Dagbog for uge 52 ved DANBN i Kosovo - KFOR

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Som beskrevet i den særlige juledagbog mener vi, at julen hernede er gået så godt, som det overhovedet kan lade sig gøre, når man nu ikke kan være sammen med sin familie. Alle har været indstillet på at bidrage til en god atmosfære, ligesom ildsjæle rundt omkring i enhederne har taget små og store initiativer for at gøre julen 2003 til en jul, man husker – for det gode.

Vi har på dette hold været usædvanligt heldige med vejret. I løbet af efteråret har det været tørt og solrigt, hver gang vi har haft brug for det. Vejret har heller ikke svigtet os til jul, idet lejren og landskabet har været dækket af et pænt lag sne siden juleaftensdag.

Kynikere vil sige, at sneen i Kosovo har en særligt positiv effekt, idet den skjuler det affald, der ellers skæmmer et smukt landskab. Smukt har her i hvert fald været. De sidste dage i ugen har vejret dog desværre været præget af frosttåge, der har drillet de soldater, der skule til og fra leave i dagene efter jul.

Der har været mange nervøse ansigter at se i lejren, og mange soldater har fået udsat deres hjemrejse til Danmark i op til et døgn på grund af tåge i lufthavnene. Andestegen er nok desværre blevet kold hos en del af de mange familier, der havde planlagt en ekstra juleaften, så snart deres soldat var landet.

Efter den veloverståede jul er vi vendt tilbage til de normale arbejdsopgaver i og udenfor lejren.

Lejren skal holdes kørende i frostvejret og vi skal videre med alle de projekter, der skal være færdige, inden hold 10 ankommer i februar. Køretøjer skal efterses og terrænkæder skal anlægges og afprøves, så vi kan komme frem, hvor der er meget sne.
Militærpolitiet har været ude at kontrollere, at bataljonens kørere kører forsvarligt og husker sele og lys. Det gør de fortsat.

Enhederne har genoptaget den rutinemæssige patruljering med fuld styrke. Nær de mest spændte områder patruljeres til fods for at afskrække eventuelle voldelige elementer og for at gøre befolkningen trygge. I andre dele af vort område patruljeres mest i køretøjer og der gennemføres såkaldte ”spotchecks” af lokalbefolkningens køretøjer med henblik på at konfiskere eventuelle våben.



En litauisk fodpatrulje i enklaven Banja.

Dette er koldt og anstrengende rutinearbejde for soldaterne og det meste af tiden ånder alt fred og ro. I sidste uge antraf en patrulje imidlertid en gruppe albanere i færd med ulovlig træfældning. To af disse var bevæbnede med skudklare automatrifler. Situationen blev klaret resolut og sikkert af patruljen og våbnene, traktorerne og de implicerede personer er overdraget til politiet til retsforfølgning. Episoden viser imidlertid nødvendigheden af at være årvågen, selv om vore soldater nu er meget rutinerede.

Den litauiske spejdereskadron har jævnligt besøg af den serbiske presse, der interesserer sig meget for situationen i den lille serbiske enklave, som eskadronen har i sit område. I denne uge var et tv-hold fra Serbien på besøg for at lave en reportage fra byen. Det er også en del af bataljonens hverdag at kunne håndtere de to parters presse, der ofte har en stærkt politisk dagsorden bag sine reportager.



En serbisk journalist taler med bataljonens CIMIC-officer om situationen i Banja.

I det pansrede motoriserede infanterikompagnis område er der i al ubemærkethed sket to små mirakler i denne uge. 2. juledag flyttede en albansk familie efter en længere forberedelse ind i sit halvt genopbyggede hus i en serbisk landsby, som de måtte forlade for næsten fem år siden. Den etniske spænding har indtil nu været for stor til, at familien har kunnet vende tilbage, men nu er det lykkedes.

Nu må vi i samarbejde med politiet søge at fastholde den positive udvikling. Det er vigtigt for Kosovo, at folk fra begge befolkningsgrupper kan vende tilbage til deres hjem. Når det sker, er det en lille sejr, der giver håb for fremtiden. Den rolige situation giver også håb om, at vore soldater kan reducere den sidste tids meget intensive patruljering i området.

Det andet lille mirakel er, at 20 unge mænd - 10 serbere og 10 albanere - har deltaget i en indendørs fodboldturnering i vor gymnastiksal, hvor de i en god ro og orden spillede mod hinanden og mod hold fra stabskompagniet og infanterikompagniet. I fem år har dette været helt utænkeligt, idet de unge kommer fra landsbyer med store modsætningsforhold og spændinger.



Vinderholdet udpeges under bataljonens multietniske fodboldturnering.

Vi agter at gentage dette og håber på, at de unge på et tidspunkt begynder at tale sammen. Gradvist vil de så være mindre tilbøjelige til at kaste sig ind i den etniske vold og måske endda senere acceptere hinanden. Vi er ikke naive, men er lidt stolte over dette stykke praktiske brobygning.

Vi afslutter således denne årets sidste uge fulde af optimisme og med fornyet energi efter et par dages julefred.