Dagbog for uge 35 ved DANBN i Kosovo - KFOR

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Netop som vi var ved at sunde os efter den første hektiske uge, fik vi varsel om, at bataljonen onsdag skulle deltage i en stor operation sammen med brigadens øvrige enheder.

For os gik det ud på at rykke overraskende frem til to små bebyggelser præcis klokken fem om morgenen og sikre, at der ikke kom nogen ind eller ud af områderne og derefter undersøge huse og haver minutiøst for våben og beviser på kriminelle aktiviteter. Sådan en operation er faktisk en kompliceret affære, hvor alle de mange forskellige specialer i bataljonen skal samarbejde gnidningsløst, hvis det skal lykkes.

Vi brugte derfor hvert minut i ugens første dage på at planlægge og træne hver enkelt soldats rolle i operationen. Der blev gået til den, og infanterister, spejdere, ingeniører, militærpoliti samt ambulance- og signalfolk blev smedet sammen til ét hold.



Planlægning af ny opgave

Tirsdag aften sov vi i et meget smukt og øde område oppe i bjergene, hvor vi kun blev forstyrret af et heftigt regnvejr og en gammel morlil med en flok køer og får på vej hjem fra græsning. Vi stod op midt om natten, gennemførte den sidste kontrol og rykkede frem i mørke ad små bjergveje til husene, som de forreste køretøjer ramte næsten på minuttet.

Selve operationen gik som smurt, og soldaterne viste, at de kan optræde årvågent, myndigt og roligt. Midt på formiddagen var vi tilbage i lejren - trætte, men tilfredse med, at vores første egentlige større opgave var gået godt. De eneste, der hang lidt med næbbet, var de soldater, der havde måttet blive tilbage for at passe på lejren og den øvrige del af bataljonens område.



Madlavning i bjergene

Efter disse hektiske dage var vi alle overbeviste om, at NU måtte vi få ro til at finde os til rette i vort område og i lejren, som alle havde hørt meget godt om, men som kun få havde haft tid til at være i ret længe ad gangen. Men sådan skulle det ikke være, for et par årvågne soldater spottede en person, som politiet - og vi - i nogen tid meget gerne har villet tale med.

I sig selv en nem sag, men personen bor i et område med meget stor etnisk spænding, hvor en anholdelse næsten med sikkerhed vil medføre en masse uro, der hurtigt kan brede sig til store dele af Mitrovica. Vi forberedte os derfor på alle eventualiteter og gjorde klar til at hjælpe politiet, hvis situationen skulle udvikle sig. Det gjorde den ikke, men vi fik afprøvet vores evne til at reagere hurtigt og sikkert i sådanne situationer.

Fredag fik en af vore litauiske soldater kvæstet hånden alvorligt i en maskine, mens han var ved at fylde sandsække. Vore ambulancefolk og læger reagerede hurtigt og professionelt, og soldaten fik ydet førstehjælp og blev straks kørt til det franske felthospital, der ligger 12 minutters kørsel fra lejren, hvor han straks kom på operationsbordet.

Den franske kirurg gjorde et utroligt flot arbejde og reddede mod alle odds formentlig førligheden i fire af soldatens fingre. Lægen anbefalede, at soldaten snarest blev evakueret til Danmark for yderligere kirurgisk behandling. Vi fik god støtte fra myndighederne i Danmark, og lørdag aften blev han hentet i Pristina lufthavn af et af flyvevåbnets Herculesfly og fløjet til Rigshospitalet.

Søndag sænkede roen sig langt om længe over Camp Olaf Rye. Vi spiste sen morgenmad - cafeteriets vidt berømte og overdådige brunch. Feltpræsten tog 70 soldater med på historisk udflugt til bl.a. sultan Murad II’s mausoleum og Solsortesletten, hvor det siges, at den serbiske nation fødtes.

Hjemme i lejren slappede resten af bataljonen af så godt, som de mange forsømte rutineopgaver tillod det. Hel fred fik vi dog ikke, da en røgsøjle pludselig steg op fra et hjørne af lejren. Brandberedskabet blev alarmeret, men det viste sig at være et ganske ufarligt bål lige udenfor lejren. Men så fik vi da også lige set, at brandfolkene er klar på ganske få sekunder.

Efter denne uge føler vi vist alle sammen, at der ikke rigtig er noget, der kan overraske os. Vi håber på, at næste uge bliver rolig, men vi er KLAR.