Uge 19 ved ISAF 5

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Charlotte havde bagt en dejlig æblekage, og Linda havde sørget for tændte fyrfadslys sat i vinglas som læ for aftenvinden, og desuden blev knæklys i forskellige farver hængt op på lyskablet, der går på langs af lejren.



Servietfoldning før kagebord

Og da klokken var blevet godt 19 og solen var gået ned og månen lyste over bjergene mod øst, holdt chefen en lille tale, hvorefter vi sang ”I Danmark er jeg født”. Og om end månen lyste hvid og klar, og fyrfadslysene gjorde deres bedste og de brogede knæklys med, så måtte vi tage lommelygter i brug under afsyngningen.

Og var vi end her på højsletten øst for Kabul langt fra den danske friske strand, så kendtes det klart i aftenstunden, at landet langt mod nord med de grønne øer er vort hjertes hjem. Det er dér vi har rod og derfra vor verden går. Og at det er sådan kryber nok mere ind under huden jo længere væk i tid og afstand vi er fra bøgens fædreland. – Efter fædrelandssangen var der kagebord med Farmors Æblekage a la Charlotte og samvær i en majaften så lun som ved midsommertide derhjemme.



Fædrelandssang i lommelygters skær

Den 5. maj markerede vi Danmarks befrielse ved om morgenen umiddelbart efter, at Dannebrog med split var gået til tops i lejrens flagstander, at synge ”En lærke letted, og tusind fulgte”. Og det blev en majdag så lun og smuk som en sommerdag af de skønneste hjemme i Danmark. Solen skinnede fra himlen så blå, og en østlig brise gjorde solvarmen udholdelig.

Som dansker kunne man en sådan dag ikke andet end savne lærkens vedholdende trillen i det usynligt høje, men uden forårsagtigt fuglekvidder var vi ikke, idet gråspurve i stort tal sad på antenner, snore, barduner, ledninger og wirer og pippede af hjertens lyst med hver sit næb og således gav dagen en hjemlig lyd.



Flaghejsning 5. maj

Der blev ikke gået tur på volden Store Bededagskvæld, ligesom der heller ikke blev serveret varme hveder, selv om festudvalget for nationale fest- og helligdage ellers havde lagt planer herfor. De tre mesterbagere, Charlotte, Inger og Linda, havde ganske enkelt fuldt op at gøre med at bage fødselsdagskager; hele tre er det blevet til i denne uge, idet Søren, Dan og Anker hver passerede en årspæl på deres livsvej.

Hvad vi ikke fik af hjemmebag aftenen forud fik vi til gengæld Store Bededags morgen, hvor der takket være Ingers og Charlottes indsats fra den årle morgenstund blev serveret varme rundstykker, røræg med bacon og andet godt, som det er blevet skik hver fredag morgen. Helligdagen blev i øvrigt markeret med en morgensalme efter flaghejsningen.

Bortset fra fødselsdage og andre nationale danske mærkedage midt i og sidst i ugen, var ugens begyndelse præget af, at det næsten konstant hævede beredskab ved KMNB ved overgangen til maj måned var hævet endnu en tand.

Det skyldtes blandt andet den skærpede opmærksomhed i forbindelse med festligholdelsen af Uafhængighedsdagen den 27. april, men også de festligheder, der i år blev afholdt i anledning af den 1. maj.

Som vel i de fleste andre lande, således fejrer man også i Afghanistan hvert år den internationale arbejderdag den 1. maj. I år var den 1. maj yderligere en særlig dag derved, at man den dag også fejrede mawlid, som er de festligheder, der holdes i anledning af profeten Muhammeds fødselsdag.

Fødselsdagen fejres den 12. i den første Rabî’a efter månekalenderen, og det var i år altså den 1. maj efter solkalenderen, som vi jo bruger i den vestlige verden.

Året efter månekalenderen, som bruges i den islamiske verden i hvert fald hvad angår de religiøse fester og højtider, er 11 til 12 dage kortere end året efter den gregorianske solkalender. Og det betyder, at de religiøse højtider så som Ramadanen og altså også fejringen af profeten Muhammeds fødselsdag hvert år falder 11-12 dage tidligere i vores solkalender end året før.

Traditionen med at fejre mawlid går tilbage til det 13. århundredes arabiske og tyrkiske verden og mødte oprindeligt modstand hos de islamiske retslærde, for når alt kom til alt var profeten jo et menneske og skulle som sådan derfor ikke gøres til genstand for dyrkelse.

Men uanset de retslærdes modstand vandt traditionen med at fejre mawlid frem, og dagen er i løbet af det 20. århundrede blevet en national helligdag i de fleste islamiske lande.

Det eneste vi her i Camp Viking hos Dancon mærkede til festlighederne var som omtalt, at beredskabet i dagene omkring den 1. maj var hævet endnu en tand. Men heldigvis blev det ekstra hævede beredskab nedsat igen, da vi var kommet et par dage ind i måneden, således at varetagelsen af de daglige opgaver ikke blev så besværliggjort.

En af de ugentlige opgaver for Jan og Vince, henholdsvis DANCONs kommandobefalingsmand og regnskabsfører, er kørsel til ISAFs hovedkvarter inde i Kabul for at servicere de danskere, der gør tjeneste der.

Én gang om måneden skal regnskabsføreren desuden til den canadiske lejr Julien for at betale diverse regninger, og i den forgangne uge gik turen derfor videre til Camp Julien, der er forholdsvis nyopført, og som ligger i nærheden af det ramponerede kongeslot, Dar ol Aman, der ligger halvt for sig selv på en lille bakke et godt stykke mod sydvest i byen.

Slottet ligger ved overgangen til et mildest talt goldt og øde område, hvor jorden ligger gulbrun hen uden vækster stort set af nogen art. Slottet blev bygget i 1920’erne af kong Amanullah, og i sin tid førte en imponerende 6 km lang avenue kranset med popler frem til slottet.

Poplerne er i dag noget der var, ligesom der hverken er noget imponerende eller meget avenue over den ramponerede vej, der i lige linie næsten helt fra bjergbakken, Kuh-e-Asama, midt i byen går mod sydvest til slottet gennem et mere eller mindre sønderbombet sydvest-Kabul.

Som området og slottet ligger hen nu forekommer det lidt af en gåde, hvorfor det i sin tid i 1920’erne blev placeret her. På den anden side af den canadiske lejr i sydlig retning og lidt oppe af skråningen på den bjergbakkekæde, der afgrænser pandekagesletten ved Kabul, ligger oven i købet endnu et slot, nemlig det såkaldte dronningeslot, plantet på den øde og golde jord.



Det ramponerede kongeslot

Den 6. maj var en særlig dag for ISAF, idet der denne dag blev afviklet et længe planlagt møde mellem omkring 50 imamer og repræsentanter for ISAF. Hans, som afløser Thomas under hans orlov, deltog i mødet, da feltpræsterne ved ISAF også var inviteret. Det forlød, at imamer fra forskellige egne af Afghanistan ville komme til mødet, men de deltagende imamer viste sig stort set af komme fra Kabul og omegn.

Godt 150 mennesker deltog i mødet, som fandt sted i storteltet ”Planet Kabul” beliggende her i Camp Warehouse. Imamer og repræsentanter for ISAF sad bænket ved langborde ved siden af og over for hinanden.

Der var indledende tale ved chefen for ISAF, og dernæst holdt den afghanske minister for religion og kultur tale, hvor han blandt andet med henvisning til den udbredte analfabetisme og mangelen på massemedier påpegede imamernes meget centrale rolle i at forklare ikke alene centralregeringens men også ISAFs politik og målet med den.

Ved den efterfølgende samtale ved langbordene vendte imamerne, som Hans talte med, tilbage til dette, idet de understregede, at det var vigtigt at understøtte moskeerne og de religiøse skoler ved moskeerne og det religiøse område i det hele taget for ikke at skabe et gab mellem regeringen og befolkningen.



Udsnit af deltagerne i mødet 6. maj

Som var det en anden TV-avis skal også dette Ugebrev afsluttes med nogle bemærkninger om vejret, som fortsat ter sig ustadigt efter bedste danske tradition. Efter forholdsvis pænt vejr ugen igennem indtil da endte Bededagskvæld således i uvejr med torden og lyn og regn.

Regnvejret blev dog ikke en bløder af de større, men indskrænkede sig til mere sagtmodige småbyger i løbet af aftenen og natten, som blot gav jorden et lidt mørkere skær og bandt støvet. Så Bededags morgen var luften frisk og renset med blå himmel og lette skyer, der imidlertid over middag gik over i en styrtregn, der effektivt bandt lerstøvet til jorden og forvandlede det til klæbemudder.

Lørdag formiddag trak vi så vejret og søgte at undgå de største mudderpøle, når vi under den totalt skydækkede himmel bevægede os rundt i lejren, hvor luften emmede af jordens fugt, der ville tilbage til skyerne den kom fra. Og da tilstrækkeligt megen fugt var steget til vejrs gentog styrtregnen sig lørdag eftermiddag ledsaget af torden og lynild!

Men som sidste uge sluttede også denne uge med en solsøndag varm og lun. Så selv om vi ikke er med ”Far til fire på Bornholm”, så har vi i dag kunnet synge: ”Det er sommer, det er sol, og det er søndag!” Og mon ikke også vi alle, skønt langt hjemmefra, men med alle jer derhjemme i hjerte og sind, har kunnet synge med på den næste linie: ” Alle hjerter er glade og frie!”