Soldater på øvelse i Grønland

Forsvarets soldater på øvelse i Grønland. Foto: Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

På baggrund af øget fokus på sikkerhedssituationen i Arktis, styrker Forsvaret sin militære tilstedeværelse og aktivitetsniveau i og omkring Grønland. Det sker under ledelse af Arktisk Kommando og i koordination med Grønlands regering.

 

Som led heri gennemfører Forsvaret fra d. 9.-19. september øvelsen Arctic Light 2025. Her træner Forsvaret sammen med andre NATO-lande den fælles reaktionsevne over for destabiliserende trusler mod Grønland, Kongeriget og NATO i Nordatlanten og Arktis.

 

”Gennem Arctic Light styrker vi Grønlands samlede beredskab og træner Forsvarets evne til at imødegå et bredt spektrum af trusler i samarbejde med grønlandske myndigheder og internationale partnere,” siger chef for Arktisk Kommando, generalmajor Søren Andersen.

 

Forsvaret og NATO-allierede træner i arktisk miljø

Under Arctic Light 2025 vil Forsvaret træne med kolleger fra Frankrig, Tyskland, Sverige og Norge. I alt deltager over 550 soldater i øvelsen.

 

Som en del af øvelsen indsætter Forsvaret blandt andet fregatten Niels Juel, to EH-101 helikoptere, F-16 fly samt bidrag fra Forsvarets tre værn, specialstyrker og hjemmeværnsstyrker. Derudover deltager flådeskibet FS Garonne, et ”multi role tanker” transportfly og bjerginfanteri med droneudstyr fra Frankrig, hjemmeværnsbidrag fra Sverige og Norge, samt et observatørteam og stabsbidrag fra Tyskland.

 

Sammen skal de NATO-allierede styrker træne deres evne til at imødegå forskellige former for destabiliserende trusler.

 

F-16 patruljerer over Grønland

F-16 patruljerer over Grønland. Foto: Forsvaret

Fokus på operativ parathed

Arctic Light 2025 er i år planlagt som en Short Noticed Activity Planned Exercise (SNAPEX) på grund af øget fokus på operativ parathed. Sideløbende gennemføres stabsøvelsen Opportune Jaguar i Danmark, hvor det danske Joint Headquarter (JHQ DNK) træner Forsvarets evne til at identificere og imødegå destabiliserende trusler i Arktis og iværksætte operative tiltag fra hovedkvarteret i Danmark.

 

På grønlandsk territorium vil øvelsesdeltagerne i Arctic Light 2025 styrke deres evne til at imødegå trusler gennem træning i blandt andet boarding af skibe, bevogtning af kritisk infrastruktur og anvendelse af hærdroner i arktisk miljø.

 

Under Arctic Light 2025 træner Forsvarets enheder – i lighed med tidligere år – også deres evne til at støtte det grønlandske civilsamfund med beredskab og katastrofehåndtering bl.a.  i rammen af Arktisk Beredskabsstyrke. Her trænes eftersøgnings- og redningstjeneste (SAR), beskyttelse af havmiljøet og støtte til det civile samfund i tilfælde af for eksempel naturkatastrofer.

 

En central del af øvelsen for Forsvaret er samtidig at udbygge Arktisk Kommandos evne til at modtage NATO- og partnerenheder, som skal indgå i den operative opgaveløsning i Arktis.

 

Forsvaret øger tilstedeværelse i Arktis i 2025

 

Arctic Light 2025 er bare én af flere af Forsvarets aktiviteter, som finder sted i og omkring Grønland med deltagelse af militære enheder fra både Danmark og andre NATO-lande. I august måned gennemførte Forsvaret eksempelvis PASSEX (Passage Exercise) med Frankrig i området omkring Qaqortoq samt deltog i den canadisk-ledede Operation Nanook Tuugaalik med inspektionsfartøjet Lauge Koch, hvor også franske og tyske enheder deltog.

 

Læs mere: August præget af øget aktivitet i Grønland

 

På grund af den sikkerhedspolitiske situation har Forsvaret i 2025 styrket sin militære tilstedeværelse i Arktis og Nordatlanten gennem øget indsættelse af Forsvarets fregatter, helikoptere, fly, soldater og specialstyrker.

 

Styrkelsen sker i tæt koordination med den grønlandske regering, Naalakkersuisut, og understøtter det langvarige operative samarbejde med lokale grønlandske myndigheder og internationale partnere, samt understøtter den ny Arktisk Basisuddannelse i Grønland.

 

Læs mere:

 

Forsvaret øger tilstedeværelsen i Arktis


Forsvaret vil være synligt til stede i Grønland i september 2025

Forsvarets enheders i Arctic Light

Bevogtning af kritisk infrastruktur, patruljering og eftersøgning i arktisk miljø samt anvendelse af droner i Arktis.

Indsættelse af Niels Juel til Search and Rescue (SAR EX), havmiljøindsats, farvandsovervågning, samtræning med Flyvevåbnet og afprøvning af Hærens droner til understøttelse af maritime operationer.

Indsættelse af F-16 til patruljering og ’Show of Presence’, indsættelse af EH101 til taktisk transport samt indsættelse af Flyverhjemmeværnet i bevogtning af fly.

Overvågning af kritisk infrastruktur og samvirke med Politiets Aktionsstyrke (AKS).

Bevogtningsopgaver.