[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Ilden fra 38 hjemmelavede fakler lyste om kap med stjernerne på den irakiske nattehimmel, da soldaterne fra Camp Eden modtog forsvarschefens og chefen for Hærens Operative Kommandos anerkendelse i form af Forsvarets medalje tirsdag aften.

Forud for paraden havde stabs og logistikkompagniet klargjort paradepladsen i lejren med vejtromler så soldaterne kunne have rimelig fast grund under fødderne til den 45 minutter lange eksercits.

Faklerne i form af bjælker, der havde ligget og trukket i petroliumsbade i dagevis, var blevet banket ned i jorden i snorlige rækker på midten af paradepladsen.

Sækkepiber og trommer
Akkompagneret af et orkester med sækkepiber og trommer, som bataljonen havde lånt af den britiske brigade, inspicerede forsvarschefen, general Hans Jesper Helsø, og Chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Poul Kiærskou, de danske Iraksoldater, der var stillet op i sirlige rækker med polerede geværer og blanke sabler.

Generalerne holdt begge korte taler, hvori de roste soldaternes store indsats på den mesopotamiske flodslette. Derefter modtog soldaterne deres medaljer i en ceremoni, hvor hver enkelt fører fik lov at dekorere sine egne folk.

Til sidst forlod generalerne og bataljonschefen, oberst Henrik Højris Friis, paraden og fanen blev kommanderet i kvarter til sækkepibetonerne af ” Bonnie Prince Charlie.”

Efter den formelle del af arrangementet var der reception i lejrens cafeteria. Her fik soldaterne lejlighed til at skylle fakkelrøgen og oplevelsen ned med kassevis af alkoholfrie øl og sodavand, samt en ikke ubetydelig mængde frisklavet lagkage.



Kaptajn Morten Eberhardt Johnsen dekorerer en af sine folk.

Måske større ansvarsområde
At hyldesten til de danske soldaters indsats ikke er helt ubegrundet, kunne generalerne konstatere, da de besøgte den britiske division, danskerne hører under. Her ønsker divisionschefen, at udvide den danske bataljons ansvarsområde, så de militære myndighedsområder kommer til at følge de civile kommune og regionsgrænser.

Briterne vil med den øgede opgave låne et britisk kompagni til danskerne, så forøgelsen af området ikke kommer til at betyde flere danske styrker til Irak. Forsvarschefen stillede sig umiddelbart positiv overfor ideen, men kunne ikke give et endeligt svar, da sagen lig skal vendes en gang med forsvarsministeriet.

Derudover besøgte generalerne den britiske brigade i Basra, det danske CIMIC hus i Qurnah og Camp Ygdrassil, hvor de danske støtteenheder ligger.



Fanekommandoet er klar.