Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
IRAK uge 23
Så oprandt fredagen - store medaljedag. Endelig! Hele Bataljonen var opmarcheret, flagene gled til tops, vores Våbenmekaniker/ Sadelmager/ altmuligmand var udklædt som skotte og spillede sækkepibe hvorefter Oberst Flach dekorerede de højere førere og sækkepibespilleren.
4. juni, 2004 - Kl. 02.00
[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Herefter kom turen til hver enkelt underafdeling, hvor hver chef uddelte medaljer til sine egne folk. Naturligvis skinnede solen om kap med de mange medaljer, og stolte var vi alle. Nu mangler vi bare vore kammerater, som er på leave, men de kommer jo tilbage om nogle dage.
Det var egentlig meningen, at fredag skulle have været store rengøringsdag i køkkenet, men det udskød vi til lørdag. Når rengøringsdagen oprinder, laves der nemlig ikke mad i køkkenet, og vi spiser i stedet amerikanske feltrationer, som koger sig selv, bare man kigger stift på dem og hælder en halv kop vand i en plasticpose. De smager også derefter, men der er jo ingen der dør af sult, og så kan man fornemme den stærkt krydrede meksikanske tabasco-smag i 8 timer derefter. Jo, vi oplever mange ting hernede. Bare man får rigelig vand, så kan man klare meget.
De amerikanske feltrationer.
Det var ikke mange timers søvn, vi fik natten til lørdag, for allerede kl. 02:00 om natten begyndte endnu en kæmpe operation. Nu var det våbensmuglere, vi skulle fange, og det lykkedes ganske godt. Opstemte herover lavede vi så endnu en våben-search i et par af de områder, som længe har været kilde til uro. Vi gik grundigt til værks, fordi vi nu har lært, at folk, der har noget at skjule, er ret udspekulerede med at gemme våben de snedigste steder. Nu skulle det være alvor. End ikke våben nedgravet i baghaven eller våben nedsænket i den lokale flod skulle undgå vor opmærksomhed. Med hjælp fra dykkere og sporhunde, detektorer og gravemaskiner skulle vi give de lov-u-lydige en lærestreg. Og det fik de så. Vi sluttede først om aftenen næste dag – dødtrætte, men mætte af indtryk.
Søndag var pinsedag, og så er der kun 80 dage igen. Nogen har også regnet ud, at der er ca. 4000 km hjem og med 5 kilometer i timen i 10 timer hver dag, vil det tage 80 dage at gå hjem. Går den, så går den, ikke sandt? Solen stod op i en skøn dans, for det gør den nemlig hver dag hernede. Alle de engelske soldater, som havde hjulpet os, og som stadig opfatter Danmark som et smørhul havde spist sig mætte, så køkkenet var udgået for mange ting. Det startede med ”No milk to day, my love has gone away” for senere på dagen at fortsætte med ”Yes, we have no bananas ….” Men ellers var der tonsvis af sild og medisterpølse og rullesteg til morgenmaden. Alle fik sig en velfortjent slapperdag. Dagen sluttede med Pinsegudstjeneste. Dejlig dag.
Mandag 2. pinsedag. Helligdag derhjemme. Tale med alle de kære i telefon. Godt vejr derhjemme, lille Bimmer trives. Dejligt dejligt. Nogle af os fik pakker, der nu er nede på ca. 1 måneds forsendelsestid, når man da fraregner de julebreve til hold 2, som vi stadig får. Vi fik at vide, at vi var bevilget noget mere undertøj, som sikkert når at komme herned før, vi skal hjem igen. Nu skal man bare lige have taget mål af os alle sammen, sådan S, M, L, XL og XXXXL. Vælg det sidste, siger jeg – det kryber alligevel alt sammen.
Tænk så, tirsdag kan jeg slet ikke huske ret meget om. Jeg har nok gået sådan lidt døsigt ved siden af mig selv, ikke sandt? Men ét husker jeg, nemlig at vi slog varmerekorden. Nu har vi rundet næsten 51 grader i skyggen og er holdt op med at måle temperaturen i skyggen. Man kan blive solskoldet på under 10 minutter, så solarierne har dårlige tider hernede. Til gengæld har vi ingen saftevand, ingen mælk og ingen juice. Dagen blev reddet ved, at PXen forærede sodavand gratis væk, fordi sidste salgsdato var nær. Cafeteriet bød på kage kl. 15 og alle -incl. vore lithauiske venner - var ved at komme op at slås, så godt smagte den !
Onsdag morgen kl. 04 ankom så leave-holdet. De sneg sig bare ind og gik i seng. Ingen opdagede ret meget. I løbet af formiddagen var de her igen, de kære gamle ansigter. Men vé, de kunne knap kende dagligdagen, så meget var der lavet om, siden de rejste hjem. Hvad kan man lære af det ? – Tag ikke hjem, hvis du vil følge med i de hastigt skiftende forhold hernede. Og minsandten om ikke man havde fået den geniale ide at sende lønsedlerne fra april med leave-holdet herned. Tænk vi fik dem udleveret allerede få dage efter lønningsdagen. GENIALT. Tak, Tak.
En lille pause i den travle hverdag.
Så om eftermiddagen tog det nye hold af sted. Med vanlig militær trang til præcision blev de sat ind i store busser med skudsikre veste på en times tid, før de skulle køre, og vi andre gik så og bankede på vinduerne og gav dem den berømte tommelfinger, som alle små børn hernede giver os. Pøj, Pøj.
Torsdag var en stille og rolig dag, men hvor var nu den og den, som plejede at vide det og det. De var på leave! Sådan går der igen ged i mange ting, og ting tager tid. Men de mange nye kammerater fra det gamle leave-hold har bragt nyt humør herned, og det letter alt sammen. Og før end man har set sig om, er der atter gået en ny uge.
Nu vil vi slutte for denne gang. Tak for alle pakkerne som vore kammerater havde med herned. DEN TRAFIK VIRKER HVER GANG. Hilsen til alle derhjemme, også til DANILOG.
Herefter kom turen til hver enkelt underafdeling, hvor hver chef uddelte medaljer til sine egne folk. Naturligvis skinnede solen om kap med de mange medaljer, og stolte var vi alle. Nu mangler vi bare vore kammerater, som er på leave, men de kommer jo tilbage om nogle dage.
Det var egentlig meningen, at fredag skulle have været store rengøringsdag i køkkenet, men det udskød vi til lørdag. Når rengøringsdagen oprinder, laves der nemlig ikke mad i køkkenet, og vi spiser i stedet amerikanske feltrationer, som koger sig selv, bare man kigger stift på dem og hælder en halv kop vand i en plasticpose. De smager også derefter, men der er jo ingen der dør af sult, og så kan man fornemme den stærkt krydrede meksikanske tabasco-smag i 8 timer derefter. Jo, vi oplever mange ting hernede. Bare man får rigelig vand, så kan man klare meget.
De amerikanske feltrationer.
Det var ikke mange timers søvn, vi fik natten til lørdag, for allerede kl. 02:00 om natten begyndte endnu en kæmpe operation. Nu var det våbensmuglere, vi skulle fange, og det lykkedes ganske godt. Opstemte herover lavede vi så endnu en våben-search i et par af de områder, som længe har været kilde til uro. Vi gik grundigt til værks, fordi vi nu har lært, at folk, der har noget at skjule, er ret udspekulerede med at gemme våben de snedigste steder. Nu skulle det være alvor. End ikke våben nedgravet i baghaven eller våben nedsænket i den lokale flod skulle undgå vor opmærksomhed. Med hjælp fra dykkere og sporhunde, detektorer og gravemaskiner skulle vi give de lov-u-lydige en lærestreg. Og det fik de så. Vi sluttede først om aftenen næste dag – dødtrætte, men mætte af indtryk.
Søndag var pinsedag, og så er der kun 80 dage igen. Nogen har også regnet ud, at der er ca. 4000 km hjem og med 5 kilometer i timen i 10 timer hver dag, vil det tage 80 dage at gå hjem. Går den, så går den, ikke sandt? Solen stod op i en skøn dans, for det gør den nemlig hver dag hernede. Alle de engelske soldater, som havde hjulpet os, og som stadig opfatter Danmark som et smørhul havde spist sig mætte, så køkkenet var udgået for mange ting. Det startede med ”No milk to day, my love has gone away” for senere på dagen at fortsætte med ”Yes, we have no bananas ….” Men ellers var der tonsvis af sild og medisterpølse og rullesteg til morgenmaden. Alle fik sig en velfortjent slapperdag. Dagen sluttede med Pinsegudstjeneste. Dejlig dag.
Mandag 2. pinsedag. Helligdag derhjemme. Tale med alle de kære i telefon. Godt vejr derhjemme, lille Bimmer trives. Dejligt dejligt. Nogle af os fik pakker, der nu er nede på ca. 1 måneds forsendelsestid, når man da fraregner de julebreve til hold 2, som vi stadig får. Vi fik at vide, at vi var bevilget noget mere undertøj, som sikkert når at komme herned før, vi skal hjem igen. Nu skal man bare lige have taget mål af os alle sammen, sådan S, M, L, XL og XXXXL. Vælg det sidste, siger jeg – det kryber alligevel alt sammen.
Tænk så, tirsdag kan jeg slet ikke huske ret meget om. Jeg har nok gået sådan lidt døsigt ved siden af mig selv, ikke sandt? Men ét husker jeg, nemlig at vi slog varmerekorden. Nu har vi rundet næsten 51 grader i skyggen og er holdt op med at måle temperaturen i skyggen. Man kan blive solskoldet på under 10 minutter, så solarierne har dårlige tider hernede. Til gengæld har vi ingen saftevand, ingen mælk og ingen juice. Dagen blev reddet ved, at PXen forærede sodavand gratis væk, fordi sidste salgsdato var nær. Cafeteriet bød på kage kl. 15 og alle -incl. vore lithauiske venner - var ved at komme op at slås, så godt smagte den !
Onsdag morgen kl. 04 ankom så leave-holdet. De sneg sig bare ind og gik i seng. Ingen opdagede ret meget. I løbet af formiddagen var de her igen, de kære gamle ansigter. Men vé, de kunne knap kende dagligdagen, så meget var der lavet om, siden de rejste hjem. Hvad kan man lære af det ? – Tag ikke hjem, hvis du vil følge med i de hastigt skiftende forhold hernede. Og minsandten om ikke man havde fået den geniale ide at sende lønsedlerne fra april med leave-holdet herned. Tænk vi fik dem udleveret allerede få dage efter lønningsdagen. GENIALT. Tak, Tak.
En lille pause i den travle hverdag.
Så om eftermiddagen tog det nye hold af sted. Med vanlig militær trang til præcision blev de sat ind i store busser med skudsikre veste på en times tid, før de skulle køre, og vi andre gik så og bankede på vinduerne og gav dem den berømte tommelfinger, som alle små børn hernede giver os. Pøj, Pøj.
Torsdag var en stille og rolig dag, men hvor var nu den og den, som plejede at vide det og det. De var på leave! Sådan går der igen ged i mange ting, og ting tager tid. Men de mange nye kammerater fra det gamle leave-hold har bragt nyt humør herned, og det letter alt sammen. Og før end man har set sig om, er der atter gået en ny uge.
Nu vil vi slutte for denne gang. Tak for alle pakkerne som vore kammerater havde med herned. DEN TRAFIK VIRKER HVER GANG. Hilsen til alle derhjemme, også til DANILOG.