Kampvogne på vej igennem Holstebro

Kampvogne fra Jydske Dragonregimentet kører igennem Holstebro by på vej hjem fra mission i Letland. Foto: Simon Elbeck / Forsvaret

Af Forsvaret

 

Midt i den tidlige aftentrafik fik indbyggerne i Holstebro i dag noget ekstra at kigge på, da en større kolonne af kampvogne kørte igennem byen.

 

Kampvognene har været udsendt til mission i Letland og sammen med resten af de omkring 800 udsendte soldater og deres udstyr og køretøjer vender de i disse dage hjem til Danmark.

 

Kampvogne på togstamme i Holstebro

Kampvognene ankommer til Holstebro med tog. Foto: Casper Brock / Forsvaret

I Holstebro ankom kampvognene på togstamme til banegården, hvor politiet havde oprettet et såkaldt ’midlertidig militær område’. Sammen med flere steder rundt i landet er det området, hvor blandt andet materiel og køretøjer ankommer, inden det transporteres videre til kasernerne.

 

Efter ankomst til Dragonkasernen i Holstebro skal kampvognene klargøres og rengøres, inden soldaterne og besætningerne kan gå på juleferie.

 

Besætninger stiger ombord på kampvogne

Besætningerne stiger ombord på Leopard-kampvognene for at køre dem hjem til Dragonkasernen i Holstebro. Foto: Casper Brock / Forsvaret

Vigtig viden om transport af tropper

Det er en stor opgave at fragte en bataljon fra Letland til Danmark. Operationen giver Forsvaret en uvurderlig viden om, hvordan man hurtigt og effektivt flytter store enheder rundt i Europa i tilfælde af krig og kriser. 

 

Den danske kampbataljon, som nu er på vej hjem, er på cirka 800 soldater og vil fortsat indgå i NATOs beredskab efter hjemkomsten til Danmark

 

Kampvogne losses af tog i Holstebro

Kampvogn køres af togstammen i Holstebro. Foto: Simon Elbeck / Forsvaret

Med deres udsendelse i Letland og med Danmarks deltagelse i NATOs beredskab bidrager vores soldater til at håndtere den alvorlige sikkerhedssituation i Baltikum forårsaget af Ruslands krig i Ukraine og Ruslands udfordrende tilstedeværelse i Østersøregionen. 

 

Brigaden, som den danske bataljon indgår i, hedder Multinational Brigade Latvia og er ledet af Canada. Den brigade hører under NATOs hovedkvarter mod nordøst, Multinational Division North, der ledes af en dansk generalmajor.