Russisk fartøj overvåges af Marinehjemmeværnet.

Russisk fartøj overvåges af Marinehjemmeværnet. Foto: Marinehjemmeværnet / Forsvaret

Det var november, mørkt og gråt. Og bølgerne var høje. Nok ikke den type vejr, der får sejlglade mennesker til at takke ja til en tur på havet. Ikke desto mindre var det det, Marinehjemmeværnets frivillige gjorde, da de i november blev kontaktet af Søværnets Nationale Maritime Operationscenter.

 

Søværnet havde brug for assistance til at overvåge et russisk fartøj, der befandt sig i Femern Bælt. Derfor stævnede Marinehjemmeværnets fartøj Lyra ud i efterårsmørket. Opgaven er en del af NATO-aktiviteten Baltic Sentry, hvor Marinehjemmeværnet blandt andet bistår Søværnet med at observere og skygge fremmede fartøjer for at beskytte den undersøiske kritiske infrastruktur.

 

Frivillige fra flere flotiller 

Opgaven var varslet til at tage et døgns tid, men det var ingen hindring for, at sejladsens fartøjsfører, Thomas, hurtigt kunne samle en fuldtallig besætning.

 

"Det viste sig, at der var mange, der meldte sig til at løse opgaven. Det gik helt perfekt med at samle frivillige til sejladsen," fortæller Thomas. "Det er jo rart at kunne bruge det, vi har trænet. Og når den så sidder lige i skabet, så er det meget meningsfyldt, det vi gør," udtaler fartøjsføreren Thomas.

 

Ombord på Lyra var frivillige besætningsmedlemmer fra Marinehjemmeværnets flotiller i både Faaborg, Svendborg, Rødby og Sønderborg.

 

"Når du lige pludselig skal rive et helt døgn ud af din arbejdsdag, er det ikke alle, der kan det. Så er det godt at kunne trække på naboflotillerne. Og vi har næsten ens fartøjer, så uanset hvem vi samler, så kan det fungere, som om vi altid har sejlet sammen," udtaler Thomas.

 

Måtte siksakke gennem høje bølger 

Besætningen ombord på Lyra blev fra sejladsens start udfordret af høje bølger, og de måtte derfor siksakke gennem bølgerne, fortæller fartøjsføreren. Omkring midnatstid stilnede vejret af, og besætningen fik fuldført skygningen af det russiske fartøj.   

 

"Det gik godt på trods af vejret, og vi fik gjort det, vi skulle," siger Thomas.

 

Vejrguderne testede besætningen på denne novembersejlads, men det har ikke skræmt de frivillige marinere fra endnu engang at bidrage til NATO-aktiviteten, hvis Søværnet igen skulle få brug for Marinehjemmeværnets kræfter.