[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Med næsen nede i gamle personelbefalinger og andre papirer sad først seks og siden otte HR-medarbejdere på Statens Rigsarkiv for at bladre sig frem til noter om dødsfald i årene 1950 og frem til 1994.

Før den digitale tidsalder blev alle dødsfald i Flyvevåbnet nemlig noteret det samme sted som udnævnelser, straffesager og forflytninger.


Medarbejdere fra HR-afdelingen ved Flyertaktisk Kommando har ledt længe efter navne til mindebogen. (Foto: HR)

Efter seks dage havde medarbejderne dog endelig fundet frem til alle de navne, der var blevet noteret.

- Det var et kæmpe arbejde at finde navne på de døde i Rigsarkivet. Og det var støvet. Vi bladrede jo papirer igennem i seks dage. Men vi fandt cirka 600 af navnene i arkivet, fortæller chefen for HR’s personelsektion, Allan Mikkelsen, der selv var med på Rigsarkivet.

Selvom han syntes, arbejdet var kedeligt, mener han dog, at det var for et godt formål.

- Det var en fin ting at gøre. Det er værdigt, at alle kommer til syne i mindebogen. Så det var en relevant opgave, trods alt.


Rigsarkivets lokaler. (Foto: HR)

Huller i oplysningerne

Opgaven med at finde navne på de afdøde fra 1950 og frem til i dag har i det hele taget været en kende besværlig, da man som udgangspunkt kun kunne finde frem til navne på de medarbejdere, der er digitalt registreret i Flyvertaktisk Kommando fra 2000-2010.

Derfor er Allan Mikkelsen stadig usikker på, om de fandt frem til alle de navne, der er.

- I Rigsarkivet måtte vi erkende, at vi stødte på huller undervejs. Så derfor er der blevet gjort plads i mindebogen til, at der kan skrives eventuelt manglende navne ind, hvis en pårørende skulle opdage, at et navn mangler, siger Allan Mikkelsen.

For fremtiden vil der dog ikke være huller i oplysningerne, da den siddende flyverprovst fremover vil få navnene direkte, så de kan blive skrevet ind i bogen med det samme.