Uge 21 ved ISAF 5

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Thomas er ansvarlig for planlægning af kompagniets daglige patruljer og står desuden for signaltjenesten. Søren er næstkommanderende i 3. deling, mens Steffen og Mads er patruljefolk og desuden indgår i vagtrosten.

Formiddagens opgave i 3. deling er i samarbejde med politifolk fra politidistrikt 9 under Kabul City Police at etablere nogle vejkontroller. Det er de lokale politifolk, der udfører opgaverne, men det sker efter instruktion og under supervision af MP ved KMNB. Formiddagens opgave skal løses af MP fra KMNB, 14 i alt fra Canada, Tyskland, Kroatien og Danmark, og af 5 lokale politifolk fra politidistrikt 9.

Efter briefing om formiddagens opgave køres ind til politistationen i politidistrikt 9, som ligger lige op af Jalalabad Road. Her instrueres de afghanske politifolk om, hvad de skal gøre ved vejkontrollen, hvorledes bilens undervogn først skal undersøges med et spejl, og at passagererne en for en dernæst skal kaldes ud af bilen og undersøges, hvorefter motorrum, kabine og bagagerum skal undersøges, inden køretøjet kan få lov til at fortsætte.



Politifolk fra distrikt 9 instrueres om dagens opgave

Efter instruktionen begiver patruljen sig ud af Jalalabad Road mod øst. Et stykke ude foretager samtlige 5 køretøjer en U-vending og en vejkontrol etableres på mindre end 3 minutter. Det er naturligvis ikke alle køretøjer, der standses for undersøgelse, i så fald ville der hurtigt være blevet en flere km lang kø.

Vejkontrollen er dagens begivenhed på stedet, så der står snart børn i vejsiden og kigger nysgerrigt på, hvad der sker. De færre voksne, der er, holder sig mere i baggrunden.

Børnene kan ved sådanne vejkontroller godt være særdeles nysgerrige og påtrængende til det øretæveindbydende, og det er måske grunden til, at en afghansk politibetjent som en slags præventiv foranstaltning smider småsten efter nogle drenge i vejsiden, der ellers bare har holdt sig på afstand.

Omtrent hver anden lastbil, der passerer, har ladet fyldt med sand. Sand er et af råmaterialerne til den betonstensproduktion, der er blomstret op i løbet af det sidste år langs Jalalabad Road og i Kabul i det hele taget.

Efter godt en halv time nedlægges vejkontrollen på mindre end et minut og patruljen kører ind mod Kabul, hvor en ny vejkontrol etableres i udkanten af Microrayon-bebyggelsen, som er en monotoni på adskillige kvadratkilometer af talløse etageblokke i østeuropæisk folkedemokratistil.

Nedslidt er bebyggelsen og ramponeret efter borgerkrigen. Vejkontrollen vækker ikke nær den samme interesse her som ude på Jalalabad Road uden for byen. Nogle enkelte børn gør holdt og står nysgerrigt og kigger på. En lille dreng på fire-fem år står med store øjne og kigger et par minutter, han bærer på sin kun lidt mindre bror, der sover.

Ellers går livet uanfægtet videre, skolebørn krydser den firesporede vej, kvinder med og uden burkha ligeså. En hanekamp er i gang ikke langt fra vejkontrollen, og den samler flere tilskuere.

Efter godt en halv times tid er patruljen på hjul igen. Nede ved den særdeles befærdede Jalalabad Road slås sirenen til, og vi muskler os ud i krydset og drejer til venstre ud af vejen ud til politistationen, hvor der foretages evaluering med det lokale politi.

Middagsstunden nærmer sig, dagen er efterhånden blevet varm, og Eaglen er særdeles varm at køre i. Airconditionsanlægget er brudt sammen, måske er det ikke helt dimensioneret til den stærke varme, der lægger sig over Afghanistan fra engang i maj til hen i september måned. Man sidder i hvert fald lunt inden døre i en Eagle, og der er ingen vinduer, der kan åbnes!

Når man skal samarbejde, er det en fordel at tale samme sprog, eller i det mindste via en tolk at kunne gøre sig forståelig for hinanden. Når man skal stedfæste lokaliteter er det på samme måde en fordel at tale det samme sprog.

Når afghaneren skal foretage en stedfæstelse sker det typisk i form af angivelse af en lokalitet, der som regel ikke er et præcist sted, men et lidt større område, - en tradition som vi også kender hjemmefra, og som kan være udmærket såfremt begge parter er lokalkendte.

Men er man ikke lokalkendt, hvad soldater fra ISAF jo ikke er, nytter det ikke at få en stedfæstelse i form af en lokalitet, som ingen for det første kender umiddelbart, og som for det andet kan dække et område på måske to til tre kvadratkilometer.

Overraskelsesmomentet i en politiaktion, hvor ISAF og lokalt politi arbejder sammen, vil uvægerligt gå tabt, dersom ISAF-soldater skal rode rundt i et angivet område i længere tid, inden de finder det præcise sted.

På forbindelsesofficersholdet (FO-Police) mellem ISAF og Kabul City Police fik man den geniale ide at arrangere et kursus i kortlæsning for alle lokale politichefer i ISAFs ansvarsområde. Morten og Torben fra FO-Police stod for undervisningen, som strakte sig over 6 dage med 4 undervisningstimer hver dag.

Målet med undervisningen var, at eleverne skulle kunne læse og forstå et kort samt udtage en koordinat, således at det lokale politi og ISAF kunne tale samme sprog og derved undgå misforståelser ved stedfæstelse af lokaliteter. Torben betegner undervisningen som en succes, som forhåbentlig vil vise sit værd i det fremtidige samarbejde.



Der læses kort og udtages koordinater

Estalét er en landsby eller rettere sagt en samling af landsbyer, der ligger omkring 40 km nord for Kabul, hvor bjergene mod vest begynder at rejse sig. Beboerne er tadsjikker og før borgerkrigen var der omkring 35.000 indbyggere, men i dag er det vel mindre end en tredjedel, der bor her, resten er flygtet, de fleste til Pakistan.

Under borgerkrigen var det en af Nordalliancens leder Massouds højborge, men da han blev tvunget mod nord, raserede Taleban med hjælp fra pashtunere fra et naboområde byen, som nu i stor udstrækning ligger ødelagt hen.

Området er meget grønt med imponerende høje og løvrige træer inde i landsbyen og spredt ud over landskabet. Det er så tæt ved de sneklædte bjerge, at der stadig her i maj er pæn fart på vandet, der snart på egen hånd i småbække og snart ledt ved menneskehånd i smågrøfter og kanaler søger ned mod slettelandet. Efter sigende skulle området i sin tid have været rekreationsområde for kongerne i den varme sommertid.

Estalét ligger i yderkanten af ansvarsområdet, men det er også en opgave for FO-Police at komme ud til politistationerne i yderområderne, og vi kører derfor nord ud af Kabul med retning mod Bagram og ved landsbyen Qarah Bagh drejer vi mod vest i retning mod bjergene.

Vi skal aflægge besøg ved politistationen i Estalét og samtidig skal vi ind og hilse på ved en skole, idet vi med os har to store papkasser med kulørte kvadrerede regnehæfter fremskaffet ved ISAFs foranstaltning.

Skolen ligger forholdsvis først for i byen og lyser lysegul og pudset af velholdthed især på baggrund af landsbyhusenes lerbrune og ujævne og noget forsømte mure. Her i landsbyen kommer øjensynlig istandsættelse af de fælles huse før de private boliger.

Øverst i byen, hvor de fleste huse henligger i ruiner, står således moskeen helt ny, og ikke langt derfra lige ved politistationen ligger en ligeledes velholdt lysegul High School.



Skolen i Estalét

Grundskolen først for i byen har 8 klasseværelser, de ældste børn fra 4. klasse til 8.klasse går i skole om formiddagen, de yngste om eftermiddagen. Drenge og piger går på samme skole, men undervises hver for sig, pigerne i 2 klasselokaler, drengene i 6; der er fra omkring ti til tredive elever i hvert klasselokale.

Alle børnene sidder ved tomandspulte, der står i tre rækker ned gennem klasselokalet. For enden af klasselokalet er en tyk tavle muret fast på væggen, godt slidt er tavlen og ikke af nyeste dato. Der er cementgulv og væggene er op i trefjerdedels højde malet i en stærk pastelgrøn farve, resten af væggen op til det hvide loft er flødegul.

Vi ankommer til skolen hen på formiddagen og har pakket nogen af regnehefterne ud, som vi er rundt i klasserne med og dele ud, efter vi har fortalt, hvem vi er, hvorfor vi er her og hvor vi kommer fra, og siger til børnene, at vi synes det er godt at de går i skole og lærer noget, og at det er vigtigt at de gør det, for de er Afghanistans fremtid.

I en af pigeklasserne er en pige oppe ved tavlen og demonstrere sine færdigheder i regning. Af opstillingen kan vi se, at der er tale om en opgave i division, men da de afghanske tal ikke er arabertal, kan vi ikke kontrollere rigtigheden af opgavens løsning, men det gør pigen selv ved efterfølgende at multiplicere resultatet med divisor. – Enkelte af pigerne skjuler i øvrigt deres ansigt bag slør, da vi fotograferer ned i klassen.



Der regnes på livet løs

Ved den efterfølgende te med lærerne hører vi, at der i området går i alt 1.100 børn i grundskole fordelt på den skole, vi besøger, samt en anden skole.

Efter skolebesøget skumpler vi op gennem byen ad den smalle grusvej, der i undertiden stejle snoninger ender på et plateau nær den første bjergkam, hvor politistationen ligger. Efter besøg på politistationen vender vi tilbage til skolen og får forevist det nærved liggende vælgerregistreringssted til valget i efteråret.

Registreringsstedet har et lokale for kvinder og et for mænd, og i løbet af den første lille uge, der er gået siden man gik i gang, er 600 kvinder og 900 mænd blevet registreret. I alt er der 3 vælgerregistreringssteder i området ved Estalét.

Godt klokken 14 begiver vi os tilbage mod hovedvejen. Vi passerer soldaterbyvagten og er snart ude i marklandskabet og kommer forbi en mand, der trækker en ko, som der ikke er meget mere end kvie i efter danske forhold. Gedehyrder søger skygge under enkeltstående bredkronede træer. En dreng i vejsiden passer et par køer, et æsel og tre geder, mens en mand med en lille dreng i hælene driver en snes geder og kid samt to køer af sted.

Lige før udkørslen på hovedvejen i Qarah Bagh kører vi over et kampvognsbælte, der er lagt over vejen som en hastighedsdæmpende foranstaltning. Ude på asfaltvejen har vi kort efter udsigt til de høje bjerge mod nord med sne på toppene; de synes at svæve i luften på en grå skytåge, der rejser sig op fra jorden. En sandstorm er på vej, men bag de høje sneklædte bjerge titter hvide skyer stadig frem med en stærkblå himmel som baggrund.

Gang på gang sydpå mod Kabul bliver vi mindet om, hvad borgerkrige kan gøre ved et land. Vi har udsigt til den ene mere eller mindre ruinlagte landsby efter den anden, passerer minerede områder og konstaterer hist og pist enkelte kampvogne og andet militært isenkram ligge i landskabet og blive til rust. Heldigvis er genopbygningen af landsbyerne mange steder i gang og minerydderne flittige, og Hans feltpræst mener at kunne huske, at der lå meget mere isenkram og flød sidst han kom forbi for 1½ år siden.

Som vi nærmer os Kabul tager vinden til og når nærmest stormstyrke, i hvert fald i stød, og det er den rene sandtåge, vi kører i, da vi når ud til Camp Warehouse.

”Din mor er her ikke!” er en af standardbemærkningerne blandt udsendte soldater, når der går slendrian i tingene, og folk glemmer at varetage deres opgaver, og de lige skal have en påmindelse om deres efterladenhed.

I mange henseender har udsendte soldater ellers en slags reservemor i hverdagen i den forstand, at tingene bare bliver gjort uden at man selv behøver at røre en finger. Man går over i kantinen, morgen middag og aften og får maden serveret og skal heller ikke vaske op.

Snavsetøjet bliver puttet i net med ens særlige nummer to gange om ugen og kommer retur rent og endda lagt så nogenlunde pænt sammen. Og der mangler som regel ikke noget af det, man har sendt til vask. Og engang imellem spekulerer man måske lidt naivt over, hvordan det dog kan gå til, at ens tøj ikke bliver blandet sammen med andres.

Men immervæk er det sådan, at ikke alt i hverdagen bare bliver gjort for en. Hver fredag er ens mor i form af kantinen der således ikke, og så må man selv sørge for maden, således som vi så her i Camp Viking gør i fællesskab anført af et køkkenhold og med skiftende borddæknings- og opvaskehold.

Også på andre områder hjælper ingen kære mor, men man må selv klare opgaven. En af de tilbagevendende og aldrig ophørende opgaver for alle i Camp Viking er således rengøring. Opgaven er af en sådan art, at man kan knapt kan sige, at den er ført til ende, før man kan begynde forfra. Det er simpelthen danaidernes kar om igen.

Aldrig kan man efter en grundig søndagsrengøring af teltkabinen før eftermiddagens hygiejneinspektion være sikker på, at der ikke kommer en tåge af jordens støv dragende forbi og pudrer den skinnende rene kabine til med et tyndt men umiskendeligt gråt lag af lerpulver.

Det er på samme vis med bilerne, der også jævnligt skal have en overhaling, men der går som regel mindre end kort tid og få kilometer, før man om rengøringen må konstatere, at det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det!

Til stor glæde for alle, der tilbringer meget af dagen i kørsel i GD, er der kommet nye sædeovertræk til samtlige GD’er. Dette var for de fleste en anledning til at give GD’en en ekstraordinær overhaling med indvendig oprydning og støvaftørring med opvredet klud, hvilket alt sammen kan klares på pladsen mellem terminalteltet og lejrens udendørs håndvask.

Den udvendige vask og spuling klares andetsteds, nemlig hos Ecolog, som har til huse på Jalalabad Road godt halvvejs inde mod Kabul, og hvor der er vaskeplads til to biler ad gangen, og hvor lokalt ansatte afghanere står for bilvasken.

Ecolog, der står for ”International Sanitary & Ecology Services” og som navnet til trods er tysk ejet, men med lokale afghanske ansatte, står for al den rengøring, som vi ikke selv står for, lige fra tømning af spildevandstanke og toiletter over vask og spuling af biler til vask af tøj.

Hvis man – når man alligevel står ved vaskepladsen på Ecologs område og venter på, at ens køretøj bliver vasket – tager sig tid til at gå omkring hjørnet, vil man der kunne se ind i to ganske pænt store haller med vaskemaskiner på række efter hinanden og i to etager og desuden tørretumblere en masse.



Et hjørne af vaskeriet ved Ecolog

Og efter et sådan kig har man fået svar på det spørgsmål, der måske har naget en, nemlig hvordan det undgås at ens vasketøj bliver blandet sammen med andres. Tøjet fra hvert enkelt vasketøjsnet, og det uanset om det er propfyldt eller der kun er et enkelt lommetørklæde i nettet, bliver lagt i hver sin vaskemaskine og således vasket hver for sig og siden tørret og lagt tilbage i nettet.

Og det var jo egentlig nok, hvad man kunne sige sig selv; men på den anden side, så skulle man jo vide det, før man kunne sige det til sig selv. Og der kan et kig ind i en vaskehal så hjælpe på ens viden!