CIMICs oplevelser i sandkassen

Af Gitte Hansen, CIMICDEL

CIMIC er en lille bitte deling, der har stor kontakt med lokalbefolkningen, det være sig blandt andet til borgmestrene + byrådsmedlemmerne, vand-, og el-managers, skoleinspektører og læger. I små teams indtager CIMIC det danske ansvarsområde, med støtte til strukturering af møder, indsamling af prioriteringslister over for eksempel hvad der skal laves på skolerne, og hvad er nødvendigt at få renoveret.

Hvert CST (CIMIC Support Team) har deres ugentlige møder og tit sker der noget der krydre disse oplevelser lidt ekstra. F.eks. var Hannah og Christian ude på vand i forbindelse med et besøg hos marskaraberne, som er et slags irakisk svar på sigøjnere. Det er ofte marskaraberne, der får skylden for alskens ulykker af byboerne, så man bliver vel modtaget, når man besøger dette udskilte folkefærd.

Selv om folk i marsken lever spartansk i sivhuse og lerhytter, er de selvforsynende og er superglade for besøg og for at få taget billeder af sig selv.  

Hannah og Christian sammen med tolken Maitham

Frokost uden ”gris”
Irakerne viser til tider deres taknemmelighed med en frokost, hvor der typisk bliver udbredt en kæmpe voksdug på gulvet, hvor efter der så diskes op med diverse frugter og ris, kylling, falafel, stegt lever og andet delikat og spændende. Gert og Carsten tænkte så, ”om det ikke var en idé, at vi lavede en dansk frokost” – og det var det da!

Med hjælp fra køkkenet blev der fremskaffet blandt andet tun i makrel, rejer med mayonnaise, gravad laks med dildsovs. Den medbragte stærke ost blev der rynket på næsen af og nogle mente, at ”den lugtede som en fisk, der havde ligget en måned”. Rugbrødet derimod gik som, nå ja, varmt brød – i Irak er det fladbrød baseret på hvedemel, salt og vand der er mest udbredt, og det smager rigtig godt og koster næsten ingen penge.

Frokost i det blå?

Gangbroer
Tanja og Simon har været ude og se på et utal af de såkaldte ”Foot bridges” (gangbroer), hvor en del af dem trænger til en kraftig renovering, da nogle af dem kun består af en enkelt tilpasset palmestamme. Disse broer bliver benyttet af både skolebørn og kvæg hver dag, så de skal kunne stå imod en hel del.

Nogle af broerne er bare skrammel, der er klasket sammen med et par jernplader. Det er meget vigtigt for irakerne at kunne passere floder og vandløb for ikke at skulle gå kæmpe omveje, når de for eksempel skal på marked.  

Kan skidtet mon holde?

Ingen eskorte = Ingen CIMIC
CIMIC får hver uge eskorter fra hele bataljonen – uden dem ingen CIMIC arbejde, projekter eller møder. På nuværende tidspunkt er vi inde i et rigtig godt samarbejde og det er ren luksus, når man får alle de ønskede eskorter.

Det er svært at sætte CIMIC i ”bås”, fortælle alt hvad der foregår i kulissen. Det spændende er at komme med ind hvor det foregår, når eskorten, som jo er de efterhånden hårdt prøvede panserinfanterister, spejdere og folk fra stabs,- og logistikkompagniet, har parkeret køretøjerne og stillet op for at sikre.

Kulturkløft på den blide måde
Når jeg har været med ude og hilse på byrådsmedlemmer, borgmestre, imamer, sheiker, politifolk, læger og lærere har det altid været mænd. Enkelte har ikke villet hilse, men de fleste har dog smilende accepteret den hilsen jeg har givet dem ved at tage mig til hjertet med højre hånd og læne mig lidt frem, sænke hovedet en smule og smilende sige ”As Salaamu ´Aleekum” (goddag).

Der er klart dømt kulturkløft. Den smule nervøsitet jeg medbragte fra provinsen i Nordsjælland blev ikke udløst, den er væk efter god modtagelse uanset hvor jeg er kommet i Irak. Det skyldes naturligvis også at mine gode kollegaer har haft stjerner hos de lokale og at jeg så på den måde er blevet inviteret ind til fin middag og at jeg faktisk som kvinde fik lov til at komme med ind i soveværelset og hilse på alle kvinderne, der normalt er ”usynlige” når man er på besøg.

Vi kan på ingen måde tale sammen, da mit arabiske er så begrænset, at de dårligt nok forstår mit ”goddag” og deres engelsk er ikke eksisterende, men med smil og fagter og til tider høje grin foregår der alligevel en spøjs form for kommunikation.

En af de små ”troldebørn” der slet ikke er til at stå for!

I øjeblikket går vi spændt og venter på vores afløsere, for det bliver en stresset periode med en masse overdragelse, tusinder af informationer, instruktioner og procedure til langt ud på aftenen.