Ugebrev fra Kabul for uge 26

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Dels forretter vi stadig vor tjeneste indenfor de forskellige tjenestegrene men dels kan vi også ”begynde at se lyset for enden af tunnelen”, idet vi alle regner med at sætte foden solidt og godt på den danske jord senest inden for de næste ca. tre uger.

Derfor er stemningen høj i ”Camp Viking” og efter udskejning om aftenen hersker der en meget optimistisk stemning rundt om bordet, når snakken går om, hvad vi skal hjem og lave. Mange fantaserer vildt om, at de skal hjem og ”have en rigtig en på opleveren”.

Men indtil videre er vi stadig her i Kabul og er fortsat meget indstillede på at følge missionen til dørs, så vi kan lave en god overlevering til vore efterfølgere på hold fire. Den første rotation fra nord ankommer til Kabul om to uger, så der arbejdes på højtryk for at vi kan sige, at vi har gjort et solidt stykke arbejde her i Afghanistan.

I den forløbne uge har vi levet det glade lejrliv i ”Camp Viking” med mange forskellige opgaver og oplevelser. Ved ugens begyndelse kunne man endnu se enkelte danske soldater, der havde tydelige eftervirkninger af den såkaldte ”Tyskermarch” på to gange 25 km med fuld oppakning inden for et døgn. Enkelte af ”de sårede krigere” trådte meget forsigtigt på deres ømme fødder, men nu en god uge efter marchen er alle ”fit for fight” igen. Selv overlæge Flemming har i dag aflagt de grønne operationstræsko og iført sig reglementerede støvler.

På samme måde er eftervirkningerne af det maveonde, der i godt en uge plagede den danske lejr, nu stærkt på retur. Så dem, der lidt ufrivilligt havde fundet den slanke linie, er nu ved at nå deres normalvægt igen - til stor ærgrelse for nogle af os!

Sidste søndag oplevede tre danskere i lejren at blive midlertidigt hjemløse, idet de var nødt til at pakke deres ejendele sammen og rydde deres sovekabine, fordi der var blevet konstateret råd og svamp i gulvet i telt 2.



Det drejede sig om Chefen, NK og Feltpræsten, der måtte friste en tilværelse som hjemløse en lille uges tid. De måtte derfor lege ”slumstormere” og finde et ledigt hjørne i et andet telt, medens der blev lagt nyt teltbund i deres telt. Heldigvis oplevede de stor gæstfrihed i tre andre telte.

Med god og håndværkskyndig hjælp fra bl. a. COMMCENTERETs folk blev der dog på rekordtid lagt et nyt gulv i telt 2, så de tre midlertidigt hjemløse kunne flytte ind i deres eget telt, inden ugen var omme. Lidt muntert blev det bemærket om de tre beboere i telt 2, at hvis de havde virket lidt ”høje” ind imellem, så skyldtes det måske mængden af de svampe, der dyrkedes under gulvet i teltet. - Sådan er der en naturlig forklaring på alt!




Mandag: var det Sankt Hans-aftens-dag. Den havde vi dog fejret allerede fredag den 20. juni, hvor vi var inviteret til ”Nordisk aften” hos vore svenske og finske venner. Nordmændene var også inviteret, så det var virkelig det nordiske broderskab, der blev dyrket denne aften. Der var først fællesspisning ved festligt pyntede borde hos finnerne. Der blev sunget meget ved spisningen. Et specielt festligt indslag var det, da de enkelte landes nationalsange blev afsunget. Vi danskere sang dygtigt med på både den norske og den svenske nationalsang. Da vi nåede til ”Der er et yndigt land” kunne vi høre, at mange af vore nordiske brødre og søstre havde set landskampe i fjernsynet. Det lød i hvert fald, som om vi sad sammen med godt 40.000 andre begejstrede fodboldtilhængere i en tætpakket Idrætspark i København. Til gengæld blev vi lidt mere lavmælte, da vi nåede til den finske nationalhymne, som ikke ret mange af os kunne synge med på. Efter spisningen trak vi over i den svenske lejr, hvor der var midsommerbål og diverse forfriskninger. Det blev en dejlig oplevelse, hvor det nordiske sammenhold slog ud i lys lue, både i direkte og i overført betydning.

Tirsdag: fik vi et godt eksempel på, at nogle af danskerne er ved at takke af hernede. Således kunne et af Forbindelsesholdene fortælle i dagens HOK-avis, at vore lokale samarbejdspartnere var kede af at skulle tage afsked med os. Det var sket med ordene: ”Det er det sædvanlige: Ikke så snart er vi blevet fortrolige med hinanden og har lært hinanden godt at kende, så tager I hjem!” Men sådan er betingelserne jo for en tidsbegrænset udsendelse. Men der var dog også fortrøstning at spore hos vore lokale venner, for de var overbeviste om, at vi ville sørge for, at det gode samarbejde ikke vil gå i stå, fordi vi tager hjem. Der kommer jo heldigvis også dygtige folk efter os.



Onsdag: kunne Kommandosektionen berette, at de følte det, som om nogen havde skruet ”det store varmeapparat” et par takker op. I hvert fald kunne vi konstatere, at dagtemperaturen var røget et par grader yderligere op ad skalaen, således at solen rigtig bed i de mange tætbarberede isser. Om aftenen blæste det kraftigt op, så det rykkede gevaldigt i teltene. Blæsten betød også, at det tykke støvlag, der ligger overalt hernede, blev blæst hid og did for vinden, så det næsten ikke var til at opholde sig udendørs, fordi man fik sand i både øjne og ører, og hvis man åbnede munden, knasede det så underligt mellem tænderne. Men vi forsøgte at holde modet oppe hos hinanden ved at hygge os i heden, støvet og blæsten, medens vi lod vor vildeste fantasi lege med tanken om en stille og kølig …. omgang dansk sommerregn!

Torsdag: kunne MP’erne berette, at også de er midt i forberedelserne til et vagtskifte. Således er de ved at tilrettelægge den overdragelse, der skal finde sted, når lederskabet af ISAF skifter fra en tysk/hollandsk ledet mission til styring i NATO-regie. Det bliver en begivenhed, der kræver stor indsats fra MP’ernes side og vore fire politisoldater taler af erfaring: de har allerede prøvet et sådant arrangement, idet de selv var i aktion, da vi i februar skiftede fra tyrkisk ledelse den nuværende tysk/hollandske.

Fredag: kunne den talstærke Forsynings- og Vedligeholdelsessektion berette løst og fast om hændelserne i dagens løb. Sært nok kom deres dagsberetning i høj grad til at kredse om de kulinariske oplevelser, som er en ugentlig tilbagevendende begivenhed om fredagen. Det er nemlig fredag, hvor der er lukket i det tyske feltkøkken, hvorfor vi må brødføde os selv denne dag. Det er dog ikke noget problem, da vi har vore meget dygtige, danske mesterkokke, »To gange Ole«, i gang fra tidlig morgen om fredagen.
En typisk fredag begynder med et overdådigt morgenbord, hvor man kan forsyne sig med alt, hvad hjertet begærer: friskbagt brød, laks, røræg med bacon, ost, marmelade, honning og diverse morgenmadsprodukter (cerealier). Efter sådan et morgenmåltid er det bare om at komme i gang for at forbrænde nogle kalorier, for allerede ved frokosttid lyder gonggongen fra køkkenet igen. Frokosten i fredags bestod af den lækreste omgang pasta (kogt prima ”al dente”) med en yderst velsmagende kødsauce. Derudover serveredes der det mest velsmagende helt nybagte brød, med en krumme, der sagde spar-to til alt. Virkelig en bagepræstation, der kaldte på mange kokkehuer!

Det var godt, at solen skinnede, så vi kunne svede lidt fedt af i heden, for vi skulle jo samle kræfter igen til aftensmaden, der -for en gangs skyld- ikke var grillmad. Den helt ubeskriveligt overdådige og lukulliske dinner fandt sted i to afdelinger: Først blev der serveret velstegt oksemørbrad; fyldt svinemørbrad; stegte kyllingestykker og ”pommes fritter”; kogt, karrykrydret ris og en himmerigsmundfuld af MP-Oles ”velpolstrede” whiskysauce. Dertil var der selvfølgelig friskbagte flûtes!

Efter en kort pause, hvor vi lige kunne nå at lægge maverne lidt ned, blev der serveret en dessert, der smagte, så vi kunne høre englene synge syvstemmigt - hvis noget sådant ellers kan lade sig gøre! I hvert fald blev der underligt stille, da den portionsanrettede dessert blev båret rundt. Det var van Dyk (FEKS), der havde tilbragt det meste af eftermiddagen med at bage de lækreste pandekager, der nu var anrettet med dessertis og syltede frugter. Som den perfekte prik over i’et var desserten overhældt med en yderst velsmagende sauce fremstillet af Grand Marnier. Det hele var dækket af et tykt lag af nypisket flødeskum. Ret en lækkerbisken og en kaloriebombe af de meget sprængfarlige!

Samme aften havde vi forskellige gæster i lejren. Chefen havde således besøg at to nordiske kontingentchefer og den tyske LNO-chef, medens vore læger havde besøg af et italiensk læge-team. Vi er helt overbeviste om, at disse gæster skyndte sig hjem til deres lejre for at sprede rygterne om de dygtige, danske chefkokke! I hvert fald havde alle middagsgæsterne det den aften, som de tre bukkebruse i det gamle eventyr: vi var blevet så trinde og runde, at vi kunne trille lige hjem i vore telte!

Lørdag: kunne de gæve folk i COMMCENTERET, vores lokale ”hjernetrust”, fortælle om deres gøren og laden - og det var ikke så lidt: Dels havde et par mand fra centeret været på skydebanen med NK og andre skydeentusiaster, hvor de havde erhvervet et eftertragtet, amerikansk skydemærke. Dels havde den ”store fører” i COMMCENTER, S.L., været aktiv med at arrangere et befalingsmandsmøde til lørdag aften, hvor det vigtigste punkt vist var af mere kulinarisk tilsnit. Men som altid, når Steen gør noget, var menuen klassificeret til ”Yderst Hemmelig” - måske endda ”COSMIC-TOP-SECRET” (CTS). Heldigvis var der dog enkelte, der oplevede at få lov til at smage smulerne fra de riges bord, og de kunne afsløre, at menuen havde stået på en lækker pizza med spændende fyld samt pasta og kødsauce - dog frisktilberedt og ikke ”opvarmede spektakler” fra fredagens frokost!

Søndag: kunne Sanitetselementet, der består af vore to overlæger, Flemming og Gunner, en nytilkommen narkoseoverlæge Kurt F. samt vores energiske operationssygeplejerske, Pia, binde en sløjfe på en begivenhedsrig uge i ”Camp Viking”. Således kunne Pia, på holdets vegne, berette, at lægerne ugen igennem - ved siden af deres normale jobs på felthospitalet - havde været travlt beskæftigede om aftenen med at foretage det reglementerede helbredscheck af os alle - en procedure, vi alle skal igennem inden hjemsendelsen fra Kabul.

Vi fik også lige genopfrisket, at vi lørdag aften havde været inviteret til tyskernes rotationsfest, der fandt sted på den rummelige, ”spanske plads” eller ”Plaza Espanol”, hvor vi havde fået serveret en velsmagende gullasch-suppe. Der havde også været mulighed for at læske ganen med velsmagende, tysk fadøl i solide, tyske stentøjskrus. Og det var yderst tiltrængt med noget flydende, idet stemmebåndene blev meget indtørrede på grund af den højrøstede fællessang - med korrekt, tysk føring og forsang - til tyske schlagere. En anden grund til, at drøbelen kunne trænge til lidt fugt, var, at det blæste kraftigt op under den udendørs spisning, så evt. ophedede kinder på grund af det tyske fadøl, på det mest diskrete var sminket med et tykt lag støv. I hvert fald var vi ret enige om, at vi var lidt grå i ansigterne, da vi kom tilbage til den danske lejr - og det var bestemt ikke øllets skyld!




Vi sender de kærligste og mest længselsfulde hilsener hjem til alle vore kære i Danmark. Vi undskylder lidt, at det kulinariske kom til at fylde så meget, men dels skal vi jo holde os til sandheden og dels må I forstå, at: ”uden mad og drikke, duer heltene ikke!” Måske fik I også historien om mad-niveauet, for at I ikke skal tro, at det er en flok udhungrede, danske soldater, der vender hjem om få uger. Nej, det er en flok veltrænede, kritiske gourmet’er, der er virkelig godt vant - specielt når det gælder køkkenets glæder! Af samme grund er I allerede nu advaret. Vi lader os ikke spise af med hvad som helst!

Vi høres ved igen om en uge og I må hygge jer i den danske sommer indtil da.