Dansk F-16 på vej mod mission i Afghanistan i 2002

Danske F-16-fly har været på mange internationale missioner. Her er et fly på vej mod Kirgistan og Afghanistan i 2002. Foto: Forsvaret

Af Forsvaret

 

Serbien, Afghanistan, Syrien, Irak, Libyen, Island, Grønland, Litauen, Estland. Det er en kort og ikke fyldestgørende liste over lande, hvor Forsvaret og Flyvevåbnet har været og opereret med F-16-kampflyene over de seneste 46 år. I den periode har Flyvevåbnet passet og plejet kampflyene så grundigt, at selvom de nu udfases fra Danmark, er de i så god stand, at de får liv andetsteds.

 

En del af flyene er sammen med en masse reservedele og uddannelse af både piloter og jordpersonel blevet doneret til Ukraines kamp for frihed. De resterende fly er blevet solgt til Argentina, som modtog de første fly i december 2025.  

 

Søndag den 18. januar bliver det danske farvel til F-16 markeret med to arrangementer ved og på Flyvestation Skrydstrup:

 

Offentligt arrangement:

Arrangementet starter klokken 13.00 i Hangar 1 udenfor flyvestationen. Her vil der være et stykke kage og en kop kaffe til de fremmødte. Klokken cirka 13.30 giver forsvarsminister Troels Lund Poulsen en tale, hvor han officielt siger farvel til F-16-kampflyene.

 

Ved arrangementet kan man se et tidligere operativt F-16-kampfly og en model af et F-35-kampfly. Der vil også være mulighed for at møde og tale med en række af de personer, som har arbejdet med F-16-kampflyene gennem tiden.

 

Man kan også se en masse af det udstyr, som bruges til operationer med kampfly og vedligeholdelse af flyene. Flyvevåbnets bevogtningsassistenter fremviser også deres arbejde med flyvestationens hunde.

 

Læs mere om arrangementet på Flyvevåbnets side på Facebook.

 

Lukket arrangement:

Samme formiddag er der planlagt et lukket arrangement for Forsvarets chefer, medarbejdere og eksterne kontakter. Her inviteres pressen til at deltage, når forsvarsministeren taler. Efter en kort pause vil repræsentanter for Flyvevåbnet fortælle om fremtiden for F-16-kampfly og fremtiden med F-35-kampfly. Som afslutning vil chefen for Flyverkommandoen generalmajor Jan Dam formelt vil udfase F-16-kampflyene i Danmark og dermed tage dem ud af operativ drift.

 

 

Til pressen:

Medierne inviteres til at deltage i begge arrangementer. 

 

I forbindelse med formiddagens arrangement på Flyvestation Skrydstrup er det nødvendigt for medierne at tilmelde sig. Tilmelding foregår på mail til Jasmin Guldberg på mail: fw-s-pao@mil.dk og skal være modtaget senest fredag den 16. januar klokken 15.00.

 

Tilmeldte medier bedes møde ved hovedvagten på Flyvestation Skrydstrup på Lilholtvej 2 i Vojens senest klokken 10.30. Det vil ikke være muligt at køre i bil fra hovedvagten til arrangementet, så alle skal være klar til at køre med bus.