Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
I dag begyndte de første værnepligtige, der har sagt ja til at deltage i den fremrykkede værnepligt. Tjenestestederne er Haderslev og Karup - og fra næste uge Frederikshavn.
Første mødedag for 120 værnepligtige i Haderslev. Foto: Emma Sanko / Forsvaret
Af Forsvaret
I dag den 2. februar 2026 begyndte de første værnepligtige på den nye forlængede værnepligt. Hos Hæren sker det ved Slesvigske Fodregiment i Haderslev, og hos Flyvevåbnet sker det på Flyvestation Karup. I næste uge begynder værnepligtige på den forlængede værnepligt hos Søværnet i Frederikshavn.
Læs artikel: Søværnet: Ny værnepligt er en gave
Alle værnepligtige, som begynder på den nye forlængede værnepligt i februar, har meldt sig frivilligt til at aftjene deres værnepligt.
Det er i Forsvarsforliget for 2024-2033 besluttet at øge optaget af værnepligtige og samtidig forlænge værnepligtsuddannelsen. Alle – uanset køn -indkaldes nu til Forsvarets Dag på lige vilkår.
Forsvaret oplever fortsat stor interesse for værnepligten, og frivillighed er fortsat et bærende princip.
Læs mere om den forlængede værnepligt her.

Foto: Simon Elbeck / Forsvaret
Forsvaret har længe været i fuld gang med de nødvendige forberedelser til den nye, længere værnepligt.
Det omfatter blandt andet tilpasning af uddannelsesforløb, uddannelse af befalingsmænd og instruktører. Derudover er faciliteter og indkvartering gjort klar til at modtage de unge værnepligtige. Således vil de blive modtaget forsvarligt og under ordnede forhold.
Baggrund for den nye værnepligt:
Med den nye forlængede værnepligt vil Forsvaret få flere operative kræfter. De værnepligtige vil efter supplerende uddannelse indgå i operativ tjeneste for Forsvaret i de sidste seks måneder af deres værnepligtsuddannelse.
Læs faktaark om 11-månedersværnepligt her.
Den nye forlængede værnepligt er et resultat af Forsvarsforliget for 2024-2033. Det er besluttet at øge optaget af værnepligtige og samtidig forlænge værnepligtsuddannelsen. Alle – uanset køn -indkaldes nu til Forsvarets Dag på lige vilkår.
”Det er et stort skridt for ligestillingen, at alle – uanset køn – fremover bliver indkaldt til Forsvarets dag. Det er afgørende, at vi får en mere robust og tidssvarende værnepligt i Danmark, når vi skal opbygge det danske forsvar. Ved at rekruttere fra hele samfundet, styrker Forsvaret sine muligheder for at tiltrække de dygtigste og mest motiverede unge. Det styrker opgaveløsningen og bidrager til et stærkere forsvar. Derfor er det en stor dag i dag for Forsvaret,” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
Også forsvarschef Michael W. Hyldgaard glæder sig over den nye forlængede værnepligt, som han betragter som vigtig for opbygningen af kampkraft og også ser som et stort ansvar.
"Vi låner de unge mennesker af samfundet i en periode. Det forpligter. Vi skal have rullet den nye værnepligt sikkert ud, sådan at de nye værnepligtige forstår opgaven som relevant og som en, de kan se sig selv i," siger forsvarschefen.
