Jægersoldat på ATW under øvelse Southern Griffin 25 i Finland

Træning af mobilitet i et terræn, der har mange ligheder med mulige fremtidige indsættelsesområder i tilfælde af konflikt, har skabt værdifuld læring for Jægerkorpset. Foto: Jægerkorpset

Af Forsvarskommandoen

 

Forsvarets landmilitære specialstyrke, Jægerkorpset, deltog i september i NATO-øvelsen Southern Griffin 25 i Finland sammen med mere end 1.600 soldater fra flere europæiske medlemslande samt USA.

 

Øvelsen var ledet af den finske hærs specialstyrker, Utti Jaeger Regiment, med formålet at udvikle NATOs specialstyrkers evne til at arbejde sammen på tværs af nationer og værn mod en fælles modstander i et nordeuropæisk, udfordrende terræn.

 

På øvelsen indgik Jægerkorpset i en større enhed af specialstyrker fra NATO-lande med opgaven at træne NATOs planer for regionalt forsvar i Finland.

 

Det store geografiske øvelsesområde, der strakte sig fra det nordlige til det sydlige Finland, stillede særlige krav til logistik og ledelse mellem enhederne.

 

Samtræning mellem CV-22 og Jægersoldat på motorcykel

På øvelsen viste Jægerkorpset, at de lever op til NATOs høje standarder for specialstyrker og er klar til at blive indsat med kort varsel. Foto: Jægerkorpset

”Træning af mobilitet i et terræn der har mange ligheder med et eventuelt fremtidigt indsættelsesområde i tilfælde af konflikt, har skabt værdifuld læring for Jægerkorpset,” siger chefen for Jægerkorpsets operationssektion, der ikke optræder med navn i artiklen af sikkerhedshensyn.

 

På øvelsen viste Jægerkorpset, at de lever op til NATOs høje standarder for specialstyrker og er klar til at blive indsat med kort varsel.

 

”Det er Jægerkorpsets opgave at kombinere militære kompetencer på meget højt niveau med den nyeste teknologi. På Southern Griffin viste vi gennem beståelsen af NATOs Special Operations Force Commands (SOFCOM) afsluttende evaluering, at vi har et højt internationalt niveau og kan levere stor effekt på modstanderen,” siger chefen for Jægerkorpsets operationssektion.

 

Jægersoldat med drone under øvelse Southern Griffin 25 i Finland

Jægerkorpset er også en højteknologisk enhed, som kombinerer militære kompetencer på meget højt niveau med den nyeste teknologi. Foto: Jægerkorpset

Finland blev NATO-medlem i 2023 - året efter Ruslands fuldskalainvasion af Ukraine. En vigtig del af Southern Griffin var at vise, at medlemslandene hurtigt kan indsætte styrker i Finland i tilfælde af konflikt eller aggression.

 

”Værnsfælles øvelser mellem specialstyrker under Finlands krævende forhold muliggør en hurtig indsættelse af de allieredes kapaciteter til forsvaret af Finland og demonstrerer det finske forsvars evne til at modtage international støtte på alle niveauer af operationen”, siger oberst Kimmo Nordberg, den finske chef for øvelsen, til det finske forsvars hjemmeside.