Donationen er til gavn for både flåden og civile myndigheder i Kenya.
Danmarks forbindelsesofficer til Kenya, Kjeld Gaard-Frederiksen overrækker symbolsk dykkerudstyret til chefen for Kenya Navy Fleet, brigadegeneral Mohamed Shemote. Foto: Forsvaret
Af Forsvarskommandoen
Danmark har i løbet af sommeren overdraget 20 komplette sæt dykkerudstyr til Kenya Navy Clearing Diving Unit. Donationen på de 20 sæt er sammensat således, at den både forøger flådens operative kapacitet og uddannelseskapacitet. Derfor består donationen af 10 singlesæt, som anvendes ved operativ dykning, og 10 dobbeltsæt, som man anvender ved uddannelse af nye dykkere. Udstyret har en samlet værdi på ca. kr 350.000.
Donationen styrker Kenya Navy Clearing Diving Units operative kapacitet og er dermed også med til at forbedre flådens mulighed for at støtte andre myndigheder og redningsberedskabet i Kenya.
Danmark har gennem Freds- og Stabiliseringsprogrammet over en længere årrække gradvist styrket Kenya Navys dykkerkapacitet. Danmark har blandt andet medvirket til etableringen af en specialdykkerenhed til dykning på dybt vand. Her har Danmark doneret udstyret og sørget for uddannelse ved Søværnets Dykkertjeneste. Danmark har endvidere støttet med donation af to dykkerbåde, fremstillet og indkøbt i Kenya.

Donationen af dykkerudstyr følger en række tidligere danske donationer, der har styrket Kenyas flåde. Foto: Forsvaret
Den nye donation er af kommercielt, såkaldt SCUBA-udstyr, som anvendes til de fleste rednings- og eftersøgningsopgaver samt til inspektion af skibe. Desuden er det den form for udstyr, man anvender til grundlæggende dykkeruddannelse. Kenya Navy har anmodet om denne støtte, dels for at øge deres kapacitet på de nævnte områder, dels for at kunne efterkomme et øget behov for uddannelse af andre myndigheder. Endelig giver donationen mulighed for at udskifte gammelt og til dels nedslidt udstyr, der kunne bringe dykkernes liv i fare.
Overdragelsen skete til chefen for Kenya Navy Fleet, brigadegeneral Mohamed Shemote. Han takkede Danmark for den fortsatte store støtte til Kenya. Mohamed Shemote fremhævede partnerskabet med Danmark som det vigtigste partnerskab for Kenya Navy, fordi man fra dansk side er meget præcis i at bidrage med netop det, som Kenya Navy har behov for, og som Kenya Navy kan anvende til at styrke kapaciteter og beredskab