[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Af Arne Bach Nielsen

Fighter Wing Skrydstrup og Combat Support Wing sætter i ugerne 38 og 39 Århus Lufthavn ved Tirstrup stævne. Det sker under øvelsen Reactive Boost.
Øvelsen bliver for første gang sat op som et helkoncept. Det vil sige, at de deltagende enheder optræder som et samlet bidrag – nøjagtigt som det kan ske i fremtiden til et land langt uden for Danmarks grænser.

Det omfattende materiel, som øvelsen kræver, er i uge 36 blevet fragtet til Tirstrup og stillet op. Lørdag den 23. september ankommer så det deltagende personel, hvor de lærer hinanden og de opstillede faciliteter at kende. Cirka 500 mand i alt deltager i øvelsen.

Masser af aktivitet over og på jorden
Fra mandag den 25. september kører selve øvelsen, hvor der lægges ud med et fredstidsscenarie. Øvelsen eskalerer og kulminerer onsdag, hvor deltagerne agerer efter forhold, som findes under høje kriselignende vilkår.
Otte F-16-kampfly Fighter Wing Skrydstrup flyver under øvelsen til og fra Tirstrup Lufthavn. Men også et tankfly og et radarovervågningsfly (E3A) deltager i øvelsen. Disse vil dog ikke lande i Tirstrup.

Det er dog ikke nok at komme med fly og teknikere. For at flyene kan komme i luften, er det nødvendigt, at alt på jorden fungerer. Combat Support Wing står for sikring af luftbasen i det ’fjendtlige’ miljø, lægetjeneste, kommunikation med mere. Et godt bevis på at en udsendelse består af et fasttømret hold.

Dansk Force Protection-mand med udenlandsk kollega på Manas-basen i Kirgisistan under F-16-bidragets udsendelse.
(Foto: Brian Jacobsen, Flyvevåbnets Fototjeneste Syd)

Selvforsynende langt hen ad vejen
Men hvorfor leje sig ind på Århus Lufthavn, når Flyvevåbnet råder over tre store flyvestationer?
- Vore flyvestationer ligger inden for Nato’s standard. Det betyder, at der findes alle faciliteter. Vi skal netop selv sørge for at oprette alt det fornødne under øvelsen, fortæller kaptajn Michael Olesen fra øvelsessektionen i Flyvertaktisk Kommando.

Og dette er selve kernen i Flyvevåbnets nuværende og fremtidige rolle – at tage ud i et missionsområde og i en vis udstrækning at være selvforsynende for at kunne operere optimalt.

FAKTA:
Flyvevåbnet har siden sin egentlige udsendelsesdebut i 1998, accelereret sit internationale engagement. Operationer fra Italien, Kirgisistan, Litauen, Sydøstasien, Afghanistan, Irak og senest Pakistan har sat Flyvevåbnets fingeraftryk på verdenskortet.

For at kunne leve op til disse nye krav er det nødvendigt, at Flyvevåbnet træner i operationer fra andre baser, flytter materiel og personel til midlertidige flyvestationer og øver os i alle de forhold en sådan flytning medfører.