UGE-brev for uge 10, ISAF

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Mandag: kunne Term-elementet berette, at der dagen i forvejen var blevet tid til, at første mand skulle sendes hjem til Danmark på leave (ferie). Det er Term-folkene, der står for aflevering og afhentning af personel i lufthavnen. For de to Term-folk er det startskuddet til, at der skal folk til Danmark ret ofte, og der begynder kort efter at komme nogen tilbage fra leave. Det betyder derfor, at der bliver en masse at lave, og tiden går hurtigere, før vi også selv skal se vore egne familier.

Mandag var der også nogle danskere på visit hos italienerne, og det betød samtidig, at det tyske feltkøkken ”blev kastet over højre skulder”. Italienerne har jo en pragtfuld madkultur, og den nød fem danskere i dag godt af!

I morgen kommer dagen, hvor vi sender anden mand til Danmark, nemlig Flemming Postmester, hans leave falder på et godt tidspunkt, da han søndag fejrede bryllupsdag ved at »ringe med klokken« i messeteltet, hvilket betød en omgang i messen.

Tirsdag: undrede forbindelsesholdene til Kabul City Police (KCP) sig over, at de befinder sig i en stille periode for tiden. De mener det måske kunne skyldes, at det er så koldt, så alle de kriminelle holder fri? Derfor benyttede de lejligheden til at lave noget CIMIC-arbejde (samarbejde mellem civile og militære myndigheder) inde på KCP.

I forbindelse med politistationen er der nemlig en børnehave, hvor de mangler stort set alt. Da vores folk blev kontaktet af børnehavelederen, der spurgte os om de kunne hjælpe med noget mad samt andet tilbehør, slog de omgående til. FO-holdet fortæller:

»I en fart undersøgte vi, om der var nogen i vores ISAF-organisation (LNO-kontoret, der står for forbindelsesteam’ene), der ville/kunne hjælpe. Det var der heldigvis. Vore tyske kolleger viste sig fra deres bedste side og skabte hurtigt kontakt til en tysk, civil hjælpeorganisation. I løbet af forbløffende kort tid fik vi arrangeret både mad og legetøj til børnehaven. Vi fik endog lavet en aftale om, at hjælpeorganisationen vil sponsorere ris ugentligt til ungerne i børnehaven. Så på torsdag vil der være en ceremoni, hvor hjælpeorganisationen og ISAF overrækker mad og legetøj til børnehaven under stor pressedækning.«

FO-holdet har også deres små, venskabelige drillerier med deres tyske venner på KCP. De fortæller: »Det tyske forbindelseshold, som indgår i vores vagt, har været nødt til at aflevere deres militære køretøj (en GD) til den tyske kampgruppe, der manglede biler, for at de kunne være operative. Det lykkedes os i en lang periode at bilde tyskerne ind, at de ville få en Toyota Corolla som patruljevogn. Men da de endelig dukkede op med deres ”nye” patruljevogn, var det nu dem, der grinede ad os: De havde nemlig fået en Toyota Landcruiser med aircondition og CD-anlæg, servostyring, varme i sæderne, centrallås osv. - Så den, der ler sidst, ler bedst!«

Tirsdag var også dagen, hvor Birte, vores lokale ”skidt-tilpas-pige”, havde fødselsdag. Hun fyldte 27 år for X antal gange, sagde hun selv. Vi ønskede selvfølgelig Tillykke med dagen til Birte og sang fødselsdagssang ved aftenappellen.

Onsdag: kunne vi igen vågne op til en meget kold morgen, der nok kunne få en og anden til at lade sig lokke tilbage til en dejlig, varm seng. Men det gælder bare om at komme ud af fjerene og så i gang med alle de små og store gøremål. Alligevel er det lidt surt at skulle begynde dagen med at skulle hælde 100 liter fyringsolie på sin WAM-40 (det lille fyr, der leverer varme til beboelsesteltet). På den anden side: hvad gør man ikke for at få temperaturen til at stige i teltet fra omkr. 3 grader til noget, der nærmer sig stuetemperatur?

I kommandosektionen har de mange specialer gang i mange forskellige ting: Birte Sygeplejerske gik i gang med tilrettelæggelse af det store vaccinationsprogram, samtidig med at hun også skulle tilse dem, der gik rundt og enten hostede eller havde ondt i halsen.

Henrik NK var i fuld gang med at forberede den præsentation af de enkelte sektioner, der skulle bruges ved pårørendearrangementet i Varde, lørdag den 15. marts (hvor Henrik for øvrigt selv skulle på leave, men alligevel måtte møde op i Varde og fortælle om det glade lejrliv i Camp Viking.)

Den smule hår, feltpræsten har tilbage på hovedet, påstod han selv er blevet lidt mere gråt den sidste tid på grund af mange spekulationer over forløbet af den mindeceremoni, vi skulle deltage i torsdag morgen, den 06. marts, på årsdagen for den sprængningsulykke, der sidste år kostede tre, danske soldater livet i Kabul. Præsten har deltaget i planlægning af en ceremoni med kransenedlæggelse her i lejren. Desuden er der også en ceremoni på den kristne kirkegård inde i Kabul, hvor der skal afsløres en mindesten for de døde.

Torsdag: kunne MP-gruppen berette lidt om, hvad der var sket i deres dagligdag i den sidste uges tid:

»Fredag den 28. februar var en dag, mange MP’er hernede havde set frem til med spænding. Det var dagen, hvor vores internationale MP-enhed fik en af de helt store saltvandsindsprøjtninger. Vi fik nemlig tilgang af ikke mindre end 40 nye kollegaer fra Kroatien. De kroatiske MP’er er specielt udvalgt til denne mission blandt de ca. 2000 MP’er, der findes i Kroatien, så det er virkelig eliten, der er kommet herned til os. Med hensyn til sproget er de i hvert fald godt med i forhold til flere andre nationer, idet rigtig mange af dem taler engelsk. «

MP’erne kunne også fortælle, at der mandag aften blev fejret fastelavn hernede, idet man havde omdannet det store træningstelt til festsal med diskotek og udskænkning. Teltet havde ekstraordinært fået lov til at holde åbent til 24. Da MP’erne skulle lukke festen lidt over midnat, var stemningen stadig ganske høj, og det kan kun undre, at tyske soldater kan blive så »lystige« af kun to dåser øl! Men efter lidt overtalelse lykkedes det dog vore ordenshåndhævere at forklare alle, at det nok var bedst at kigge lidt på den indvendige side af øjenlågene.

De første dage i ugen gik også med at rekognoscere i anledning af de to mindeceremonier for de danske og tyske soldater, der blev dræbt ved mineulykken hernede for et år siden. Den ene af ceremonierne skulle afholdes på den internationale kirkegård inde i Kabul, og den internationale MP-station skulle stå for sikkerheden i området. Det hele forløb ganske efter planen og de omkomne soldater blev mindet ved to smukke ceremonier, forestået af bl.a. de to tyske, en engelsk og den danske feltpræst. Ved samme lejlighed blev der præsenteret et fællesmonument til minde om de soldater, der er døde under tjenesten i Afghanistan.

Fredag: var det som vanligt Forsynings- og Vedligeholdelsessektionen, der havde fået æren af at skrive hjem til deres kære pårørende.

De kunne fortælle, at de havde haft en stille og rolig dag, der nok skyldtes det dejlige vejr, vi har fået i Kabul. Solen skinnede højt fra en skyfri himmel, så der var blevet solbadet i rå mængder. (Vi vil jo gerne være lækre og brune, når vi kommer hjem på leave.)

Bjarne havde været med en lille flok danske soldater inde i Kabul og købe lidt potter og pander, som skal bruges til vores ugentlige fredags-grill-arrangement, så vi f.eks. kan få æggekage med diverse lækkert tilbehør. Det var efterhånden ved at være måneder siden, de fleste af os havde fået æg, så det glædede vi os meget til.

En del af sektionen hade været ovre ved de spanske soldater og spille fodbold, vi skal jo også holde os lidt i form; og når man nu skal det, kan det ligeså godt være sjovt, og det synes de fleste jo, at fodbold er. Endelig kunne Forsyningen og Vedligeholdelsen fortælle, at temperaturen og humøret sidst på dagen steg yderligere nogle grader, da der kom post fra Danmark omtrent samtidig med, at vi skulle indtage vores lækre, hjemmefabrikerede fredagsmad, som bl.a. Kontor-Ole og Birte Pineplejerske igen, igen havde hovedansvaret for. Vi siger tak for rigtig meget, dejlig post og tak for rigtig meget og dejlig mad!

Lørdag: var det Comm-centerets tur til at fortælle løst og fast om udsendelserne samt om deres halv- eller helhemmelige arbejde i kommunikationsbunkeren.
De er nogle vigtige nøglepersoner, der først og fremmest skal sørge for, at den vigtige, militære kommunikation klapper. Hver gang et dansk køretøj forlader Camp Warehouse, skal der være konstant radiokontakt mellem køretøj og Comm-center, så man hele tiden ved, hvor folk er, hvis der pludselig opstår problemer.

Men derud over er Comm-centerets folk nøglepersoner, hvad angår vores almindelige telefon- og IT-forbindelse til Danmark. Hvis Internettet er nede, går Camp Vikings beboere nærmest i sort, når man ikke lige kan tjekke mails otte gange i døgnet. Når nettet er nede, sendes der derfor lange blikke til Comm-centerfolkene med bøn om, at de snart får nettet op og køre igen.

Comm-centeret kunne også fortælle, at alle stadig har det godt, men at vi selvfølgelig savner jer derhjemme.

Søndag: kunne Sanitetselementet sætte sig til computeren og give deres input til dagens HOK-avis. Det blev lidt af et tilbageblik på den forgangne uges højdepunkter. Bl.a. mindeceremonien om torsdagen for sprængningsulykken den 6. marts i 2002 samt for de andre soldater, der er døde under tjeneste i Afghanistan:

»Ulykken blev mindet ved forskellige arrangementer. Dagen begyndte med en kort mindeceremoni med kransenedlæggelse her i lejren, hvor den tyske general holdt en kort tale og hvor den danske, den engelske og den tyske kontingentchef læste navne på de døde soldater fra de tre lande. Derefter drog et antal danskere sammen med repræsentanter fra andre nationer til Den Kristne Kirkegård inde i Kabul. Her var blevet opsat en mindetavle for de dræbte soldater og også her blev der nedlagt en krans. Den danske og en tysk feltpræst læste udvalgte tekster fra Bibelen, bad en bøn og lyste velsignelsen. Der blev også sunget en salme, hvor teksten var trykt på både dansk og tysk, så alle deltagere kunne synge med. Der blev endvidere spillet på både sækkepibe og trompet – alt i alt en smuk højtidelighed.«

Senere tog en lille gruppe danskere og tyskere ud på selve ulykkesstedet, hvor der er rejst en sten. For to af deltagerne var det specielt at være på sprængningsstedet. En af deltagerne var nemlig med på hold 1 og havde for et år siden netop forladt ulykkesstedet fem minutter inden ulykken. En anden af deltagerne har normalt tjeneste i Flyvevåbnets Luftevakuering og var for et år siden med til at bringe de sårede hjem til Danmark. Den danske kontingentchef og feltpræsten deltog også på turen til sprængningsstedet. Der var ikke nogen egentlig ceremoni derude, men der blev -efter tysk skik- tændt levende lys på de afmærkninger, der markerer stedet.

[En artikel om selve ceremonien kan læses på HOK’s hjemmeside på adressen www.hok.dk . Artiklens navn er: »We will remember them«]

Dagen efter blev vi atter engang mindet om, hvor skrøbelig freden er herude, og hvor vigtigt det er, at vi overholder sikkerhedsreglerne. En hollandsk patrulje blev udsat for et angreb med en bombe. Felthospitalet blev sat i alarmberedskab og her fungerede alt perfekt. Vi var klar til at modtage de sårede, der eventuelt måtte komme. Desværre døde en afghansk tolk og en hollandsk soldat blev lettere såret.

Vi har dog også haft glædelige oplevelser. Den danske overlæge, der er blevet direktør for lejrens felthospital, blev i ugens løb, ved en aftenappel, tillagt midlertidig grad af »Stabslæge af 2. grad«, hvilket naturligvis medførte en omgang i messen. Vi ser gerne flere af den slags begivenheder.