Nationalt Støtteelement og Joint Movement and Transportation læsser cargo af en EH101-helikopter

Nationalt Støtteelement og Joint Movement and Transportation læsser cargo af en EH101-helikopter. Foto: Ulrikke Holm Christensen / Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

Hvordan finder man plads til godt 300 soldater i en by, som til dagligt har omkring 430 indbyggere?

 

Den udfordring kender premierløjtnant og næstkommanderende for Det Nationale Støtteelement ved 4. Nationale Støttebataljon, Morten, og hans kollegaer alt til. De er nemlig specialister i at få det logistiske puslespil til at gå op, når Forsvaret afvikler øvelser og missioner.

 

”Kort fortalt er vi ’first ones in - last ones out’. Vi rekognoscerer og klargør inden øvelser og støtter undervejs med terminalopgaver, modtagning af materiel, transport, indkvartering og forplejning til alle soldaterne,” forklarer Morten.

 

Morten og hans kollegaer havde blandt andet ansvaret for indkvartering af militært personel i byen Kangerlussuaq, der ligger cirka 300 kilometer nord for Nuuk, under øvelsen Arctic Light.

 

Morten giver velkomstbriefing i Arktisk Kommandos Hangar

Morten giver velkomstbriefing i Arktisk Kommandos Hangar i Kangerlussuaq. Foto: Ulrikke Holm Christense / Forsvaret

I øvelsen indgik blandt andet fly, helikoptere, en fregat og flere andre af Søværnets skibe samt over 550 soldater fra Danmark, Norge, Sverige og Frankrig. For omkring 300 af dem foregik øvelsen omkring Kangerlussuaq, hvor de skulle indkvarteres. Og det kræver mange forberedelser og grundig planlægning, når man skal finde plads til så mange ekstra mennesker i en lille by.

 

”Vi har haft folk indlogeret på seks forskellige steder. Det var et konstant ændrende tal. Der kunne komme 100-200 mand ind en dag, og det var ikke altid lige efter planen. Så har vi haft behov for noget ekstra kapacitet, der skulle iværksættes, og fordi, at Kangerlussuaq ikke er større, end den er, så er der bare ikke særlig meget kapacitet at give af,” fortæller Morten.

 

”Hvis man ser en isbjørn, skal man ringe til politiet.  Hvis du bliver jagtet af en moskusokse, så løb ned ad bakke, ikke op!”, fortæller Morten.

”Hvis man ser en isbjørn, skal man ringe til politiet. Hvis du bliver jagtet af en moskusokse, så løb ned ad bakke, ikke op!”, fortæller Morten.

Intet kommer nemt

Øvelsen Arctic Light præsenterede også helt nye udfordringer på den logistiske front. Kangerlussuaq ligger 30 km fra indlandsisen, og der er ingen veje uden for byen. Man kan kun sejle eller flyve materiel og personel ind og ud. Det har stillet krav til både kreativitet og fleksibilitet i opgaveløsningen.

 

”Det har været en kanon chance for at øve noget, vi ikke får mulighed for ellers. Det er det tætteste, vi kommer på en skarp opgave, og det svære terræn har stillet krav til vores opgaveløsning. Der var intet, der kom nemt, og vi skulle tænke rigtig hurtigt - rigtig mange gange,” fortæller Morten.

 

Det foregår sjældent helt uden udfordringer, når logistikken skal gå op med så omfattende en deployering. Da 200 ansatte strandede i Nuuk på en flyvning mod Kangerlussuaq for at deltage i Arctic Light, måtte det Nationale Støtteelement i samarbejde med Joint Movement and Transportation Organisation reagere hurtigt og finde overnatning og mad til alle, indtil de kunne flyve videre.

 

Størstedelen af de mange mennesker blev indlogeret på feltsenge i den lokale idrætshal, men også kontor- og lagerlokaler hos Arktisk Kommando, blev inddraget i det store indlogeringsprojekt.

 

Indlogering i Godthåbshallen

Indlogering i Godthåbshallen. Foto: Simon Elbeck / Forsvaret

En uundværlig brik

Selvom Mortens arbejde mest foregår i kulissen på en øvelse som Arctic Light, så er der ingen tvivl om, at øvelsen ikke kunne have været gennemført uden ham og hans kollegaer fra Det Nationale Støtteelement. For folk har brug for et sted at sove, adgang til mad, benzin, våben, ammunition og transport til at understøtte alt det, som en operation kræver, og for at alle kan yde deres bedste.

 

”Måske kan du kæmpe i et par dage uden, men hvis ikke du har en stærk logistisk organisation bag dig, holder du ikke i længden. Jeg synes, det er en fantastisk ting, at vi har kunnet få lov til at være heroppe og virkelig prøve os selv af i det her svære terræn,” slutter Morten.

 

Danske og Svenske hjemmeværnsfolk ankommer i Kangerlussuaq Lufthavn

Danske og Svenske hjemmeværnsfolk ankommer i Kangerlussuaq Lufthavn. Foto: Ulrikke Holm Christensen / Forsvaret

Da øvelsen sluttede og soldaterne rejste hjem fra Kangerlussuaq og Grønland, blev Morten og hans kollegaer i Grønland for at lukke øvelsen ned. Der skulle afleveres nøgler og lejebiler, og i samarbejde med Joint Movement and Transportation Organisation skulle alle enhedernes materiel pakkes forsvarligt sammen og sendes hjem til Danmark – heriblandt fire ATV’er og en masse ammunition og våben.

Forsvarets enheders i Arctic Light

Bevogtning af kritisk infrastruktur, patruljering og eftersøgning i arktisk miljø samt anvendelse af droner i Arktis.

Indsættelse af Niels Juel til Search and Rescue (SAR EX), havmiljøindsats, farvandsovervågning, samtræning med Flyvevåbnet og afprøvning af Hærens droner til understøttelse af maritime operationer.

Indsættelse af F-16 til patruljering og ’Show of Presence’, indsættelse af EH101 til taktisk transport samt indsættelse af Flyverhjemmeværnet i bevogtning af fly.

Overvågning af kritisk infrastruktur og samvirke med Politiets Aktionsstyrke (AKS).

Bevogtningsopgaver.