Når bønder fisker med elektricitet

Af kaptajn Søren
CH/IGDET/STAB&LOGKMP
DANCON/IRAK 5

- Det var en anderledes opgave, vi blev stillet, i det vi ikke før har gennemført bådpatruljer. Opgaven blev ikke mindre spændende af, at vi skulle samarbejde med vores engelske venner, fortæller kaptajn Søren, chef for ingeniørdetachementet.

Hans ingeniørsoldater og soldater fra britiske Corunna Coy var stillet opgaven at patruljere floddeltaet vest for Basra i båd med det formål at undersøge, om lokale banditter skjulte våben i floddeltaet. Patruljen var en tre-dages operation og begyndte 30. marts.

Bådene er sat i vandet. Afsøgningen kan begynde.

- Vi sejlede ud mod målområdet, der var et floddelta omkring en mindre landsby. Sejlturen derud blev brugt til at vænne os alle til, at ”jorden” ikke var hård og samtidig bevægede sig, siger Søren, der erkender, at i hvert fald han selv har det bedst med at have landjord under fødderne.

- Efterhånden som vi nærmede os målet, blev trafikken på floden tættere og hver gang vi mødte en lokal båd lavede vi en kontrol af båden og dens indhold i hvad der hurtigt blev døbt et Dolphin check point. Det blev hurtigt klart for os, at de mennesker der sejler rundt på floderne i noget, der minder om en overdimensioneret kano med motor på, er lokale fiskere eller bønder, der forsøger at skaffe levebrød til deres familier

Fiskernes metoder er lidt anderledes end man er vant til i Danmark. I stedet for at fiske med garn eller stang, har de et apparatur, der giver fiskene et elektrisk stød, hvorefter de kan samle dem op.

Bønder til søs
- Det kan umiddelbart lyde mærkeligt, at vi mødte bønder på vandet, hvor man sjældent ser en fortravlet dansk landmand opholde sig. Vi fandt dog ud af, at der var en forholdsvis logisk forklaring. Irak er ikke særlig frodig og det er svært for køerne at finde føde på landjorden.

Derfor sejler bønderne ud i marsken, hvor de bruger det meste af dagen på at skære en form for siv. Arbejdet er meget opslidende, da det foregår ved, at bønderne står i vand til armhulerne og skærer sivene ned med et sejl. Kontrasten til det, vi er vant til hjemmefra, er meget stor, og der er ikke nogen tvivl om, at disse menneskers hverdag primært drejer sig om at få mad på bordet den næste dag.

En af de mange bebyggelser i marskområdet. Lerklinede hytter side om side med blikstalde.

I soldaternes målområde var der en enkelt landsby, hvorfra det meste af trafikken på floden udgik. Landsbyen var meget fattig og selv efter irakisk standard meget primitiv. Hytterne var typisk lerklinede langhuse med sivtag.
 
- Vi kunne se, at kvinderne stod og formede møg fra husdyrene til små pandekager, der efter tørring bruges til brænde i de små jordovne, hvor de bager deres brød. Tankerne vandrede automatisk hen på steder som Hjerl Hede eller Lejre. Situationen blev næsten absurd af, at der på nogle enkelte af hytterne var monteret paraboler, fortæller Søren.

De efterfølgende dage sejlede soldaterne op af bifloderne, der alle førte ud i marskområdet. Til deres store undren stødte vi gang på gang på små hytter eller huse midt ude i ingenting. Der boede som regel en hyrde, der passede de meget hyppigt forekommende vandbøfler.

Patrulje op ad kanalerne. En behagelig afveksling til ørkenen.

Konklusionen efter tre dages sejlads var, at der i marsken lever mange mennesker, der lever af floderne, og at de generelt har rigeligt at gøre med at få mad på bordet. Våben fandt soldaterne ikke.