Afskedsparade for Kim Wadim

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Mai Eriksen, presseofficer, Irak hold 8

Det er ikke til at fatte. Vi er på vej til helikopterlandingspladsen for at ære en kollega, som er død. Han var en dansk soldat her i Irak ligesom alle os på vej til afskedsparade for at mindes ham.

Kim var en god ven og kammerat. Det har vi hørt en af hans kollegaer fortælle mandag aften, da vi holdt en mindeceremoni. Ordenes lyd står stadig klart: han var dygtig, en stærk holdspiller, og han havde altid overskud til at hjælpe andre. Det er som om, vi begynder at kende ham. Bare lidt i hvert fald.

Helikopteren lander, idet vi marcherer ind på paradepladsen foran felthospitalet. Vi stiller op og trækker vejret dybt. Om få øjeblikke vil Kims kammerater og venner bære hans kiste til helikopteren, og de vil flyve bort.

Farvel
Vi står ret, mens den hvide kiste langsomt bliver båret ned af den allé, vi har dannet langs vejen til helikopteren. Kisten er dækket af Dannebrog. Vi følger den hver især med øjnene, som en sidste hilsen på vejen, da den passerer forbi.

For enden af alléen stiller de kisten for en kort stund. Bataljonschef Per Mikkelsen holder sin tale for Kim:
"Soldater, tiden er kommet til, at vi skal sige vores sidste farvel til flyverspecialist Kim Wadim. Hjemme venter hans familie og venner i sorg. Vore tanker går til dem. I dag viser vi ham den sidste ære".

Feltpræst Knud Erik Kristensen holder sin prædiken og beder Herren velsigne Kim og os. En britisk trompeter spiller "Last post".

Da helikopteren letter, står vi tilbage på jorden. Helikopteren hilser med et let nik, inden den flyver ud i horisonten og vender. Så kommer den tilbage mod os, lavt og i høj fart. Lige hen over vores hoveder, så vinden pisker os i håret, og støvet hvirvler om os.

God rejse, Kim.