Uge 45 ved ISAF hold 6.

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]



Kamelen med dansk postkasse

Ugen er gået med arbejde og fritid i en sød vekselvirkning. Stemningen er god hernede, selvom det er med vemod, at vi ser frem til at skulle flytte lejr og udskifte den charmerende teltlejr med en ganske vist mere komfortabel containerlejr. Alle gode kræfter må sættes ind på, at skabe en ny lejr med lige så meget charme som den eksisterende.

Tirsdag kom folkene fra Mazar-E-Sharif på besøg. De var kørt den lange tur på 400 km 2 dage før tid, for at være sikre på at komme med den rigtige flyforbindelse. Morten tager hjem for at danne et nyt observatørhold. I det hele taget er det en kunst at få alle transportforbindelserne til at passe sammen med alle de mennesker, der skal fra Danmark til Kabul og videre rundt i Afghanistan. Nemmere bliver det heller ikke, at Forsvaret skal arbejde sammen med de øvrige nordiske lande og om flysæderne i Pegasus Airlines. Faren for overbooking er tilstede, men heldigvis kan der tilvejebringes andre ruter:

Onsdag var vi et lille hold, der stod klar i Kastrup til afgang, men blev afvist. Tyve danskere skulle til Kabul og fordeles til andre destinationer – en stor udfordring for lejrens transportplanlægning. Dog kunne vi allerede dagen efter komme med en forbindelse over Prag og Asserbadjan. Det var en spændende oplevelse at sætte sig ind et fly fra Azzerbaijan Airlines. Kabinen lugtede som en stald og de mange indflyvende afghaneres begejstring over at gense bjergene gjorde det umuligt at overholde seatbelt-bestemmelserne. Og så, til de læsere, der endnu ikke skulle være klar over det: Indflyvningen til Kabul er altså ualmindelig smuk. De sneklædte bjerge bliver højere og stejlere jo nærmere man kommer sletten, hvorpå byen ligger. Jeg forstår så ganske afghanernes begejstring for dette majestætiske landskab. Flystolene kunne lægges fremover og således kunne begge sæderækker omdannes til overhalingsbaner for dem, der gerne ville sætte foden på afghansk jord så hurtigt som muligt.



Fransk feltkirke i militærlejren ved KABUL INTERNATIONAL AIRPORT - fotograferet af en lidt misundelig dansk feltpræst

Det største leavehold er kommet tilbage efter tre ugers leave. Nu er der kun 2-3 måneder tilbage. Vores mekaniker kom ikke tilbage efter leave og han vil blive savnet her i lejren. Beslutningen om at forblive hos familien er en god beslutning.

En del af det store gæstehold torsdag bestod af Chef RECCE for hold 7. Den i forvejen gode stemning fik endnu et løft ved synet af de kommende afløsere. Ny folk betyder: Snart hjem.



Chef RECCE hold 7.

Opfindsomheden er stor, når det gælder at flygte fra det tyske feltkøkken. Tyskerne tror åbenbart at alle jordens folkeslag elsker, når alle friske grøntvarer overhældes med eddike. Selv iceberg kan de få til at smage af agurkesalat. Søndag har vi kæmpet os igennem Knödel, hvilket burde udløse mere belønning end en 25km march. Det blev diskuteret, hvorvidt disse boller kunne genanvendes som ammunition eller til at lave dræn under vores nye lejrområde.
Tirsdag blev der købt bøffer grillet – et kongeligt måltid for kun 10 USD.
Lørdag var vi på pizzeria hos Kroaterne, som har en glimrende biks kørende der.

Lørdag var der DANCONmarch igen. Terrænvariationen var begrænset, eftersom turen bestod af 12 omgange (25km) ad hovedfærdselsåren i Camp Warehouse. Set fra Danmark kan det måske forekomme som burhøns, der har fået stress, når 121 soldater fra alle lande vandrer rundt og rundt indenfor hegnet – men set herfra er det en vandresport, som afføder stor entusiasme både hos deltagere og tilskuere.

Pizzaturen lørdag var egentlig kun for tøser, men blev partycrashed af feltpater og SSG Gert. Vi måtte forklare de øvrige mænd, at der er forskel på mænd og gentlemen. Mænd er sådan nogle, der står og måber i baren, mens gentlemen forlader stedet med damer.

Efter pizza gik vi til fest hos tyskerne. Masser af technolarm og kulørte lamper. I gården blev julesæsonen allerede skudt i gang med servering af Glühwein (en slags glögg ugen snask). Nu er tyskere jo imidlertid både lumske og voldsomme. Det viste sig, at der raktes 2 slags Glühwein over disken: En harmløs, smagfuld en som overlægen med troldmandshat stod og skænkede, mens han rørende fortalte om overskuddet, det går til Afghanistans børn. Den anden type, derimod, blev blandet af unge Feldwebel sygehjælpere. Den indeholdt en del disinfektionsmiddel fra felthospitalet og indvirkede på undertegnede på en måde, som ikke er god, når der holdes feltgudstjeneste.



Troldmanden deler ud af den milde Glühwein …

Jeg havde besluttet at købe et håndskåret feltalter på søndagsmarkedet. Søndagsmarkedet består af lokale, som får lov at slå deres boder op ovre ved Bulgarerne og sælge alt muligt – og altså også en håndskåret trækiste. Jeg fik pruttet prisen ned fra 70 til 50 euro og kunne såmænd nok have fået den billigere, hvis ikke den tyske gift hele tiden prøvede at sende mit maveindhold i hovedet på den handlende.



Kl. 10.00 overgik trækisten fra islam til kristendommen.

Søndag eftermiddag var der wolleyballturnering landene i mellem. Danmark klarede sig ikke så godt. Måske skal vi ændre holdning til emnet træning. Det er nok en god idé at gå bort fra den holdning, at det er usportsligt at træne og lave teambuilding. Vores egen wolleybane i Camp Viking blev skueplads for en livlig kamp mellem Bulgarien, Rumænien samt Spaniens 2. hold. Volleybanen bag stabsbygningen var ikke nær så højrøstet. Her spillede Danmark og Finland.



Begejstringen vil ingen ende tage hos de finske tilskuere, efter at deres hold tog føringen..