Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Den danske kampbataljon er efter ankomsten til Camp Valdemar nu overdraget til den canadiskledede NATO-brigade i Letland. Det skete ved en parade mandag.
Den danske kampbataljon opstillet til parade i forbindelse med overdragelsen til den canadiskledede NATO Multinational Brigade Latvia. Foto: Lærke Weensgaard / Forsvaret
Af kampbataljonen i Letland
I Letland er den udsendte danske kampbataljon, som består af kamp-, kampstøtte- og støttenheder fra Hæren og støttende kommandoer, nu officielt en del af den canadiskledede NATO Multinational Brigade Latvia. Overdragelsen fandt sted mandag ved en parade i den danske lejr Camp Valdemar i Letland.
Chefen for kampbataljonen, oberstløjtnant Jimmi Holst, er glad for, at den erfarne bataljonen er velankommet til lejren.
”Soldaterne og jeg har længe set frem til at ankomme, og det er godt endeligt at være her og komme helt på plads. Tidligere missioner har opbygget et rigtig godt samarbejde med vores NATO-allierede i og uden for Letland, og vi glæder os til at styrke dette yderligere de kommende måneder,” fortæller chefen og fortsætter:
”Letland er et unikt og komplekst operationsmiljø, hvor vi sammen med vores allierede i Letland, samt gennem et stærkt og forenet NATO generelt bidrager til landets suverænitet, og hvor vi om nødvendigt er klar til at forsvare landet. Det er en opgave, vi er klar tilsammen med vores allierede.”
Chefen for kampbataljonen, oberstløjtnant Jimmi Holst til venstre. Foto: Lærke Weensgaard / Forsvaret
Den canadiskledede NATO Multinational Brigade Latvia består udover canadiske enheder, af soldater fra 13 andre NATO-nationer. Her vil den danske kampbataljon udgøre en stor del af brigadens manøvreenheder. Chefen for den canadiskledede brigade, oberst Kristopher Reeves, er ligeledes glad for tilgangen af den danske kampbataljon:
”Sikkerhedssituationen i Letland er i øjeblikket meget kompliceret. Derfor er det vigtigt, at vi er en stærk og forenet brigade, som er klar til at forsvare Letland, hvis nødvendigt – det skylder vi den lettiske befolkning. Af den grund er jeg også yderst tilfreds med det danske bidrag af en stærk og slagkraftig kampbataljon, som repræsenterer det store danske engagement i at forsvare NATO’s østlige flanke.”
Chefen for Hæren, generalmajor Peter Boysen, chefen for Multinational Division North, generalmajor Jette Albinus og chefen for 1. Brigade, brigadegeneral Michael Thøgersen var blandt gæsterne ved paraden. Fotos: Presseofficererne i kampbataljonen / Forsvaret
Brigaden selv er en del af den danskledede NATO Multinational Division North. Chefen for divisionen, generalmajor Jette Albinus, sætter pris på de danske tropper i Letland:
”Den danske kampbataljon er en stærk tilføjelse til divisionen herovre i Letland, men den danske bataljon er ikke selvstændigt indsat, da den indgår i brigaden, som er en del af divisionen. Derfor er det vigtigste for mig, at bataljonen også træner sammen med de andre dygtige enheder, så vi kan løse opgaven med at afskrække og om nødvendigt forsvare Letland mod en trussel fra øst”, fortæller generalmajor Jette Albinus.
Det er anden gang, at en dansk kampbataljon rykker ind i den nye permanente lejr i Letland og det fjerde danske bidrag til Letland i alt. Camp Valdemar deles henover året med en svensk bataljon. Når bataljonen i fremtiden rejser tilbage til Danmark, er den derfor altid klar til på kort varsel at rejse og støtte brigaden og divisionen med at forsvare landet sammen med de lettiske styrker.
Forsvaret har fra august 2025 udsendt en kampbataljon med støtteenheder til Letland som bidrag til NATOs beredskab.
Med Danmarks deltagelse i NATOs beredskab bidrager danske soldater til at håndtere en af NATOs største sikkerhedsudfordringer forårsaget af Ruslands krig i Ukraine og udfordrende tilstedeværelse i Østersøregionen.