Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Dagbog for uge 50 ved DANBN i Kosovo - KFOR
Denne uge har været en af de mere rolige i Kosovo. Efter en hård periode i de sidste 14 dage med deltagelse i to større operationer har vi haft en uge, hvor vi har kunnet hellige os rutinearbejdet.
14. maj, 2004 - Kl. 10.09
[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Dette betyder bestemt ikke, at folk keder sig. Stabskompagniet henter tolke, kører folk til og fra orlov, henter forsyninger, reparerer lejren, materiel og køretøjer, holder vagt, kører patruljer og opretholder nødberedskabet.
Det pansrede motoriserede infanterikompagni, spejdereskadronen og militærpolitiet patruljerer, holder kontakt til lokalbefolkningen, vedligeholder køretøjer og materiel og gennemfører uddannelse.
Staben planlægger kommende operationer, rapporterer til Danmark og til brigaden om situationen i vort område samt holder møder med lokale myndigheder og de FN-folk, der arbejder i vort område.
Infanterikompagniet har ved siden af vedligeholdelse og uddannelse også haft tid til at gennemføre en mindre operation, hvor et område rundt om en landsby er blevet gennemsøgt for våben. Med støtte fra sanitetsdelingen, militærpolitiet og ingeniører med minesøgere er hver sten bogstaveligt talt blevet vendt.
Vore infanterister og ingeniører er efterhånden nogle af de bedste i Kosovo til denne disciplin, og sædvanen tro fandt de efter nogle timers metodisk søgen et antal rifler, håndgranater og en stor mængde ammunition. Vi gør en stor indsats for at overbevise befolkningen om, at den tid er ovre i Kosovo, hvor det er nødvendigt at have skudklare våben gemt i baghaven for at beskytte sin familie.
”Pansermot” på search i bjergene.
Vi vil ikke acceptere det, og vi skal nok finde dem. Befolkningen har endog meget stor tillid til og respekt for KFOR, men de har meget svært ved at tro på fremtiden og - især – på den anden etniske part.
Denne uge har for alle i bataljonen været præget af, at cheferne og andet nøglepersonel fra vore afløsere på hold 10 har været på rekognoscering for at få et førstehåndsindtryk af forholdene i missionsområdet, så deres forberedende uddannelse i Danmark kan være målrettet og relevant.
Chefer og nøglepersonel fra hold 10 orienteres.
Vi havde forberedt et koncentreret program, der kørte på fra morgen til sen aften. Der er blevet stillet mange spørgsmål til ”veteranerne” fra hold 9 om alt lige fra, hvor internetmaskinerne findes til, hvor varmt det er om sommeren hernede. Det betød naturligvis en ekstra byrde af have så mange ihærdige besøgende ved siden af vort normale arbejde, men det var en meget glædelig begivenhed for os.
Besøget er nemlig et synligt bevis på, at det kommende skifte mellem hold 9 og 10 ikke mere er så langt ude i fremtiden. Der er nu nøjagtig to måneder til, at hold 10 overtager ansvaret. På den ene side er dette rart at vide, og på den anden side tilskynder det til ekstra travlhed, fordi der er så meget, vi gerne vil nå at udrette hernede.
Alle er helt bevidste om, at vor opgave ikke er løst, førend hold 10 har fået en flyvende start. Alle større projekter og ændringer skal vi nå at fuldføre, så hold 10 ikke skal starte med en masse uro og ændringer.
Til trods for den åbenbart konstante og snart legendariske travlhed i bataljonen er julen langsomt men sikkert ved at holde sit indtog i Camp Olaf Rye. Der hænger kravlenisser og julehjerter i snart alle kontorer og rum, og der kan høres julemusik fra alle hjørner.
Et enkelt sted har man med stor flid lavet en - indtil videre - 30 meter lang guirlande, og vore regnskabsfolk har viklet deres containere ind i røde, blå og grønne lyskæder af umiskendeligt amerikansk tilsnit. Der ankommer julepost og -pakker i stor stil til lejren.
Der afholdes adventsarrangementer, og cafeteriet serverer glögg og æbleskiver. Planlægningen af juleaften er i gang, så alt er snart på plads for, at vor jul kan blive hyggelig og god for alle. Det bliver aldrig det samme som at være derhjemme, men der gøres en stor indsats for at gøre det godt.
Sanitetsdelingen havde endog arrangeret et surprise-luciaoptog, hvis overraskelse, mod og energi til fulde opvejede den begrænsede ynde, der naturligt ses, når 8 mandlige soldater ifører sig hvide gevandter, assorterede parykker og lyskranse.
Sanitetsdelingens yndefulde Lucia-optog
Egentlig venter vi på to ting, der hører julen til, nemlig juletræer og snevejr. Træerne er på vej, men julesneen synes at lade vente på sig. Der har været lidt snefald og et par dage, hvor kulden har bidt lidt i en, men også et par lune dage med højt solskinsvejr.
Dette betyder bestemt ikke, at folk keder sig. Stabskompagniet henter tolke, kører folk til og fra orlov, henter forsyninger, reparerer lejren, materiel og køretøjer, holder vagt, kører patruljer og opretholder nødberedskabet.
Det pansrede motoriserede infanterikompagni, spejdereskadronen og militærpolitiet patruljerer, holder kontakt til lokalbefolkningen, vedligeholder køretøjer og materiel og gennemfører uddannelse.
Staben planlægger kommende operationer, rapporterer til Danmark og til brigaden om situationen i vort område samt holder møder med lokale myndigheder og de FN-folk, der arbejder i vort område.
Infanterikompagniet har ved siden af vedligeholdelse og uddannelse også haft tid til at gennemføre en mindre operation, hvor et område rundt om en landsby er blevet gennemsøgt for våben. Med støtte fra sanitetsdelingen, militærpolitiet og ingeniører med minesøgere er hver sten bogstaveligt talt blevet vendt.
Vore infanterister og ingeniører er efterhånden nogle af de bedste i Kosovo til denne disciplin, og sædvanen tro fandt de efter nogle timers metodisk søgen et antal rifler, håndgranater og en stor mængde ammunition. Vi gør en stor indsats for at overbevise befolkningen om, at den tid er ovre i Kosovo, hvor det er nødvendigt at have skudklare våben gemt i baghaven for at beskytte sin familie.
”Pansermot” på search i bjergene.
Vi vil ikke acceptere det, og vi skal nok finde dem. Befolkningen har endog meget stor tillid til og respekt for KFOR, men de har meget svært ved at tro på fremtiden og - især – på den anden etniske part.
Denne uge har for alle i bataljonen været præget af, at cheferne og andet nøglepersonel fra vore afløsere på hold 10 har været på rekognoscering for at få et førstehåndsindtryk af forholdene i missionsområdet, så deres forberedende uddannelse i Danmark kan være målrettet og relevant.
Chefer og nøglepersonel fra hold 10 orienteres.
Vi havde forberedt et koncentreret program, der kørte på fra morgen til sen aften. Der er blevet stillet mange spørgsmål til ”veteranerne” fra hold 9 om alt lige fra, hvor internetmaskinerne findes til, hvor varmt det er om sommeren hernede. Det betød naturligvis en ekstra byrde af have så mange ihærdige besøgende ved siden af vort normale arbejde, men det var en meget glædelig begivenhed for os.
Besøget er nemlig et synligt bevis på, at det kommende skifte mellem hold 9 og 10 ikke mere er så langt ude i fremtiden. Der er nu nøjagtig to måneder til, at hold 10 overtager ansvaret. På den ene side er dette rart at vide, og på den anden side tilskynder det til ekstra travlhed, fordi der er så meget, vi gerne vil nå at udrette hernede.
Alle er helt bevidste om, at vor opgave ikke er løst, førend hold 10 har fået en flyvende start. Alle større projekter og ændringer skal vi nå at fuldføre, så hold 10 ikke skal starte med en masse uro og ændringer.
Til trods for den åbenbart konstante og snart legendariske travlhed i bataljonen er julen langsomt men sikkert ved at holde sit indtog i Camp Olaf Rye. Der hænger kravlenisser og julehjerter i snart alle kontorer og rum, og der kan høres julemusik fra alle hjørner.
Et enkelt sted har man med stor flid lavet en - indtil videre - 30 meter lang guirlande, og vore regnskabsfolk har viklet deres containere ind i røde, blå og grønne lyskæder af umiskendeligt amerikansk tilsnit. Der ankommer julepost og -pakker i stor stil til lejren.
Der afholdes adventsarrangementer, og cafeteriet serverer glögg og æbleskiver. Planlægningen af juleaften er i gang, så alt er snart på plads for, at vor jul kan blive hyggelig og god for alle. Det bliver aldrig det samme som at være derhjemme, men der gøres en stor indsats for at gøre det godt.
Sanitetsdelingen havde endog arrangeret et surprise-luciaoptog, hvis overraskelse, mod og energi til fulde opvejede den begrænsede ynde, der naturligt ses, når 8 mandlige soldater ifører sig hvide gevandter, assorterede parykker og lyskranse.
Sanitetsdelingens yndefulde Lucia-optog
Egentlig venter vi på to ting, der hører julen til, nemlig juletræer og snevejr. Træerne er på vej, men julesneen synes at lade vente på sig. Der har været lidt snefald og et par dage, hvor kulden har bidt lidt i en, men også et par lune dage med højt solskinsvejr.