Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
»En enkelt blomst vil være som en hel have«
Inde midt i Kabul ligger der to store børnehjem, hvor der bor flere børn, end der er skolebørn i en mellemstor, dansk kommune. For børn i Kabul i det hele taget gælder, at de ikke har de samme muligheder og den samme grad af frihed som børn i Danmark.
14. maj, 2004 - Kl. 10.09
[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Men den store forskel mellem disse børn på de to børnehjem i Kabul og børnene i danske skoler er den helt afgørende, at disse afghanske børn er forældreløse! Mange af børnene har mistet deres far, deres mor eller begge forældre under de mange krige, borgerkrige eller andre uroligheder, der har hersket i Afghanistan gennem mange år. Mange af børnene er helt alene i verden, idet de ikke har nogen familie eller måske kun kontakt med enkelte fjerntboende slægtninge.
En anden ting, der gælder for disse børn, er, at børnene ikke ejer noget som helst. De er meget fattige og har ikke mulighed for at købe noget som helst. De får husly, mad og skolegang betalt af den afghanske stat, men der er slet ikke noget, der hedder lommepenge. De kan ikke gå i byen og købe, hvad de ønsker sig. Mange af dem har aldrig ejet et stykke legetøj og de har heller ikke ret meget tøj.
Som feltpræst for de danske styrker i Kabul havde jeg i marts måned i år mulighed for at besøge børnehjemmene sammen med den svenske feltpræst. Vi drøftede med skolelederen, om der ville være interesse for, at vi i Danmark kunne foretage en indsamling af børnetøj og legetøj til børnene på børnehjemmet. Det forslag blev han meget begejstret for.
Jeg gjorde det klart for skolelederen, at der ville blive tale om brugt børnetøj, brugt fodtøj og brugt legetøj. Det så han slet ikke noget problem i, idet ingen af børnene vist nogen sinde har prøvet at eje nyt tøj eller nyt fodtøj.
Vi blev vist rundt på børnehjemmet for drenge, hvor vi bl.a. så de sovesale, hvor de store drenge sover om natten. Det var rum på størrelse med en almindelig, dansk stue. Men i sådan et rum sover der omkring 25 drenge. De har intet privatliv, de har højest en lille kasse, hvor de kan have deres tøj og deres få, personlige ejendele liggende.
Det var meget rørende at møde børnene, hvor mange af dem under vort besøg løb ude på en meget mudret grusbane og spillede bold eller blot legede med hinanden. De så, på trods af deres totale fattigdom, glade ud. De ville meget gerne hen og hilse på os præster, så vi fik trykket mange, små, snavsede hænder under besøget.
Chefen og felpræsten uddeler tøj på drengehjemmet
Jeg lovede at undersøge, om børnene på skolen i mit pastorat hjemme i Danmark, Rosmus Skole, og evt. også andre steder i Ebeltoft kommune, ville være med til at samle børnetøj, fodtøj og legetøj ind til børnene på disse børnehjem i Kabul. Jeg syntes, det ville være spændende at kunne tage ind på børnehjemmene med en masse dejlige gaver, indsamlet i Danmark, til disse herlige børn.
Jeg fik lovning på, at det danske forsvar ville stå for at sende alt det indsamlede herned, hvis Rosmus Skole ville stå for indsamlingen. Hver eneste lille ting, der samledes ind, ville skabe stor glæde hernede. Selvfølgelig skulle det indsamlede tøj være rent og helt, men det var lige meget, om der var tale om vintertøj eller sommertøj. Legetøj af enhver art kunne bruges. Men det ville dog nok ikke være den bedste ide at sende legetøj, der kræver batterier, for det er der ingen af børnene, der har råd til at købe.
Jeg modtog hurtigt en melding tilbage fra Rosmus Skole om, at alle børn på Rosmus Skole og evt. også andre børn i Ebeltoft kommune ville være med til at samle ind til børnene på de to børnehjem for forældreløse børn i Kabul. Der bor omkring 1.200 drenge og omkr. 900 piger på børnehjemmene, så der var nok at tage fat på!
Skolelederen var meget rørt over mit forslag om indsamlingen. Han kunne godt forstå, at vi ikke kunne samle ind, så alle børnene kunne få gaver i overflod. Men selv en lille ting ville skabe glæde. Han brugte følgende udtryk om gaven fra danske børn: »Selv en enkelt blomst vil være som en hel have!«
Jeg fik den tanke, at man rundt om i sognene måske også ville hjælpe på den ene eller den anden måde, hvorfor jeg sendte en lille artikel om indsamlingen til kirkebladet i mine hjemsogne, Hyllested og Rosmus. Såfremt der skulle komme kontante bidrag, ville de også være meget velkomne. Men da børnene ikke må få overrakt kontante gaver, ville et evt. indsamlet beløb blive brugt til at indkøbe gaver her på stedet.
Det var naturligvis med stor spænding, jeg ventede på nyt fra Danmark. Men allerede inden jeg tog hjem på leave i maj måned, stod det klart, at indsamlingen af tøj, fodtøj og legetøj havde været en stor succés. Der var samlet så meget ind, at der skulle hele 15 store trækasser til, for at det indsamlede kunne være der. Resultatet af indsamlingen blev, at der var indkommet omkr. ti kubikmeter tøj, to kubikmeter fodtøj og tre kubikmeter legetøj.
Det indsamlede blev afsendt fra Danmark, så det var fremme, da jeg vendte tilbage til Kabul i begyndelsen af juni.
Torsdag den 12. juni oprandt så den store dag, hvor vi kunne køre ud til børnehjemmene for at aflevere alle de mange indsamlede ting. »Uddelingsholdet« bestod af CH DANCON, NK, to overkonstabler, vores tolk og jeg selv. Vi var selvfølgelig meget spændte på, hvordan det indsamlede ville blive modtaget. Men hvis nogen af os havde haft blot den mindste tvivl om, hvorvidt gaverne ville gøre nytte, blev en sådan tanke gjort til skamme. Der var brede smil og stor glæde over hele linien.
Overdragelsen af gaverne indledtes med at CH DANCON, oberstløjtnant Birger Mejlholm, talte om glæden ved at vi fra Danmark kunne hjælpe afghanske børn på en så direkte måde som at uddele tøj, fodtøj og legetøj som en gave fra danske børn. På samme måde kunne jeg som feltpræst følge op på chefens tale og fortælle, at børnene på skolen hjemme i mine sogne havde været meget glade for at kunne hjælpe med indsamlingen ved dels at finde noget af deres eget tøj og legetøj dels at hjælpe til med at pakke det hele ned i de store trækasser.
En repræsentant for skolen bragte en stor tak for den flotte gave fra Danmark. Hun sagde, at det var en stor glæde at modtage alle de indsamlede ting. Hun udtrykte ligeledes en stor tak til de danske børn, der havde deltaget i indsamlingen og som havde givet noget af deres eget for at hjælpe afghanske børn. Endelig fortalte hun, at flere andre nationer havde lovet at hjælpe børnehjemmene, men løfterne var aldrig blevet ført ud i livet. Derfor ville hun også takke os for, at vi havde holdt vort ord.
Det var meget rørende at se, hvor glade, børnene blev over at få gaverne. Men selvfølgelig var der mest opmærksomhed og størst glæde, da det gjaldt uddelingen af legetøjet - heldigvis er afghanske børn, når det kommer dertil, ikke meget anderledes end danske børn. Jeg lagde flere gange mærke til, hvordan nogle af drengene var meget dårlige til at skjule skuffelsen, hvis ham ved siden af fik en større eller mere farvestrålende ting end han selv.
Efter uddelingen på drengehjemmet kørte vi videre til børnehjemmet for piger, hvor vi blev meget hjerteligt modtaget. Børnene var meget hjælpsomme med at få tømt kasserne med tøj og legetøj. De løb i fast rutefart mellem den store, danske militærlastbil og bygningen, hvor uddelingen af gaverne skulle finde sted, så det tog ikke lang tid at få tømt de store trækasser på lastbilen.
Den kvindelige leder af pigehjemmet var ligeledes glad for at se os med alle gaverne og hun udtrykte, ligesom den kvindelige skoleleder på drengehjemmet, stor glæde over, at indsamlingen var blevet til noget og at der var blevet indsamlet så meget.
Nogle af pigeskolens elever og OKS Ole Vilhelmsen
Det var rørende at se, hvordan klasse efter klasse kom frem med store, forventningsfulde øjne for at få overrakt nogle af de indsamlede ting fra Danmark. Også her gjaldt det, at øjnene strålede og smilene blev meget store, når et stykke legetøj blev overrakt. Specielt nogle indsamlede dukker vakte vild begejstring! Det skal indskydes her, at alle former for legetøj til børn var totalt forbudt under talebanstyret, så mange af de mindre børn fik nu, måske for første gang i deres liv, et stykke legetøj!
Jeg kom i al min begejstring over børnenes glæde til at afsløre, at det faktisk var på min fødselsdag, at vi kunne dele de mange gaver ud og at der for mig lå en rigtig symbolik i dette, nemlig at man godt kan give gaver på sin fødselsdag i stedet for bare at tage imod. Børnene kvitterede spontant ved at råbe i kor: ”Happy birthday!” Det blev jeg selvfølgelig meget, meget rørt over.
Det blev alt i alt en meget stor oplevelse for os at uddele alle de mange dejlige gaver fra Danmark og alle seks danskere var helt enige om, at det havde været en meget dejlig dag, vi havde tilbragt sammen på de to børnehjem.
Endelig kan jeg fortælle, at jeg, da jeg var hjemme på leave i Danmark, modtog en meget kontant gave til de afghanske børn, idet jeg fra et fond, »Børge Nielsen og Max Wonsylds Fond til Almenvelgørende Formål«, modtog en check på hele 20.000 gode, danske kroner til hjælp til indsamlingen til de afghanske børn. Så om kort tid går turen igen til børnehjemmene, denne gang for at hjælpe med indkøb til børnene for de dejlige mange penge. Vi er selvfølgelig meget glade for denne fornemme donation fra det danske fond.
Til slut vil jeg gerne bringe en stor tak til DANILOG i Vordingborg. Uden deres store beredvillighed, hjælp og støtte kunne indsamlingsprojektet ikke være blevet til noget. Jeg tager hjælpen fra DANILOG som et udtryk for, at vor tilstedeværelse i Kabul også gerne må handle om andet end det strengt militære med patruljering, krudt og kugler. Indsamlingen i Danmark er således et lille, dansk bidrag til det meget værdifulde CIMIC-arbejde, der bør foregå sideløbende med den egentlige militære indsats.
Men den store forskel mellem disse børn på de to børnehjem i Kabul og børnene i danske skoler er den helt afgørende, at disse afghanske børn er forældreløse! Mange af børnene har mistet deres far, deres mor eller begge forældre under de mange krige, borgerkrige eller andre uroligheder, der har hersket i Afghanistan gennem mange år. Mange af børnene er helt alene i verden, idet de ikke har nogen familie eller måske kun kontakt med enkelte fjerntboende slægtninge.
En anden ting, der gælder for disse børn, er, at børnene ikke ejer noget som helst. De er meget fattige og har ikke mulighed for at købe noget som helst. De får husly, mad og skolegang betalt af den afghanske stat, men der er slet ikke noget, der hedder lommepenge. De kan ikke gå i byen og købe, hvad de ønsker sig. Mange af dem har aldrig ejet et stykke legetøj og de har heller ikke ret meget tøj.
Som feltpræst for de danske styrker i Kabul havde jeg i marts måned i år mulighed for at besøge børnehjemmene sammen med den svenske feltpræst. Vi drøftede med skolelederen, om der ville være interesse for, at vi i Danmark kunne foretage en indsamling af børnetøj og legetøj til børnene på børnehjemmet. Det forslag blev han meget begejstret for.
Jeg gjorde det klart for skolelederen, at der ville blive tale om brugt børnetøj, brugt fodtøj og brugt legetøj. Det så han slet ikke noget problem i, idet ingen af børnene vist nogen sinde har prøvet at eje nyt tøj eller nyt fodtøj.
Vi blev vist rundt på børnehjemmet for drenge, hvor vi bl.a. så de sovesale, hvor de store drenge sover om natten. Det var rum på størrelse med en almindelig, dansk stue. Men i sådan et rum sover der omkring 25 drenge. De har intet privatliv, de har højest en lille kasse, hvor de kan have deres tøj og deres få, personlige ejendele liggende.
Det var meget rørende at møde børnene, hvor mange af dem under vort besøg løb ude på en meget mudret grusbane og spillede bold eller blot legede med hinanden. De så, på trods af deres totale fattigdom, glade ud. De ville meget gerne hen og hilse på os præster, så vi fik trykket mange, små, snavsede hænder under besøget.
Chefen og felpræsten uddeler tøj på drengehjemmet
Jeg lovede at undersøge, om børnene på skolen i mit pastorat hjemme i Danmark, Rosmus Skole, og evt. også andre steder i Ebeltoft kommune, ville være med til at samle børnetøj, fodtøj og legetøj ind til børnene på disse børnehjem i Kabul. Jeg syntes, det ville være spændende at kunne tage ind på børnehjemmene med en masse dejlige gaver, indsamlet i Danmark, til disse herlige børn.
Jeg fik lovning på, at det danske forsvar ville stå for at sende alt det indsamlede herned, hvis Rosmus Skole ville stå for indsamlingen. Hver eneste lille ting, der samledes ind, ville skabe stor glæde hernede. Selvfølgelig skulle det indsamlede tøj være rent og helt, men det var lige meget, om der var tale om vintertøj eller sommertøj. Legetøj af enhver art kunne bruges. Men det ville dog nok ikke være den bedste ide at sende legetøj, der kræver batterier, for det er der ingen af børnene, der har råd til at købe.
Jeg modtog hurtigt en melding tilbage fra Rosmus Skole om, at alle børn på Rosmus Skole og evt. også andre børn i Ebeltoft kommune ville være med til at samle ind til børnene på de to børnehjem for forældreløse børn i Kabul. Der bor omkring 1.200 drenge og omkr. 900 piger på børnehjemmene, så der var nok at tage fat på!
Skolelederen var meget rørt over mit forslag om indsamlingen. Han kunne godt forstå, at vi ikke kunne samle ind, så alle børnene kunne få gaver i overflod. Men selv en lille ting ville skabe glæde. Han brugte følgende udtryk om gaven fra danske børn: »Selv en enkelt blomst vil være som en hel have!«
Jeg fik den tanke, at man rundt om i sognene måske også ville hjælpe på den ene eller den anden måde, hvorfor jeg sendte en lille artikel om indsamlingen til kirkebladet i mine hjemsogne, Hyllested og Rosmus. Såfremt der skulle komme kontante bidrag, ville de også være meget velkomne. Men da børnene ikke må få overrakt kontante gaver, ville et evt. indsamlet beløb blive brugt til at indkøbe gaver her på stedet.
Det var naturligvis med stor spænding, jeg ventede på nyt fra Danmark. Men allerede inden jeg tog hjem på leave i maj måned, stod det klart, at indsamlingen af tøj, fodtøj og legetøj havde været en stor succés. Der var samlet så meget ind, at der skulle hele 15 store trækasser til, for at det indsamlede kunne være der. Resultatet af indsamlingen blev, at der var indkommet omkr. ti kubikmeter tøj, to kubikmeter fodtøj og tre kubikmeter legetøj.
Det indsamlede blev afsendt fra Danmark, så det var fremme, da jeg vendte tilbage til Kabul i begyndelsen af juni.
Torsdag den 12. juni oprandt så den store dag, hvor vi kunne køre ud til børnehjemmene for at aflevere alle de mange indsamlede ting. »Uddelingsholdet« bestod af CH DANCON, NK, to overkonstabler, vores tolk og jeg selv. Vi var selvfølgelig meget spændte på, hvordan det indsamlede ville blive modtaget. Men hvis nogen af os havde haft blot den mindste tvivl om, hvorvidt gaverne ville gøre nytte, blev en sådan tanke gjort til skamme. Der var brede smil og stor glæde over hele linien.
Overdragelsen af gaverne indledtes med at CH DANCON, oberstløjtnant Birger Mejlholm, talte om glæden ved at vi fra Danmark kunne hjælpe afghanske børn på en så direkte måde som at uddele tøj, fodtøj og legetøj som en gave fra danske børn. På samme måde kunne jeg som feltpræst følge op på chefens tale og fortælle, at børnene på skolen hjemme i mine sogne havde været meget glade for at kunne hjælpe med indsamlingen ved dels at finde noget af deres eget tøj og legetøj dels at hjælpe til med at pakke det hele ned i de store trækasser.
En repræsentant for skolen bragte en stor tak for den flotte gave fra Danmark. Hun sagde, at det var en stor glæde at modtage alle de indsamlede ting. Hun udtrykte ligeledes en stor tak til de danske børn, der havde deltaget i indsamlingen og som havde givet noget af deres eget for at hjælpe afghanske børn. Endelig fortalte hun, at flere andre nationer havde lovet at hjælpe børnehjemmene, men løfterne var aldrig blevet ført ud i livet. Derfor ville hun også takke os for, at vi havde holdt vort ord.
Det var meget rørende at se, hvor glade, børnene blev over at få gaverne. Men selvfølgelig var der mest opmærksomhed og størst glæde, da det gjaldt uddelingen af legetøjet - heldigvis er afghanske børn, når det kommer dertil, ikke meget anderledes end danske børn. Jeg lagde flere gange mærke til, hvordan nogle af drengene var meget dårlige til at skjule skuffelsen, hvis ham ved siden af fik en større eller mere farvestrålende ting end han selv.
Efter uddelingen på drengehjemmet kørte vi videre til børnehjemmet for piger, hvor vi blev meget hjerteligt modtaget. Børnene var meget hjælpsomme med at få tømt kasserne med tøj og legetøj. De løb i fast rutefart mellem den store, danske militærlastbil og bygningen, hvor uddelingen af gaverne skulle finde sted, så det tog ikke lang tid at få tømt de store trækasser på lastbilen.
Den kvindelige leder af pigehjemmet var ligeledes glad for at se os med alle gaverne og hun udtrykte, ligesom den kvindelige skoleleder på drengehjemmet, stor glæde over, at indsamlingen var blevet til noget og at der var blevet indsamlet så meget.
Nogle af pigeskolens elever og OKS Ole Vilhelmsen
Det var rørende at se, hvordan klasse efter klasse kom frem med store, forventningsfulde øjne for at få overrakt nogle af de indsamlede ting fra Danmark. Også her gjaldt det, at øjnene strålede og smilene blev meget store, når et stykke legetøj blev overrakt. Specielt nogle indsamlede dukker vakte vild begejstring! Det skal indskydes her, at alle former for legetøj til børn var totalt forbudt under talebanstyret, så mange af de mindre børn fik nu, måske for første gang i deres liv, et stykke legetøj!
Jeg kom i al min begejstring over børnenes glæde til at afsløre, at det faktisk var på min fødselsdag, at vi kunne dele de mange gaver ud og at der for mig lå en rigtig symbolik i dette, nemlig at man godt kan give gaver på sin fødselsdag i stedet for bare at tage imod. Børnene kvitterede spontant ved at råbe i kor: ”Happy birthday!” Det blev jeg selvfølgelig meget, meget rørt over.
Det blev alt i alt en meget stor oplevelse for os at uddele alle de mange dejlige gaver fra Danmark og alle seks danskere var helt enige om, at det havde været en meget dejlig dag, vi havde tilbragt sammen på de to børnehjem.
Endelig kan jeg fortælle, at jeg, da jeg var hjemme på leave i Danmark, modtog en meget kontant gave til de afghanske børn, idet jeg fra et fond, »Børge Nielsen og Max Wonsylds Fond til Almenvelgørende Formål«, modtog en check på hele 20.000 gode, danske kroner til hjælp til indsamlingen til de afghanske børn. Så om kort tid går turen igen til børnehjemmene, denne gang for at hjælpe med indkøb til børnene for de dejlige mange penge. Vi er selvfølgelig meget glade for denne fornemme donation fra det danske fond.
Til slut vil jeg gerne bringe en stor tak til DANILOG i Vordingborg. Uden deres store beredvillighed, hjælp og støtte kunne indsamlingsprojektet ikke være blevet til noget. Jeg tager hjælpen fra DANILOG som et udtryk for, at vor tilstedeværelse i Kabul også gerne må handle om andet end det strengt militære med patruljering, krudt og kugler. Indsamlingen i Danmark er således et lille, dansk bidrag til det meget værdifulde CIMIC-arbejde, der bør foregå sideløbende med den egentlige militære indsats.