Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
I går blev unge soldater færdige med deres værnepligt i Søværnet. Det blev markeret med en hjemsendelsesparade i Frederikshavn.
Hjemsendelsesparade for 4. Kompagni ved Center for Maritim Uddannelse og Skibssikkerhed. Foto: Camilla Mejlholm Kristensen / Forsvaret
Af Forsvaret
I disse dage bliver unge mennesker hos Søværnet hjemsendt efter endt værnepligt. Søværnets Center for Maritim Uddannelse og Skibssikkerhed markerede i går afslutningen på 4. kompagnis værnepligt med en hjemsendelsesparade i Frederikshavn.
Under værnepligten har 4. kompagni været igennem tre forskellige moduler.
I grundmodulet har de værnepligtige lært de vigtigste militære og maritime færdigheder, der blandt andet består af arbejde med redningsmidler og håndtering af håndvåben.
I totalforsvarsmodulet har de værnepligtige lært at løse opgaver, der understøtter Danmarks samlede beredskab og klæder dem på til at sikre Søværnets enheder. Modulet består blandt andet i avanceret førstehjælp, fysisk træning, praktiske feltøvelser og en omfattende havariuddannelse.
Værnepligten afsluttes med sejladsmodulet. 4. kompagni er netop er hjemvendt fra deres sejlads i Østersøen med fregatten Niels Juel. Under sejladsen har de værnepligtige fået et praktisk indblik i hverdagen ombord på Søværnets skibe, lært skibets rutiner, opgaver og sikkerhedsprocedurer at kende og fået udvidet sømandskab, tjenestekendskab og erfaring med vagttjeneste til søs.
4. Kompagni på sejlads med fregatten Niels Juel. Foto: Martin Brønlund Olsen / Forsvaret
Når det nye hold af værnepligtige træder an hos Søværnet efter nytår, vil det for nogen være med udsigt til 11 måneders tjeneste i den nye værnepligt, mens andre skal gennemføre de fire måneder fra den gamle værnepligt.
Det skyldes dels, at den nye værnepligt indføres gradvist.
Når Søværnet og Center for Maritim Uddannelse og Skibssikkerhed byder det næste værnepligtshold velkommen til februar, bliver det derfor en blanding af unge, der er indkaldt til henholdsvis fire og 11 måneders tjeneste.
”De skal alle igennem den gamle fire måneders basisuddannelse, selvom en stor del af holdet er indkaldt til 11 måneders tjeneste,” fortæller Marcus, der er Centerchefsergent ved Søværnets Center for Maritim Uddannelse og Skibssikkerhed.

Foto: Camilla Mejlholm Kristensen / Forsvaret
Den nye værnepligt i Søværnet består af fem måneders basisuddannelse med et indhold, der ligner det, man kender fra den gamle værnepligt, efterfulgt af seks måneders operativ tjeneste i Søværnet.
For de værnepligtige, der er indkaldt til 11 måneder betyder det, at de overgår til operativ tjeneste den resterende tid, når deres kammerater hjemsendes efter de første fire måneder.
Fælles for de nye værnepligtstyper er, at de består af en grund- eller basis uddannelse på op til fem måneder, hvorefter den resterende del af værnepligten udgøres af operativ tjeneste i enheden.
Den nye værnepligt giver således mulighed for en bedre og mere dybdegående uddannelse, som skal klæde de værnepligtige på til at understøtte det samlede beredskab i Danmark.