Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Mindehøjtidelighed for de faldne ved Multinational Division Central Centre South
En polsk tradition til ære for de faldne Under Den anden Verdenskrig sagde general George S. Patton i en tale til amerikanske soldater på vej til fronten:
5. november, 2004 - Kl. 01.00
[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
”Intet land har nogensinde vundet en krig ved at lade sine soldater dø. Derimod har lande vundet krige ved at lade modstanderens soldater dø.”.
Ordene er barske, men ikke desto mindre sande! Alligevel mangler der set i lyset af vores tidsalder en nuance, nemlig at også freden kan og vil føre ofre med sig. Dette - at give sit liv for at andre kan leve i fred og frihed - var den 1. november 2004 temaet for en smuk, stilfuld og meget bevægende ceremoni i Camp Alpha tæt ved Babylons ruiner.
If. polsk tradition højtideligholdes hvert år den 1. november 2004 Swieto Zmartych, hvilket bedst kan oversættes til Mindag for de Døde. Denne dag byder traditionen, at man besøger kirkegårde for der at mindes de døde - bl.a. ved at sætte et lys på deres grav.
En smuk og stilfuld ceremoni
Kl. 1900 trådte den polske chef for Multinational Division Centre South (MND CS), generalmajor Andrzej Ekiert, frem på sin talerstol med udsigt over Camp Alphas paradeplads, hvor samtlige nationer deltagende i MND CS operationer var repræsenteret, herunder det danske stabselement.
Paraden er klar til at tage sin begyndelse med fyrre soldater b¿rende lys repr¿senterende de faldne ved MND CS igennem de seneste år.
Aftenhimlen og horisonten var sort, ligesom det mindesmærke, der til lejligheden var opstillet på paradepladsen til ære for de faldne! På såvel polsk som engelsk forklarede divisionschefen betydningen af denne dag set i lyset af kampen for fred og frihed - med ønsket om at give det irakiske folk en bedre tilværelse.
Under kommando af MND CS polske stabschef, oberst Andrzej Duks, blev paraden kommanderet ret, hvorefter den egentlige ceremoni kunne tage sin begyndelse.
Selvom MND CS ansvarsområde er relativt fredeligt sammenlignet med andre ansvarsområder i Irak, har det forgangne år ikke været uden tab af menneskeliv. I alt fyrre soldater - med rang fra menig til oberstløjtnant - fra ni lande, herunder to lande, der ikke længere bidrager til MND CS - skulle denne aften mindes.
At forklare de tanker, der på sådan en aften går gennem krop og sjæl, lader sig kun gøre med besvær. Alligevel vil jeg driste mig til stemningsmæssigt at sammenligne begivenheden med det øjeblik, hvor lysene slukkes på paradepladsen nedenfor Edingburgh Castle, medens den enlige piper træder frem på slotsmuren for at afspille Amazing Grace. Her var slottet blot skiftet ud med præsidentpaladset på den bagvedliggende høj, medens de farvestrålende gallauniformer var erstattet af den ørkenfarvede kampuniform vidnende om alt andet end paradesoldater.
Med regnen stille silende ned blev et fanekommando fra henholdsvis Bulgarien, El Salvador, Letland, Polen, Slovakiet, Spanien, Thailand, Ukraine og USA kaldet frem til mindemærket, hvor fanekommandoerne nedsatte et lys repræsenterende hver falden soldat. Dette skete til tonerne af sørgmodig spansk guitarmusik, medens tidspunktet for og navnet på den faldne blev læst højt.
Den ukrainske feltpræst, fader Serhii Kobets, fremsiger sin bøn.
I skæret af de fyrre lys læste feltpræster fra El Salvador, Polen og Ukraine en bøn til minde om de faldne efterfulgt af tre geværskud fra det til lejligheden opstillede polske æreskommando.
Efter et minuts stilhed trådte Senior National Representatives frem foran mindesmærket for at lægge blomster nedenfor lysene, der nu tavst oplyste paradepladsen. Dette skete til tonerne af den polskfødte komponist Frédéric Chopins sørgemarch, som mange den dag i dag sikkert stadig forbinder med begravelsen af de sovjetrussiske statsledere. I aften var faldne soldater imidlertid trådt i statslederens sted - på lige så værdig vis, som havde det været en statsmands begravelse.
Et polsk æreskommando afgiver salut for de faldne.
En aften til eftertanke
Uanset hvor hårdkogt en soldat man end er, åbner en sådan mindehøjtidelighed uvilkårligt eens inderste hjertekamre i dybeste ærefrygt og respekt.
”Som chef for det danske stabselement ved MND CS må jeg på en aften som denne med tilfredshed notere mig, at vi alene var tilskuere til denne smukke mindehøjtidelighed. Ingen skal dog være i tvivl om, at vi kender vores historie -”, tilkendegav Ældste danske Officer ved MND CS, oberstløjtnant Peter M. Wester fra Den kgl. Livgarde, da tonerne af ”The Last Post” kl. 1920 havde afsluttet paraden.
”Danmark har altid være fremme i forreste linie, når fredsskabende og fredsbevarende operationer har været nødvendige, og også danske soldater har været blandt dem, der har betalt den højeste pris. Vi ved, at enhver soldat faldet i fredens og frihedens tjeneste har efterladt sig familie, venner og kammerater. Deres tab af en pårørende - nær som fjern - kan aldrig opvejes af nok så mange ceremonier og mindesmærker, men hver på vores måde tager vi - ikke mindst på en sådan aften - del i den sorg og bitterhed, der altid vil stå tilbage hos de efterladte.”.
Uanset hvor hårdkogt en soldat man end er, åbner en sådan mindehøjtidelighed eens inderste hjertekamre i dybeste ærefrygt og respekt for dem, der gav deres liv i fredens tjeneste.
Den 1. november 2004 - på en småkold aften under Iraks himmel - blev vi alle mindet om, at ingen soldat - uanset nationalitet, race eller religion - tjenende freden og friheden er død forgæves, selv om ethvert tab af menneskeliv i sig selv aldrig vil give mening.
Af kaptajnløjtnant, cand.jur. N-O.G.Mannerup, Staff Officer/Current Operations/Tactical Operations Centre/Multinational Division Centre South (DANELM/MND CS/DANCON)
”Intet land har nogensinde vundet en krig ved at lade sine soldater dø. Derimod har lande vundet krige ved at lade modstanderens soldater dø.”.
Ordene er barske, men ikke desto mindre sande! Alligevel mangler der set i lyset af vores tidsalder en nuance, nemlig at også freden kan og vil føre ofre med sig. Dette - at give sit liv for at andre kan leve i fred og frihed - var den 1. november 2004 temaet for en smuk, stilfuld og meget bevægende ceremoni i Camp Alpha tæt ved Babylons ruiner.
If. polsk tradition højtideligholdes hvert år den 1. november 2004 Swieto Zmartych, hvilket bedst kan oversættes til Mindag for de Døde. Denne dag byder traditionen, at man besøger kirkegårde for der at mindes de døde - bl.a. ved at sætte et lys på deres grav.
En smuk og stilfuld ceremoni
Kl. 1900 trådte den polske chef for Multinational Division Centre South (MND CS), generalmajor Andrzej Ekiert, frem på sin talerstol med udsigt over Camp Alphas paradeplads, hvor samtlige nationer deltagende i MND CS operationer var repræsenteret, herunder det danske stabselement.
Paraden er klar til at tage sin begyndelse med fyrre soldater b¿rende lys repr¿senterende de faldne ved MND CS igennem de seneste år.
Aftenhimlen og horisonten var sort, ligesom det mindesmærke, der til lejligheden var opstillet på paradepladsen til ære for de faldne! På såvel polsk som engelsk forklarede divisionschefen betydningen af denne dag set i lyset af kampen for fred og frihed - med ønsket om at give det irakiske folk en bedre tilværelse.
Under kommando af MND CS polske stabschef, oberst Andrzej Duks, blev paraden kommanderet ret, hvorefter den egentlige ceremoni kunne tage sin begyndelse.
Selvom MND CS ansvarsområde er relativt fredeligt sammenlignet med andre ansvarsområder i Irak, har det forgangne år ikke været uden tab af menneskeliv. I alt fyrre soldater - med rang fra menig til oberstløjtnant - fra ni lande, herunder to lande, der ikke længere bidrager til MND CS - skulle denne aften mindes.
At forklare de tanker, der på sådan en aften går gennem krop og sjæl, lader sig kun gøre med besvær. Alligevel vil jeg driste mig til stemningsmæssigt at sammenligne begivenheden med det øjeblik, hvor lysene slukkes på paradepladsen nedenfor Edingburgh Castle, medens den enlige piper træder frem på slotsmuren for at afspille Amazing Grace. Her var slottet blot skiftet ud med præsidentpaladset på den bagvedliggende høj, medens de farvestrålende gallauniformer var erstattet af den ørkenfarvede kampuniform vidnende om alt andet end paradesoldater.
Med regnen stille silende ned blev et fanekommando fra henholdsvis Bulgarien, El Salvador, Letland, Polen, Slovakiet, Spanien, Thailand, Ukraine og USA kaldet frem til mindemærket, hvor fanekommandoerne nedsatte et lys repræsenterende hver falden soldat. Dette skete til tonerne af sørgmodig spansk guitarmusik, medens tidspunktet for og navnet på den faldne blev læst højt.
Den ukrainske feltpræst, fader Serhii Kobets, fremsiger sin bøn.
I skæret af de fyrre lys læste feltpræster fra El Salvador, Polen og Ukraine en bøn til minde om de faldne efterfulgt af tre geværskud fra det til lejligheden opstillede polske æreskommando.
Efter et minuts stilhed trådte Senior National Representatives frem foran mindesmærket for at lægge blomster nedenfor lysene, der nu tavst oplyste paradepladsen. Dette skete til tonerne af den polskfødte komponist Frédéric Chopins sørgemarch, som mange den dag i dag sikkert stadig forbinder med begravelsen af de sovjetrussiske statsledere. I aften var faldne soldater imidlertid trådt i statslederens sted - på lige så værdig vis, som havde det været en statsmands begravelse.
Et polsk æreskommando afgiver salut for de faldne.
En aften til eftertanke
Uanset hvor hårdkogt en soldat man end er, åbner en sådan mindehøjtidelighed uvilkårligt eens inderste hjertekamre i dybeste ærefrygt og respekt.
”Som chef for det danske stabselement ved MND CS må jeg på en aften som denne med tilfredshed notere mig, at vi alene var tilskuere til denne smukke mindehøjtidelighed. Ingen skal dog være i tvivl om, at vi kender vores historie -”, tilkendegav Ældste danske Officer ved MND CS, oberstløjtnant Peter M. Wester fra Den kgl. Livgarde, da tonerne af ”The Last Post” kl. 1920 havde afsluttet paraden.
”Danmark har altid være fremme i forreste linie, når fredsskabende og fredsbevarende operationer har været nødvendige, og også danske soldater har været blandt dem, der har betalt den højeste pris. Vi ved, at enhver soldat faldet i fredens og frihedens tjeneste har efterladt sig familie, venner og kammerater. Deres tab af en pårørende - nær som fjern - kan aldrig opvejes af nok så mange ceremonier og mindesmærker, men hver på vores måde tager vi - ikke mindst på en sådan aften - del i den sorg og bitterhed, der altid vil stå tilbage hos de efterladte.”.
Uanset hvor hårdkogt en soldat man end er, åbner en sådan mindehøjtidelighed eens inderste hjertekamre i dybeste ærefrygt og respekt for dem, der gav deres liv i fredens tjeneste.
Den 1. november 2004 - på en småkold aften under Iraks himmel - blev vi alle mindet om, at ingen soldat - uanset nationalitet, race eller religion - tjenende freden og friheden er død forgæves, selv om ethvert tab af menneskeliv i sig selv aldrig vil give mening.
Af kaptajnløjtnant, cand.jur. N-O.G.Mannerup, Staff Officer/Current Operations/Tactical Operations Centre/Multinational Division Centre South (DANELM/MND CS/DANCON)