Uge 35 ved ISAF 6

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Der er måske noget om snakken. Vi er i hvert fald langt fra DK og føler os også temmelig isoleret, selvom der bestandig er folk omkring os.



Kim og Michael spiller Backgammon i middagsheden

Denne isolationsfølelse forstærkedes i forrige uge, da vores interne net, Fiin-nettet gik ned – sandsynligvis pga. overophedning - og vi ikke kunne kommunikere med myndigheder i DK på sædvanlig vis. To IT-specialister fra HOK blev sendt herud. I onsdags ankom de så til lejren og gik, så snart de havde fået deres bagage i hænde, i gang med at udbedre vores defekte IT-system. Resultatet var inden ret længe mærkbart.

Hvis vores to velfærdscomputere ved samme lejlighed kunne blive speedet op, hvilket der skulle være en chance for, ville det glæde os rigtig meget! Der er ofte trængsel ved disse apparater.



Tre FO-hold mødes ved Kongegraven

Vores vaskeplads finder vi mellem forsynerteltet og det såkaldte termtelt, hvor forsyninger, udstyr, etc. kommer og går. På vaskepladsen er der tit trængsel med diverse rengøring af personel og udstyr. Her klatvasker man eventuelt, dypper hoved og fødder, som det ofte kan være behov for, børster tænder om aftenen mm.

Efter at have benyttet én af de to såkaldte raketter (festivaltoiletter), der er placeret ved vaskepladsen, vasker man selvfølgelig grundigt sine hænder! Ve den stakkel, der efterlader andet end småt i raketten! Eneste formildende omstændighed er, hvis man har pistolskid og ikke tør forsøge at nå hen til én, til både småt og stort, autoriseret raket. Skidegodt!

I en lille kvist på taget over den store vaskekumme med de tre vandhaner på hver side har et tidligere hold anbragt et ur i rød-hvide farver, som angiver klokkeslettet i DK. Det er da meget smukt at kigge på også en søvnig morgen, hvor I derhjemme jo sandsynligvis ligger og snuer endnu. Tankerne har ikke så svært ved at få vinger!



Vaskepladsen i Camp Viking(CV)

En ting, der desværre virkelig har irriteret mange af os, er den ekstremt langsommelige postgang. Er det rimeligt, at post - både den ene og den anden vej - skal kunne bruge hen imod en måned for at nå frem? Nej, det er helt uacceptabelt! Det er ikke sært, at mine to tørfisk fra Færøerne lugtede noget, skønt de var pakket ned under fem lag plastic!

Sender man gennem det tyske postvæsen, hvilket jo også er muligt, går det noget hurtigere, men man må så selv punge ud.
Vel har vi mail-systemet og velfærdstelefonerne, hvor man kan ringe længe på et telekort til 100,- kr., når det ellers virker, men et rigtigt papirbrev er nu noget af det bedste, man kan få.



Krigere på ’TV-Hill’, hvor udsigten over Kabul er fremragende – Lasse også kaldet ’Lille Debet’, Waheed og Søren

Det er en fin ordning, at vi kan sende breve under 20 gram portofrit herfra.
I torsdags var vi så heldige, at vi kunne få breve med kurerpost til DK, så hvis nogen af jer har fået breve herfra dateret den 25. eller 26.8., så er dette altså forklaringen på den usædvanlig friske hilsen.



Surobi – fra venstre Thomas, Hanne, Thomas, Kim og FPR

Fredag var mange af os efter morgenbriefingen og hele formiddagen på skydebane. Det er vigtigt at holde kanonen varm hernede, så man kan bruge den, hvis det bliver nødvendigt - altså vedligeholdende uddannelse.

Det er faktisk skægt at være på skydebane i missionsområdet. Skydebanen er ikke så steril, indhegnet og friseret som derhjemme. Det har mere karakter af feltskydning og er betydelig mere realistisk end så ofte på en hjemlig skydebane. Hvor i DK hører man geder og får med klokker i nærheden, når der skydes, eller hyrder, der råber på bjergskråningen bagved skiverne?

Hvor giver skyderierne et sådant langstrakt, rullende ekko, som her i bjergene? Hvor i DK kommer der børn og voksne løbende og begynder at indsamle de tomme patronhylstre? Vi forsøgte at jage dem væk, men med svigtende held. Det var faktisk ikke helt ufarligt. Først da der kom lokale soldater til, vankede der øretæver til de patronhungrende unger.

MP’erne demonstrerede også deres særegne 40 mm gevær til affyring af gasgranater og andet godt. Vi overvejede at bruge geværet imod de ovennævnte tyveknægte, men undlod det klogelig!



På skydebanen fredag morgen

Sidst på eftermiddagen fredag var feltpræsten inviteret til fredagsbøn i en større shia-muslimsk moske i Kabuls ’downtown’ sammen med den finske og svenske kollega i Camp Warehouse (CW). Den finske præst, der samtidig er CIMIC-officer dvs. arbejder i en humanitær-hjælpende enhed, havde kontakten til imamen (muslimsk præst).

Det blev en kæmpeoplevelse for os alle. Først blev vi i et sidelokale inviteret på grøn te, som blev serveret i store vandglas og smagte udmærket, og en hyggelig samtale via én af finnernes tolke førtes med imamen.

Bagefter var vi med til det meste af fredagsbønnen, hvor imamen, da han var kommet op at sidde, begyndte sin tale med direkte at omtale os gæster og byde os velkommen offentligt. Der var flere højttalere udenfor, så hans ord kunne høres vidt omkring. Han kaldte os tre for kristne, lærde teologer og mullaer og nævnte udtrykkelig de tre lande, hvorfra vi kom.

De tre finske pigesoldater, der var med fik lov til at gå op til de burkaklædte blå kvinder på første sal. Ifølge vores tolk var også det noget af en sensation. Vi mænd blev anvist nogle fremsatte stole ved bagvæggen, hvorfra vi kunne overskue hele scenariet og vi skulle endelig bare beholde vores fodtøj på.

Det var spændende at sidde der ved indgangen og betragte de forskellige moske-gængere. Mændene blev, når de kom indenfor, af en cigaretrygende fyr tilbudt små plasticposer til deres fodtøj.
Det var førstegangsoplevelse for os alle!



Vagn åbner Beach Party

Lørdag aften havde Camp Viking arrangeret en storstilet Beach Party, hvortil mange gæster fra vore nordiske brødrefolk, kollegaer og samarbejdspartnere og andre håndplukkede var inviteret. Der blev gjort et kolossalt stort stykke forberedelsesarbejde med bålplads midt på banen, palmekulisser i periferien, lamper, udendørs bar etc.

Lysshowet og den fede musik blev leveret af en amerikansk gut fra KAIA. Skønsmæssigt var vi vel omkring de 200, os selv inkluderet.
Man fik en eksotisk velkomstdrink ved ankomsten og kunne ellers købe iskolde øl og vand i baren undervejs. Chefen åbnede ballet med en lille velkomsthilsen. Folk var inviteret til at møde op i civilt kluns. Det gjorde de fleste så også, nogle endog i calypso-spraglede klude.

Der var forberedt et par konkurrencer og der var opstillet hold på fem deltagere fra hver af de fire nordiske lande. Norge vandt suverænt i begge discipliner, vi selv kom på andenpladsen og Sverige og Finland fik henholdsvis tredje- og fjerdepladsen. Den første konkurrence var en form for ’helikopterflyvning’(billedet), den næste sækkeløb på tid gennem et lille vandbassin og over eller under en bom, rundt om ’maj-stangen’ og tilbage samme vej.

Man glemte nærmest tid og sted i den stille og lune afghanske måneskinsaften.
Festen, der blev afviklet meget professionelt og fik megen ros, sluttede som aftalt kl. 10.30.



Beach Party lørdag aften blev en kanonsucces!

Der er stadigvæk lidt småkævl iblandt os til tider, men den generelle stemning i Camp Viking(CV) er uhyre positiv. Der er måske for mange ’høvdinge’ i lejren, men der hersker nu som regel et godt kammeratskab og et solidt sammenhold, alle vore forskelligheder og særheder til trods.

Den nationale kampgejst nåede et klimaks, da håndboldpigernes guldsejr fik alle de små hår til at rejse sig. Vi sad klistret til skærmen og jublen var lang og inderlig, da afgørelsen omsider faldt.



Højlydt jubel i messeteltet ved håndboldpigernes OL-sejr søndag middag

De første af os tager på leave allerede på torsdag. Vær ikke for gode ved dem, så de vil blive hjemme! Vær heller ikke for slemme ved dem, så vi skal til at feje dem op bagefter!
Mange varme tanker herfra til alle jer på hjemmefronten og hvor I nu måtte befinde jer!

Ugebrev fra DANCON/ISAF 6
for uge 35, 2004