Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Danmark har sammen med FN-organisationer sponsoreret en konference, der skal styrke de østafrikanske landes samarbejde om maritim sikkerhed.
Danmark har i over 10 år støttet kapacitetsopbygning i Kenyas flåde med rådgivning, uddannelse og donationer af materiel og udstyr, som blandt andet en havari- og brandskole, der blev indviet i 2025. Foto: Forsvaret
Af Forsvarskommandoen
Danmark støtter i både Øst- og Vestafrika en række aktiviteter, der skal fremme kyststaternes evne til selv at varetage og forbedre den maritime sikkerhed i de regionale farvande. Sikkerhed for skibsfarten har høj prioritet for Danmark, som er verdens niende største søfartsnation.
Med støtte til en regional konference i regi af Djibouti Code of Conduct – den regionale sikkerhedsramme for maritimt samarbejde i Østafrika – har Danmark ydet et nyt bidrag til at sætte mere skub i initiativer, der skal fremme et egentligt operativt samarbejde mellem landenes flåde- og kystvagtstyrker.
Sammen med FN’s Trænings- og Forskningsinstitut (UNITAR) var Danmark i begyndelsen af september sponsor for en konference i Mombasa, Kenya. Formålet var at etablere en mekanisme for regionalt samarbejde og koordinering af operative aktiviteter til søs mellem regionens flåde- og kystvagtsmyndigheder. 18 af de 21 medlemsstater i Djibouti Code of Conduct deltog. Danmarks forsvarsattaché i Kenya, Lasse Sand, og Danmarks forbindelsesofficer til Kenya, Kjeld Gaard-Frederiksen, deltog i konferencen, hvor Danmarks særlige repræsentant for maritim sikkerhed (SRMS), Nicolai Ruge, holdt åbningstale.
Danmarks særlige repræsentant for maritim sikkerhed (SRMS), Nicolai Ruge, holder åbningstale ved konferencen. Foto: Kenya Navy
Konferencen etablerede en arbejdsgruppe med Kenya som formand for de næste to år. Arbejdsgruppen skal skabe rammerne for et egentligt operativt samarbejde mellem de lande, der vælger at deltage. Målet er, at landene kan gennemføre fælles operationer, når de første to år er gået.
Nedsættelsen af den regionale arbejdsgruppe er helt i tråd med den danske tilgang til arbejdet med maritim sikkerhed i regionen.
”Styrkelse af det regionale samarbejde gennem støtte til facilitering af fælles initiativer og samarbejdsmekanismer garanterer et bedre lokalt ejerskab og dermed også en større sandsynlighed for effektivitet og bæredygtighed, end hvis vi fra dansk eller andre donorers side blot fortsætter med mindre bilaterale kapacitetsprojekter,” forklarer Kjeld Gaard-Frederiksen.
Den danske støtte til initiativer, der skal fremme den maritime sikkerhed, finansieres via den tværministerielle Freds- og Stabiliseringsfond. Midler fra fonden vil i 2026 blandet andet blive brugt til at støtte etableringen af det nye samarbejde.
Kapacitetsopbygningen i Østafrika er kun ét blandt mange danske bidrag til kampen mod pirateri.
Læs mere på Forsvarsministeriets side om indsatsen mod pirateri og anden maritim kriminalitet.
Finansieringen af indsatsen i Østafrika kommer fra Freds- og Stabiliseringsfonden. Det er en årlig bevilling på 150 mio. kr. til samarbejde mellem Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet om stabiliseringsarbejder i Pakistan, Afghanistan, Europa og Østafrika.