Radio eneste hjælpemiddel i international lufthavn

Der er hverken radar eller anlæg til anflyvning og landing. Derfor kan lufthavnen kun beflyves under de visuelle vejrforhold. Ydermere skal der tages hensyn til vilde hunde på start- og landingsbanen og til børnenes drager i luften. Det gør det meget specielt at arbejde i tårnet hernede i forhold til flyvestationen derhjemme, siger Carsten, der er udsendt tre måneder til KAIA.

Det giver til tider en tilstand af autonomi, selv om trafikken afvikles inden for en kontrolzone, hvor piloterne skal efterkomme instruktionerne fra flyvelederne. Sprogproblemerne mellem piloter og flyveledere er én af forklaringerne. Manglende overholdelse af procedurerne er en anden.
- For eksempel i sidste uge kaldte et fly med ISAF-soldater ombord op på finalen til bane 29. Men det var den modsatte bane, der var i brug, og proceduren er, at der kaldes op til tårnet, inden lufthavnen anflyves. Idet et andet fly var under start i den modsatte ende, blev flyet på finalen omgående beordret til at afbryde landingen og tage en runde over byen. Dette resulterede i nogle krappe drej i lav højde over Kabul by, fortæller Carsten.
(Artiklens forfatter var om bord i samme fly og kunne fra lav højde under G-påvirkning betragte legende børn, fodgængere og cyklister i Kabuls nussede gader).

Uforudsigelige flyvemønstre
Carsten fremhæver, at det er stor forskel på at arbejde som flyveleder i Kabul i forhold til hjemme i Karup. Hernede skal flyvelederne i langt højere grad være årvågne, fordi det uventede er en flittig gæst i KAIA.
Selv om der flyves i en kontrolzone, er det piloterne selv, der er ansvarlige for, at flyvesikkerheden overholdes. Det står i bestemmelserne. Men flyvelederne ser ikke sjældent, at et fly dukker op i et andet verdenshjørne, end piloten har meldt, og det kræver hurtig koordination fra tårnet. Ofte skyldes det, at piloten sprogligt eksempelvis tager fejl af From East og Eastbound (Fra Øst og Østgående).
Eller som når et Herculesfly rapporterer, at det er på finale, og der sker følgende:
- Rapporterer et fly finale, forventes normalt en lige anflyvning. Men denne Hercules foretog uventet en såkaldt taktisk anflyvning med kraftige manøvrer for at undgå eventuel beskydning. Så i stedet fløj han lavt hen over byen og imod reglerne hen over en nærliggeende ISAF-lejr. Da piloten mente, han blev belyst med infrarødt lys, smed han flares, uheldigvis ud over lejren, og antændte nogle telte. Lejrchefen ringede og skældte os ud over, at vi havde givet tilladelse til, at flyet overfløj lejren. Men piloten havde jo handlet på egen hånd, og det siger noget om det autonome miljø, der hersker hernede, fortæller Carsten.

Også afghanerne opererer fra KAIA med deres lette transportfly og helikoptere. Piloterne kan ikke et ord engelsk, og derfor er der en tolk i tårnet til at forbinde flyvelederne og de afghanske piloter. Men denne procedure er så forsinkende, at den reelt intet er værd.

Alt andet end hjemlige vilkår
På spørgsmålet om, hvor mange nationer, der arbejder i tårnet, river Carsten et badge af jakken og tæller flagene.
- 11 nationer, svarer han.
Han forklarer, at flyvelederne i tårnet et tæt knyttet sammen. Der er tale om team-ånd både i og uden for tjenesten. Det internationale islæt træder frem på en positiv måde.
- Jeg ser jobbet her som en stor udfordring. Jeg betragter det som en god læreplads, hvor jeg får prøvet at arbejde under primitive forhold. Det giver mig en ballast, hvis jeg igen skal på en mission i udlandet, siger Carsten, der har rang af oversergent.

Carsten har fragmentationsvest, hjelm og riffel, når han er på nattevagt. KAIA’s kontroltårn ligger uden for selve militærlejren, og derfor er særlige regler gældende for tårnpersonellet hvad udrustning angår.
- Jeg var på vagt, da jeg oplevede mit første raketangreb hernede. Selv under et raketangreb skal visse operative funktioner forblive bemandet. Tårnet er én af dem. Det var en ubehagelig oplevelse, selv om jeg godt vidste, at det er tilfældigt, hvor de ikke-styrebare raketter rammer. Men også dét vænner man sig til, siger den erfarne flyveleder.

Billedtekst:
Carsten sammen med tårnets afghanske mine-koordinator, der koordinerer minerydning og flyvesikkerhed. Hovedbanens sikkerhedszone er – paradoksalt nok – plaget af miner og ueksploderet ammunition.

Tekst og foto: Arne Bach Nielsen