Uge 18 ved ISAF 5

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Sådan betror Peter som bekendt sin lillebror Emil i ”Flugten til Amerika”, da de to har besluttet at rejse langt væk fra bagerens Rikke, som før havde været så sød, men det var slut da Morten fik det hjertebrød, Peter ellers var lovet.

Og som det var dengang i 19. århundrede med hensyn til at komme til Amerika, sådan er det i dag i det 21. århundrede med hensyn til at komme til Danmark her fra landet hinsides Østerled halvvejs nede mod jordens livrem: der er så sandelig tale om en længere rejse end til tante Lise på landet. Og ganske vist skal der ikke sejles over vandet.

Men flyves over land og vand og sand i mængder, det skal der, og det overstås ikke bare sådan på en studs og i løbet af en time eller ti, næh, flere dage skal der til, dét ved alle på DANCON 5 bortset fra de 3, der endnu ikke har prøvet rejsen hjem.

Og den anden vej er der mindst lige så langt, hvis ikke meget længere, for nu er det ikke hjemad det går, men tilbage til Vikinglejren på pandekagesletten øst for Kabul. At turen ikke sådan overstås på en studs, det kan de 10 mand der ankom herned midt på ugen bekræfte, foruden alle de andre der nu er kommet tilbage fra leave. Første trin var flyveturen til Køln, som ikke kan tilbagelægges uden mellemlandinger, og efter en god nats søvn på hotel ”Zur Quelle” i byen Wahn nær Køln kunne næste trin, den lange rejse mod øst og syd, begynde forgangen onsdag.

Efter indcheckning og 2½ times ventetid entredes et Airbus-fly fra Luftwaffe, og så gik det op i 11 km’s højde med retning først mod øst og siden mod syd. Havde man en plads ved vinduet kunne man konstatere, at når man først er nået ind over den ungarnske pusta og det går videre østpå, så er den eneste variation i landskabet graden af fladhed, og jo længere østpå man kommer, jo fladere bliver det, og højden over havet falder tilsvarende.

Så der var rig lejlighed til at se steppelandskaber i forskellige udgaver, fra frugtbare marker i langstrakte kvadrater og siden grønne engarealer med en stille flydende flod, der i et marsklignende delta løb ud i havet, til stadig mere ufrugtbare områder med udtørrede søer og inde over Kazakstan helt ufrugtbare sandbankede områder.

Var man ikke placeret ved et vindue var den eneste variation i flyrejsens monotoni stewardessernes kommen og gåen med falbyden af drikkevarer fra deres små vogne. Og så var der jo også det på en flyvetur af en sådan længde obligatoriske måltid mad, og minsandten om ikke der blev serveret Luftwaffes spændende ret nr. 1, som der stod på folielåget, nemlig kylling med pasta og grønsager.

Ingen erindrede sig på ture til og fra Termes med Luftwaffe at have fået serveret andet end den ret, så det er nok ikke kun Luftwaffes ret nr. 1, men sikkert også den eneste. Men eftersom det trods alt ikke var så tit, at nogen tilbagelagde rejsen til eller fra Termez, så overlevede alle; og måltidet var ganske velsmagende.

Kl. 19 europæisk tid (kl. 22 uzbekisk tid) rullede Airbussen hen ad landingsbanen i Termez, og ankommet til rejsens mest uspændende sted var det straks i kø for udlevering af 2 uldtæpper, hvorefter et telt blev okkuperet og udnævnt til ”lille Danmark”. Derefter var det i ny kø for at få noget aftensmad, endskønt det ikke var den store sult, der prægede nogen, idet det var mindre end 3 timer siden, Luftwaffes ret nr. 1 var blevet serveret i Airbussen.

Og det var nok godt nok, at ingen var præget af den store sult, for menuen stod på 2 pølser i miniformat med 1 brød noget større end vanlige pølsebrød. Det var ret nr. 1 i terminalområdet i Termes og dertil som i Airbussen eneste ret, som kunne vælges til den formidable pris af 1,30 €. Så valget var let.

Men så kom det store valg, idet der på et skilt stod angivet, at man til den angivne pris kunne vælge mellem ”Senf ODER Ketchup”, og det var noget af en valgsituation pludselig at blive sat i! Men pølsemanden havde gjort valget let, for da det kom til stykket var ketchup eneste valgmulighed.

Efter dette ernæringsrigtige måltid var det med at finde køjerne og prøve at få lidt søvn, hvilket ikke just var let, idet alle stadig havde den europæiske tid i kroppen – og den sagde 21 – så skønt midnat lokalt kneb det med at falde til ro, og cikadernes konstante og dermed beroligende larm hjalp ikke meget, idet en frø med uregelmæssige mellemrum med særdeles højlydt kvækken gjorde opmærksom på sin eksistens i en rendestensgrøft ganske nær teltet.

Og helt galt blev det, da en tysker på jagt efter sin taske hele to gange kom ind i teltet, og anden gang var han så desperat, at han medbragte en særdeles lysstærk lommelygte, som han lyste med på alle og overalt, og ydermere løftede han på Mathiesens tæppe for at se, om mon han skulle bruge en tyskertaske som sovedyr! Det lykkedes den indtrængende at få vækket også dem, der var faldet i søvn, inden chefen ret så bestemt fik vedkommende forklaret ud af teltet.

– Alt i alt var det således ikke meget søvn det blev til for nogen, idet det kort efter – klokken 3.10, hvilket var 10 minutter over midnat i alles stadig europæiske kropsur – var ud af fjerene for at få morgenmad inden check-in til Transall-flyet til Kabul.

Og mens Transall-flyet lidt før 6 morgen mavede sig over Hindukush, lød der enkelte morgenfriske bemærkninger så som ”Nu skal det også blive rart at komme hjem igen!”, underforstået til Camp Viking. Men da det står hen i det uvisse, om der var tale om et udslag af galgenhumor eller om dyb alvor, skal det her undlades at nævne navne!
Klokken halv otte ankom så alle til Camp Viking midt i en uge, der har været præget af besøg, parader og mærkedage, og hvad deraf følger.

Allerede mandag havde der således været stor travlhed, idet der den dag var besøg af Natos øverstkommanderende i Europa og Nato-rådet med generalsekretæren og landenes Nato-ambassadører, herunder også den danske. I anledning af besøget havde ISAF arrangeret et såkaldt ”Static Display”, en opstilling af våben, køretøjer og udstyr i øvrigt, på et areal i Pol-e-Charki øst for Camp Warehouse. Forud for Nato-delegationens ankomst blev den danske opstilling inspiceret af en meget interesseret brigadegeneral la Croix, chef for KMNB.

Enhver der kender lidt til den slags arrangementer ved, at forberedelsestiden til opstillingen er lang, og at der er meget ventetid på selve modtagelsesdagen, mens selve modtagelsen er overstået ret hurtigt, så da chefen for ISAF befalede ’rør’ til de opstillede styrker, så man kunne slappe lidt af, inden Nato-rådets ankomst, var blandt andet L. P. ikke sen til at tage sig det ad notam!



LP tager sig en slapper

Tirsdag den 27. april er i Afghanistan Uafhængighedsdagen, hvor afghanerne fejrer den muslimske nations sejr over kommunistregimet, eller som der stod på et banner ved paradepladsen: ”Velkommen til det afghanske folks festligholdelse af 12 årsdagen for jihad-sejren”.

Man fejrer således afsættelsen i 1992 af Najibullah, der havde været officiel regeringsleder siden 1986 og som var fortsat som regeringsleder efter russernes tilbagetrækning, men som reelt var en russisk marionet.

Efter Najibullahs afsættelse blev Rabbani indsat som ny præsident, men efter mindre end 2 år var en ny borgerkrig i gang, der i 1996 endte med Talibanernes erobring af Kabul og i de følgende år erobring af helt op til 90 % af landet.

Søren og Martin var som ISAFs forbindelsesofficershold til den nationale afghanske hær (ANA) inviteret til at overvære den parade, der blev afholdt i anledning af Uafhængighedsdagen, og de fik invitationen udvidet til også at gælde Charlotte. Så for 3 danskere var det tidligt op tirsdag morgen for klokken 6 at mødes med deres tolk og så køre ud til paradepladsen, der ligger i Kabuls sydlige bydel nær det Olympiske Stadion og lige ud for moskeen Eid Ghah.

Her blev de modtaget og anvist en siddeplads på tribunens ganske upolstrede betonterrassetrin og derefter var de næste 1½ time ventetid og øvelse i at sidde så varieret som muligt, så man ikke blev alt for kold og alt for øm bagi.

Klokken 9 oprandt stunden endelig, hvor paraden kunne begynde, og præsident Hamid Kasai og vicepræsident og forsvarsminister Fahim Khan kom som de første trillende ind på paradepladsen stående på ladet af hver deres vogn. Kasai var som præsident naturligvis i den forreste vogn, men Khan var tæt på og lige bag i den næste, så han hele tiden havde Kasai inden for synsvidde, hvilket der godt kunne være en vis symbolik i, idet Khan er tadsjik og Nordalliancens ledende repræsentant i regeringen, (mens Kasai er pashtun fra Kandahar sydpå i Afghanistan).

Efter forbidefílering af et militærorkester kom en lastvogn rullende med et kæmpebillede af præsident Kasai opstillet på ladet og lige efter endnu en lastvogn med et kæmpebillede af Nordalliancens afdøde leder Massoud, hvis betydning ikke er blevet mindre efter hans død den 9. september 2001. Inden selve paraden gik i gang holdt Kasai en tale, hvorefter en blind mullâ smukt og melodiøst citerede af Koranen

Dernæst gik paraden så i gang. Først kom nogen af krigens ofre: invalide kvinder og mænd i hver deres gruppe, dernæst en lang række af militære styrker med udvalgte grupper af muhajedin-styrker fra forskellige provinser i spidsen efterfulgt af flere forskellige mere eller mindre uafhængige militære styrker, dernæst politistyrker, herunder en gruppe kvindeligt politi, og inden det rullende isenkram kom, defilerede den afghanske nationale hærs (ANA) 3 brigader forbi, som gerne skulle blive fremtidens eneste hær i Afghanistan.

Den er under uddannelse af amerikanerne og målet hermed er, som det kunne læses på et banner: ”Den afghanske nationale hær er symbol for national enhed og stabilitet.”

Paraden afsluttedes med forbidefilering af ambulancer, politi og brandvæsen. På sin vis en tankevækkende rækkefølge i paraden: først krigens ofre, så dem hvis uenighed skaber krigens ofre, og til sidst dem, der skal rydde op!



Søren og Martin på tilskuertribunen.

Kvart over 11 var paraden forbi og Charlotte, Søren og Martin kunne rejse sig godt stive i ryggen og ømme et vist andet sted efter at have siddet på betonterrassen i næsten 5 stive klokketimer. De tog derfor med kyshånd mod tolkens invitation til frokost, så de næste par timer sad de mere blødt og stillede den oparbejdede sult.

Afslutningsvis skal det siges om den forløbne uges vejr, at det langt fra har kunnet leve op til sidste uges varmegrader. Der har været en del dage med blæst, hvor teltene er blevet rusket godt igennem, og hvor himlen undertiden har iklædt sig samme gråbrune farve som jorden.

Ugen er dog sluttet med en solsøndag med let vind og maksimumtemperatur på 26,7 grader, og det er jo noget mere end forgangen nats minimumstemperatur på 3,5 grader!