Ugebrev fra DANCON/ISAF5

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

14 stykker kommer slæbende med rygsække og håndtasker hen til de mange biler, der er startet op og klar til at køre. Her i tusmørket før solen kommer op bag bjergene mod øst, er vi ved at tage afsked med de første fra hold 5, der er på vej hjem.



Bilerne pakkes inden afgang for 1. rotation.

Det er næsten helt uvirkeligt, at det allerede er ved at være forbi for hold 5. Tiden er fløjet af sted. 6 måneder er gået. Fyldt med spændende oplevelser, mange indtryk, hyggelige aftner og så videre. Det er da heller ikke et farvel, der bliver sagt ude ved bilerne. Men der bliver derimod sagt på gensyn i Varde om et par uger, hvor vi samles igen for sidste gang. Her kommer højdepunktet onsdag og torsdag, hvor vi først om onsdagen har parade og pårørendearrangement. Om torsdagen skal der så tages ordentligt afsked ved en stor fest, som vi alle glæder os til.

Der ligger selvfølgelig noget af et arbejde bag vores hjemrejse. Christian har som næstkommanderende i lang tid forud arbejdet på at lave en ordentlig rotationsplan. Den skulle afstemmes med hold 6’s planer og med folkene på Danilog i Vordingborg. Der har skullet bestilles flypladser hos tyskerne og busser fra Köln til Varde. Kommandokontoret har skullet lave NATO-rejseordrer. Og vores bagage har skullet sendes af sted i forvejen.

Hvad angår bagagen, så er det LP, der særligt tager sig af det. Han har været vores postmand, som dog ikke kun har stået for afsendelse og modtagelse af breve og pakker, men som også har taget sig af tjenesteposten. Sidste fredag blev 10-15 store kolli-kasser sendt af sted med det meste af vores bagage: Køjesække, flyttekasser med ringbind og så videre.



LP foran sit posthus.

Vores personlige bagage i køjesækkene kunne dog ikke bare lige sådan sendes af sted. De skulle først gennemlyses og tjekkes for eventuelle smuglervarer. Det var selvfølgelig MP’erne, der sammen med Allan og LP tog sig af det. Alt blev læsset på en lastbil og kørt til Kabul International Airport (KAIA), hvor MP’erne dernede så tog sig af gennemlysningen. Selvfølgelig havde alle rent mel i posen.

Som Transportbefalingsmand har Allan selvfølgelig haft mest at se til. For det er ham, der skal have reserveret plads til alle på de tyske fly. Vi skal jo først flyves ud af Kabul til Thermez i Usbekistan med Trans-All, der er militære transport fly. I Thermez skal vi så videre til Köln med Airbus.

Vi er ikke de eneste, der roterer i disse dage. Det gør tyskerne blandt andet selv, så der er pres på flyafgangene. Det betød så også, at de, der egentlig skulle have været af sted onsdag, allerede blev fløjet til Thermez tirsdag morgen. Tilsvarende var det meningen, at dem, der egentlig skulle have været af sted lørdag, skulle flyve af sted fredag morgen.

Sådan gik det ikke! Onsdag fik vi at vide, at alle Trans-All fly var blevet grounded, fordi man i Frankrig havde opdaget en fejl på et fly. Hvad der skulle ske, stod hen i det uvisse. Det skortede dog ikke på rygter! Et rygte sagde, at rotationerne ville blive rykket, så 2. rotation skulle ud den 14. og 3. rotation den 17. juli. Et andet rygte sagde, at alle ville komme hjem den 14. Et tredje rygte sagde, at 2. rotation nok skulle komme ud lørdag. Så blev det til søndag, og så til mandag.

Nogle af rygterne gik på, at amerikanerne skulle flyve os til Thermez. Det var også sandt, at der var forhandlinger i gang. Men så kunne det ikke lade sig gøre, fordi usbekerne forlangte for mange penge for at lade amerikanerne lande. Så hørte vi, at vi måske skulle flyves til Dubai. Men det var vist en and.

Ak ja. Spekulationerne har været mange, og det har ikke skortet på gode idéer om, hvordan tyskerne burde gribe det an. Ja mange har vist et formidabelt overblik og enestående lederevner i deres forslag til, hvordan også HOK straks burde sende en Hercules herned eller lade os flyve med nordmændene, svenskerne og finnerne.

Stakkels Allan har været den, der har stået for skud. Han har gået i pendulfart mellem Camp Viking og Flugplanner og har ikke kunnet sige andet, end det han fik at vide. Alligevel var der krav om, at han skulle kunne be- eller afkræfte de mange rygter.

Allan blev dog dagens helt søndag efter appel, hvor han kunne meddele, at amerikanerne alligevel flyver os til Thermez i Hercules. 2. rotation skal derfor hjem onsdag den 14. og de fleste fra 3. rotation torsdag den 15. juli. 3. rotation kommer så til at flyve med et ukrainsk Tupolev-fly. Det bliver sikkert også en oplevelse.



Allan ved siden af sin GD.

Da rækken af biler sætter af sted tirsdag morgen med kurs mod lufthavnen, er det en tur, vi alle har gjort flere gange. Men Allan og LP er dog dem, der uden tvivl har taget turen oftest. Næsten hver dag igennem de 6 måneder har Allan til appel kunne meddele, at der ud over vægt- og kredsløbsgymnastik i forholdet 66,6% til 33,3% har været en tur til KAIA. For da Allan og LP udgør transportgruppen, er det først og fremmest også dem, der har taget sig af at bringe og hente folk og gods.

Vejen ind til lufthavnen har vi også alle gjort utallige gange. Særligt de første mange kilometer, der går langs Jalalabad Road. Men det gør ikke så meget, at solen endnu ikke er stået op denne tirsdag, for alt det fremmedartede, der gjorde indtryk på os, første gang vi kørte her en kold januarmorgen, er nu blevet til hverdag og vi bemærker knap så meget ruinerne, de lerklinede huse, de farvestrålende lastbiler, afghanerne i deres dagligdag, fattigdommen og alt det andet.

At vi skal så tidligt af sted skyldes i øvrigt sommerheden. For jo varmere det bliver, des tyndere bliver luften og jo mere besvær har Trans All flyene med at komme over bjergkæden Hindukush. Temperaturerne kommer i disse dage op mod de 40 grader, og allerede kl. 8.00 har vi passeret de 30. Så det er med at få flyene i luften så tidligt som muligt. Det kan her lige nævnes, at det faktisk kun er en frisk sandstorm, der kan få temperaturerne ned, men det er til gengæld ikke særligt spændende.



En sandstorm kommer ind over Kabul.

Efter ankomsten til KAIA er der en lille briefing og et navneopråb, hvor efter de 14 bliver checket ind og så ellers kan give sig til at vente, ind til Trans All flyene ankommer fra Thermez.

Normalt ville Allan, LP og alle de andre, der har kørt ind, nu stille sig ved siden af flyparkeringspladsen for at vente på tilrejsende. Det var ikke tilfældet i tirsdags, da de første fra hold 6 først skulle ankomme onsdag morgen. Men da stod de så også parate, da 17 styks soldater udsendt af Kongens Artilleriregiment steg af Trans All flyene.

Kl. 8.00 onsdag morgen var alle de nye fra hold 6 bragt ud til Camp Viking, og siden har den så stået på overdragelse. Det skaber selvfølgelig lidt forvirring, rastløshed og uro hist og her. Vi husker selv, hvordan det var, da vi kom herned, hvor vi brændte for at komme i gang og ikke syntes, at det kunne gå hurtigt nok med at få de andre sendt af sted.

Sådan har dem fra hold 6 også haft det, lige så vel som vi gerne har villet give opgaverne videre til de andre og meget gerne har villet hjem. Rastløsheden er selvfølgelig ikke blevet bedre af uvisheden omkring vores afrejse og så ikke mindst af, at hold 6’s 2. rotation heller ikke er kommet hertil endnu.

Hold 6’s 2. rotation har nemlig siddet på en kaserne med 12 mandsstuer i Köln siden torsdag aften og flyver planmæssigt først af sted tirsdag. Så vi skal nu ikke klage, for det kan ikke være spændende. Vi andre har noget at lave, kan nyde solen, få os en øl i messen og gå rundt i lejren og få sagt farvel til venner, bekendte og ”forretningsforbindelser”.

Vi har også fået sagt et første farvel til vores lokalarbejder Shah. For det er jo en god dansk tradition, at man giver sine ansatte en afskedsgave. Shah har ikke mindst fortjent det, for han har været så venlig og tjenstvillig, så der ikke har været grænser for det.

Shah har egentlig ikke haft et nemt arbejde. For han har været hæmmet af ikke at kunne tale med os. Men med fagter, pegefingre, smil og grimasser er vi nået langt. Han har altid så gerne villet give en hånd med, hvor det var muligt. For hans faste arbejdsopgaver, som han har været ansat til at gøre, har han hurtigt fået af vejen, og derfor altid sprunget til, hvis han kunne se, at der kunne være brug for ham. Ja, nogen gange har det næsten været for meget, - og også lidt til besvær! Men altid gjort i den bedste mening.

Ud over at vi samlede en pengegave ind til Shah, så fik han også konserves, krydderier, mel, ris, pasta, sukker, marmelader med videre fra vores køkken. Hold 6 havde nemlig (lidt ubetænksomt) insisteret på at modtage køkkenet helt tomt. Så det yderst velassorterede køkken, som de sidste hold har bygget op, kom så Shah til gode. Og han var meget overvældet, over alt det han fik.



Shah sammen med Inger og Thomas efter han har fået sin afskedsgave.

Det var egentlig heller ikke så sært, at han glædesstrålende kunne fortælle, hvor stor lykke det havde gjort hos hans familie. For der var varer for mindst 5000 kr., hvilket ikke siger så lidt her i landet. Vi fyldte en GD fuldstændig op med varer, og det var lidt af et mirakel at se, hvordan Shah og en taxa-chauffør fik det hele proppet ind i en stationcar. Der var nærmest ikke plads til Shah og chaufføren.

Ud over de forskellige afskedsceremonier, har vi desuden kunnet gå og glæde os til at skulle hjem og ikke mindst genopfriske gode minder fra de sidste 6 måneder. Ser man eksempelvis de 26 ugebreve igennem, det nu er blevet til, og bladrer man i de ca. 180 telefonaviser, som har været indtalt på HOK’s telefon for pårørende, så får man genopfrisket meget af det, som vi har oplevet.

I Ugebrevene og telefonaviserne har det selvfølgelig først og fremmest været de store begivenheder, der er blevet omtalt. Fødselsdage, festlige arrangementer, fællesspisningen om fredagen, de forskellige ture i og udenfor Kabul, store politiske og religiøse begivenheder i landet og lidt mere.

Der har dog hele tiden været festlige indslag i det små. Her har MP’erne blandt andet altid været gode for noget underholdning. Allerede under vores missionsorienterede uddannelse blev Thomas, Søren, Steffen og Mads døbt Nissebanden. Ikke kun på grund af deres røde baretter, men også fordi de fra begyndelsen havde et specielt sammenhold. Uden tvivl rigtig godt, men alligevel med en konstant drillende tone og et hierarki, hvor ingen var i tvivl om, at Thomas bestemte og at Mads skulle tage sig af det grove.

MP’erne har haft deres eget telt. Det kan vi andre være glade for, for der er sket de mest underlige ting derinde. Meget tåler ikke dagens lys! Men et eksempel er, da Steffen kom hjem fra leave og hans buf var fyldt helt op sand, hvor der i midten var placeret en stor papmaché-kaktus!



Thomas, Søren, Steffen og Mads.

Sådan har de også taget meget pænt mod deres første afløser, der kom i onsdags, hvor de tog et kompromitterende billede af ham, som de har truet med skulle på denne hjemmeside, hvis han ikke skrev under på overdragelsespapirerne. Billedet ville dog aldrig komme igennem den hårde censur dette Ugebrev er underlagt lige fra skribenten over chefen til HOK’s pressechef og hans medarbejdere (som lige i en parentes fortjener en tak for godt samarbejde omkring Ugebrevene!).

Der kunne nævnes et utal af andre små hyggelige, sjove og festlige begivenheder fra det sidste halve år, som ikke er kommet med i Ugebrevene. Nogen har dog fundet vej til telefonavisen, som de enkelte delinger og sektioner på skift har skrevet. Her har alle været gode til lige at gøre rede for, hvad de havde oplevet i den forgangne uge. Men når jeg nu har nævnt MP’erne, så skal Søren Løfte-MP også nævnes i denne sammenhæng, for han har været en trofast og usammenlignelig telefonavis-skribent, der altid har vist tegn på anger, hvis den skulle glippe for ham en enkelt torsdag.

Meget er således sket igennem det sidste halve år. Det er det også i Afghanistan. Hver dag vender flygtninge tilbage. Udbombede huse sættes i stand. Nye bygges. Håndværkere og forretninger etablerer sig overalt. Alt i byen syder af aktivitet. Det er et tegn på en optimistisk holdning blandt befolkningen, selvom man også fornemmer en vis mistro til fremtiden.

Lidt pessimistisk kunne man også tolke aktiviteten som et forsøg på at nå så meget som muligt, inden det hele eventuelt bryder ud i krig og uro igen. Det er svært at sige. Men der er ingen tvivl om, at der er folk i landet, der er imod ISAF og koalitionsstyrkerne. Det gælder ikke kun Taleban, Al-Queda og HiG. Men det gælder også mange Warlords.

Søndag blev det offentliggjort, at Præsidentvalget vil finde sted den 9. oktober og at valget til parlamentet kommer i foråret 2005. Vi har længe oplevet, hvordan diverse grupper har prøvet på at forhindre valgregistreringen, og det vil uden tvivl eskalere op til valgene. Derfor er der også brug for vores tilstedeværelse i landet. Vi sikrer uden tvivl den fred, der trods alt er her.

Som en del af ISAF har vi således også gjort en forskel. Det har vi alle en andel i. Vi har gjort et godt stykke arbejde hernede, og kan tage hjem med god samvittighed. Vi efterlader Camp Viking i en meget bedre stand, end vi modtog den i. Vores forbindelsesofficershold har skabt mange kontakter og udvidet deres arbejdsfelt. Det samme gælder ikke mindst Koefoed, der som chef for alle brigadens forbindelsesofficerer har ført vigtige forhandlinger med højtstående personer i landet, nået gode resultater og skabt mange vigtige kontakter.

Der er derfor åbnet nogle veje for hold 6, som de kan køre videre af. Der vil blive rigeligt for dem at tage sig til, hvis de kører videre i de spor, som Koefoed har lagt foran dem. De får så oven i købet også lov til at opleve Præsidentvalget. Det havde vi håbet at komme til, men har jo desværre set det udskudt flere gange.

Det er derfor lidt vemodigt, at vi nu skal af sted. Mange er egentlig slet ikke parate til at tage hjem, for der er hele tiden nye udfordringer og spændende oplevelser forude. Alligevel savner vi selvfølgelig alle jer derhjemme og ser frem til at sætte foden på god dansk fugtig jord! Men glæden ved de opgaver vi har haft og ikke mindst det fællesskab, der har været i lejren, har været stort. Det bliver svært at slippe og vi kommer uden tvivl til at savne det.

Det har været en god tur. Det skylder vi ikke mindst jer derhjemme en tak for. En tak til ægtefæller, forældre, kærester, børn, børnebørn, venner og bekendte, fordi I lod os komme af sted og fordi I har støttet os hele vejen igennem. Men vi skylder selvfølgelig også hinanden en tak for, at det blev en god tur. Vi har gjort vores pligt og lidt til!