Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Estland, Letland og Litauen indtræder i NATO-alliancen d. 2. april men har endnu ikke jagerfly til selv at kunne håndhæve landenes territoriale suverænitet i luften. Derfor giver en række af de nuværende NATO-lande en hjælpende hånd. En tilsvarende støtte ydes til Slovenien af Italien og Ungarn. Danmark bidrager ikke med fly men i stedet med en række støttefunktioner såsom brand- og redningskøretøjer, nødlandingsanlæg samt en flytankvogn og en fejemaskine. Belgien stiller med de fire F-16-jagere, der skal udføre selve patruljeringen. Flyvevåbnets folk forventes foreløbig udsendt i op til tre måneder, og udsendelsen kan løbende følges på Flyvertaktisk Kommandos hjemmeside, www.ftk.dk
RAOS på Flyvestation Karup
I forbindelse med forligsaftalen 2000-2004 blev der udarbejdet et opstillingsgrundlag for et operationsstøtteelement med henblik på at støtte et dansk F-16 bidrag. I dette operationsstøtteelement indgår en RAOS- kapacitet. Forkortelsen RAOS står for ”Restoration Of Aircraft Operating Surfaces”, som er en enhed der har til opgave at reparere rullebaner og startbaner i tilfælde af sabotage eller bombenedslag. Eksempelvis har de danske F-16-fly brug for en startbane, som er ca. 15 meter bred og ca. 1500 meter lang, hvis de skal lette hensigtsmæssigt. Derfor har Flyvevåbnets Førings- og Operationsstøtteskoles RAOS-enhed i denne uge afprøvet nye maskiner fra firmaet Hydrema, som skal effektivisere reparation af rulle- og startbaner. Maskinerne, som i daglig tale kaldes MPV, kan omdannes til at kunne løse mange forskellige slags opgaver. I løbet af få minutter kan samme maskine skiftes til enten, sneplov, pallegaffel, rendegraver, fejemaskine m.m. Fejemaskinen og sneploven skal gøre nytte, når rulle- og startsbanen skal ryddes for sne og småsten, hvor de andre dele kan tilkobles efter behov. RAOS- kapaciteten indgår i operationsstøtteelementet ”Danish Survive to Operate High Readiness Force Alfa” og er tilmeldt NATOs reaktionsstyrke.
Ammunitionsrydning på Flyvestation Karup
Flyvevåbnets Førings- og Operationsstøtteskole (FFOS) afholdte i denne uge vedligeholdelseskursus for ammunitionsrydningsspecialister. Specialisterne bliver indkaldt hver 5. år, hvor de får opfrisket deres færdigheder. Kurset har haft deltagelse af i alt 7 personer, som er blevet undervist i identifikationstræning af forskellige ammunitionstyper, øvet sprængning, og dertil har der været forskellige indspil med bl.a. en kemisk bombe og en håndgranat, hvor hensigten har været at uskadeliggøre truslen. Kurset afsluttes med en prøve, som skal bestås, hvis kursisterne ønsker at beholde deres specialistcertifikat og dermed kunne fortsætte som ammunitionsrydningsspecialister. Seniorsergent Høyer har i den forbindelse orienteret kursisterne om uheldet i Kabul, hvor et uautoriseret forsøg på uskadeliggørelse af et missil resulterede i 3 danskeres og 2 tyskeres død.
Slut på grunduddannelsen
Konstabeleleverne ved Flyvevåbnets Førings- og Operationsstøtteskole (FFOS) afsluttede i denne uge den grundlæggende militære uddannelse, som de påbegyndte i begyndelsen af februar 2004. De 7 konstabelelever skal videreuddannes til hhv. flymekanikere eller elektronikmekanikere på Flyvevåbnets Specialskole. Eleverne har været utroligt engagerede og har haft en positiv indstilling til uddannelsen, udtaler holdofficer, løjtnant Morten Ulrik Kjærhus fra FFOS. Han har været ansvarlig for elevernes uddannelse, sammen med delingsfører Kasper Mygind Jensen.
Foto: Mikkel Hagstöm, Flyvevåbnets Fototjeneste
Fly deltager i Søværnsøvelse
22.-26. marts afholdt Søværnet den taktiske øvelse, PLAYEX i Kattegat og tilstødende vande med deltagelse af bl.a. korvet-, standardflex- og inspektionsskibe samt en ubåd. Flyvevåbnet støttede i forbindelse med øvelsen med F-16-fly fra Flyvestation Aalborg og Flyvestation Skrydstrup samt et T-17 Supporter-fly fra Flyveskolen på Flyvestation Karup. Flyene indgik i øvelsen som momenter for Søværnets personel på henholdsvis skibe og ubåd. F-16-flyene var skibenes allierede og fungerede som værn mod fjendtlige fly, i forbindelse med denne øvelse mod angreb fra tyske Tornado-fly. T-17-flyet blev indsat i forskellige situationer og skulle agere alt lige fra pressefly til uidentificerbart fly, der ikke responderede på skibenes opkald. Flyenes indsats i øvelsen blev koordineret af Control and Reporting Centre på Flyvestation Karup.
Missioner med Flyvevåbnets redningshelikoptere
19. marts 2004: Redningshelikopteren dirigeres mod Flyvestation Karup, da F-16-afvisningsberedskabet har meldt ”Mayday” på grund af brændstofproblemer. Flyet kunne ikke lande på Flyvestation Skrydstrup, da vinden voldte problemet og blev omdirigeret til Flyvestation Karup, hvor det landede uden problemer.
20. marts 2004: Patient overføres fra Rønne til Hvidovre Hospital
24. marts 2004: En patient med blødninger ønskes overført til Skejby Sygehus
26. marts 2004: En patient med blødninger på hovedpulsåren overføres fra Rønne Sygehus til Rigshospitalet
Historiske datoer i Flyvevåbnet
1948 – 1. april: Hærens Flyvertropper overtager en Boeing B-17G Flyvende Fæstning fra Det Danske Luftfartsselskab (overgik til Eskadrille 721 den 8. januar 1951).
1951 – 1. april: Flyvevåbnets Mathskole (senere Konstabelskole) oprettes på Flyvestation Værløse.
1955 – 1. april: Østre- og Vestre Flyvebasiskommando nedlægges som følge af oprettelsen af Flyvertaktisk Kommando.
1958 – 1. april: Artilleriflyvebatteriet oprettes på Flyvestation Vandel med Piper L-18C Super Cub.
1958 – 1. april: Eskadrille 722 beredskab fastsættes til en S-55 redningshelikopter og et Pembroke eftersøgningsfly på Flyvestation Aalborg og Flyvestation Skrydstrup samt en S-55 på Flyvestation Værløse.
1962 – 1. april: BALTAP og AIRBALTAP oprettes på Flyvestation Karup. Chefen for Flyvertaktisk Kommando, generalmajor H.J. Pagh, bliver den første COMAIRBALTAP.
1966 – 31. marts: Eskadrille 728, Flyvestation Skrydstrup (F-86D Sabre) nedlægges.
1970 – 31. marts: Flyvevåbnets Reserveofficersskole nedlægges.
1972 – 1. april: Flyvevåbnets Specialskole oprettes i Jonstruplejren.
1974 – 1. april Eskadrille 724, Flyvestation Skrydstrup (Hunter) nedlægges.
1974 – 1. april: Eskadrille 727 flytter fra Flyvestation Karup til Flyvestation Skrydstrup.
1977 – 31. marts: Kontrol- og Varslingsskolen i Kagerup nedlægges, og opgaverne overføres til Eskadrille 601 i Skagen.
1977 – 1. april: Flyvevåbnets Specialskole sammenlægges med Flyvevåbnets Konstabelskole under navnet Flyvevåbnets Specialskole.
1984 – 30. marts: Eskadrille 541 flytter fra Middelgrundsfortet til Stevnsfortet.
1984 – 1. april: Eskadrille 723 flytter tilbage til Flyvestation Aalborg (fra Flyvestation Skrydstrup) som den tredje F-16 eskadrille.
1995 – 1. april: Eskadrille 515 i Maglebylille underlægges Kontrol- og Varslingsgruppen.