Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Uge 43 i Irak
Ugen begyndte meget fredelig og rolig. Alt åndede fred og idyl her. Der har, så vidt jeg har indtryk af, ikke været mange uheld eller farlige episoder på dette hold. Derfor regnede jeg også med, at det ville blive sådan i de tre uger, jeg vikarierede for bataljonens feltpræst, Claus Pontoppidan, der er hjemme på leave.
26. oktober, 2004 - Kl. 02.00
[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Camp Danevang kommer stadig mere til at ligne en lejr. Den store bygning er cafeteriet.
Men sådan skulle det ikke blive. Torsdag var jeg på besøg hos den deling, vi har i Al-Faw. Jeg kørte derned med en eskorte, siddende bagerst i en Mercedes GD. Når man sidder der, så er der jo ikke megen beskyttelse mod angreb på forskellig vis, men jeg satte min lid til, at soldaterne jo kørte ruten hver dag, så jeg havde ikke noget at frygte. Og det meste af vejen kørte vi langt ude på landet, hvor vi kun så sand, sand og atter sand ad veje, der lod en del tilbage at ønske, når man sidder lidt ukomfortabelt.
Delingen i Al-Faw var ved godt mod, og efterhånden har de fået forhold, som er rimelige at leve under.
Denne deling skulle kun være der i to uger, så jeg holdt samtidig feltgudstjeneste for dem. De mødte meget talstærkt op, og vi havde en god stund med hinanden.
Jeg ville gerne tilbage til Camp Danevang, så jeg var klar igen om fredagen. Derfor kørte jeg hjem med aftenens sidste patrulje, som var tilbage i lejren i løbet af natten. Vi var tilbage klokken 2.00.
Næste morgen blev jeg vækket, fordi der var brug for mig. En patrulje var blevet ramt af en vejsidebombe (IED), og der var to sårede. Sådan lød den første melding. Der blev hektisk aktivitet. Heldigvis gik der ikke længe, før meldingen kom om, at de kun var lettere sårede.
De var på den sædvanlige rute kørt på en vejsidebombe, der var skjult i en Hesco-bastion (en metalkurv af trådnet der bruges som beskyttelsesmur). Meget hurtigt var der briter på stedet og i løbet af kort tid også dansk hjælp. De to sårede blev i en Sisu (pansret ambulance) transporteret til det britiske felthospital på Sheiba Log Base.
Men på vejen hertil blev denne eskorte ramt af endnu en vejsidebombe og denne gang var meldingen, at en dansk soldat var alvorligt såret.
Travlheden i Danevang blev meget hektisk. Alle patruljer blev beordret til at forblive, hvor de var, og der var ingen udkørsel overhovedet.
I løbet af kort tid fik vi heldigvis melding om, at den sidst sårede soldat var uden for livsfare. Han havde fået en voldsom hjernerystelse, men var ellers sluppet uden særlige men. Når uheldet var ude, så var vi sluppet utrolig billigt, men en kraftig forskrækkelse og en påmindelse om, at vores mission ikke er uden fare.
Tilfældigvis var en TV 2 medarbejder med på den patrulje, der først blev ramt af en bombe, så pressen var på pletten, må vi sige. Det gav jo dem et førstehåndsindtryk af faren, og det blev jo pludselig til nyhedsstof, de kunne levere til den hjemlige presse.
Jeg har indtryk af, at denne episode i det hele taget gav en voldsom kontakt fra den danske presse til den danske lejr. Stabschefen, Næstkommanderende og PIO havde i hvert fald både røde og store ører af at tale i telefon de næste par dage.
Når soldater har været udsat for voldsomme oplevelser taler de tingene igennem. Her deltager feltpræsten. Vi kunne konstatere, at soldaterne havde handlet fuldt professionelt med kammerathjælp, førstehjælp og sikring lige efter bogen.
De to lettere sårede var begge med ved samtalerne samme eftermiddag, og den tredje lå på det britiske felthospital, hvor jeg besøgte ham fredag aften. Han var et stort smil, og mente at være klar den næste dag. Han kom dagen efter tilbage til Danevangs infirmeri og blev udskrevet søndag. Nu skal han tage den med ro i en uge, og så er han klar igen. Det er gæve og veluddannede unge mennesker, vi arbejder med hernede – det viste fredagens episoder til fulde.
Camp Danevang fra vagttårnet.
IED truslen er ikke bare trussel, men en reel fare. Den har givet anledning til megen snak blandt soldaterne om patruljering i bløde køretøjer. Der er blevet talt meget om, at vi bør have flere pansrede køretøjer til patruljering i de områder, hvor IED truslen er størst. Og samtidig ønsker mange, at vi udstyres med elektronisk udstyr, der kan jamme disse bomber. Udstyret er bestilt og skal leveres hurtigst muligt.
Mit ophold i Iraq sluttede i går, mandag. Jeg synes, at tre uger er gået på ingen tid, og kan slet ikke forstå, at jeg allerede skal hjem. Modsat alle andre her i lejren har jeg lyst til at blive her længere. Nu har jeg lige lært folkene og lejren at kende, og så skal jeg hjem. Men jeg må sige, at opholdet her har givet mig lyst til at tage af sted igen.
Camp Danevang kommer stadig mere til at ligne en lejr. Den store bygning er cafeteriet.
Men sådan skulle det ikke blive. Torsdag var jeg på besøg hos den deling, vi har i Al-Faw. Jeg kørte derned med en eskorte, siddende bagerst i en Mercedes GD. Når man sidder der, så er der jo ikke megen beskyttelse mod angreb på forskellig vis, men jeg satte min lid til, at soldaterne jo kørte ruten hver dag, så jeg havde ikke noget at frygte. Og det meste af vejen kørte vi langt ude på landet, hvor vi kun så sand, sand og atter sand ad veje, der lod en del tilbage at ønske, når man sidder lidt ukomfortabelt.
Delingen i Al-Faw var ved godt mod, og efterhånden har de fået forhold, som er rimelige at leve under.
Denne deling skulle kun være der i to uger, så jeg holdt samtidig feltgudstjeneste for dem. De mødte meget talstærkt op, og vi havde en god stund med hinanden.
Jeg ville gerne tilbage til Camp Danevang, så jeg var klar igen om fredagen. Derfor kørte jeg hjem med aftenens sidste patrulje, som var tilbage i lejren i løbet af natten. Vi var tilbage klokken 2.00.
Næste morgen blev jeg vækket, fordi der var brug for mig. En patrulje var blevet ramt af en vejsidebombe (IED), og der var to sårede. Sådan lød den første melding. Der blev hektisk aktivitet. Heldigvis gik der ikke længe, før meldingen kom om, at de kun var lettere sårede.
De var på den sædvanlige rute kørt på en vejsidebombe, der var skjult i en Hesco-bastion (en metalkurv af trådnet der bruges som beskyttelsesmur). Meget hurtigt var der briter på stedet og i løbet af kort tid også dansk hjælp. De to sårede blev i en Sisu (pansret ambulance) transporteret til det britiske felthospital på Sheiba Log Base.
Men på vejen hertil blev denne eskorte ramt af endnu en vejsidebombe og denne gang var meldingen, at en dansk soldat var alvorligt såret.
Travlheden i Danevang blev meget hektisk. Alle patruljer blev beordret til at forblive, hvor de var, og der var ingen udkørsel overhovedet.
I løbet af kort tid fik vi heldigvis melding om, at den sidst sårede soldat var uden for livsfare. Han havde fået en voldsom hjernerystelse, men var ellers sluppet uden særlige men. Når uheldet var ude, så var vi sluppet utrolig billigt, men en kraftig forskrækkelse og en påmindelse om, at vores mission ikke er uden fare.
Tilfældigvis var en TV 2 medarbejder med på den patrulje, der først blev ramt af en bombe, så pressen var på pletten, må vi sige. Det gav jo dem et førstehåndsindtryk af faren, og det blev jo pludselig til nyhedsstof, de kunne levere til den hjemlige presse.
Jeg har indtryk af, at denne episode i det hele taget gav en voldsom kontakt fra den danske presse til den danske lejr. Stabschefen, Næstkommanderende og PIO havde i hvert fald både røde og store ører af at tale i telefon de næste par dage.
Når soldater har været udsat for voldsomme oplevelser taler de tingene igennem. Her deltager feltpræsten. Vi kunne konstatere, at soldaterne havde handlet fuldt professionelt med kammerathjælp, førstehjælp og sikring lige efter bogen.
De to lettere sårede var begge med ved samtalerne samme eftermiddag, og den tredje lå på det britiske felthospital, hvor jeg besøgte ham fredag aften. Han var et stort smil, og mente at være klar den næste dag. Han kom dagen efter tilbage til Danevangs infirmeri og blev udskrevet søndag. Nu skal han tage den med ro i en uge, og så er han klar igen. Det er gæve og veluddannede unge mennesker, vi arbejder med hernede – det viste fredagens episoder til fulde.
Camp Danevang fra vagttårnet.
IED truslen er ikke bare trussel, men en reel fare. Den har givet anledning til megen snak blandt soldaterne om patruljering i bløde køretøjer. Der er blevet talt meget om, at vi bør have flere pansrede køretøjer til patruljering i de områder, hvor IED truslen er størst. Og samtidig ønsker mange, at vi udstyres med elektronisk udstyr, der kan jamme disse bomber. Udstyret er bestilt og skal leveres hurtigst muligt.
Mit ophold i Iraq sluttede i går, mandag. Jeg synes, at tre uger er gået på ingen tid, og kan slet ikke forstå, at jeg allerede skal hjem. Modsat alle andre her i lejren har jeg lyst til at blive her længere. Nu har jeg lige lært folkene og lejren at kende, og så skal jeg hjem. Men jeg må sige, at opholdet her har givet mig lyst til at tage af sted igen.