Dansk F-16 kampfly besøger den amerikanske base i Grønland.

Dansk F-16 kampfly besøger den amerikanske base i Grønland. Foto: Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

Kampflyene er i Grønland som del af Forsvarets øgede tilstedeværelse og foruden at indhente erfaringer med kampfly-operationer i Arktis, gav flyvningen også den danske chef for kampflyene, Niels Andersen, lejlighed til at hilse på basens ledelse.

 

"Jeg fik en grundig orientering om basen, og hvordan de løser deres opgaver under de til tider barske omstændigheder, som det arktiske miljø og beliggenheden i øvrigt byder på," fortæller Niels Andersen. 

 

Besøget på basen varede godt to timer, hvorefter flyene gik i luften igen.

 

Danske F-16 kampfly i luften over Grønland.

Danske F-16 kampfly i luften over Grønland. Foto: Forsvaret

Flyvningen fra Arktisk Kommandos facilitet i Kangerlussuaq til Pituffik Space Base blev understøttet af et fransk lufttankningsfly af typen MRTT, som giver en høj grad af fleksibilitet for flyoperationer i områder som det arktiske, hvor store afstande og vejret giver udfordringer.

 

Tankflyet fra det franske flyvevåben støttede ligeledes de danske kampfly under turen fra Danmark til Grønland, og det opererer ligeledes sammen med de danske kampfly under den fortsatte indsættelse.