Den irakiske måde

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Hans Christian Skaanning, presse og informationsofficer

Men sådan er det jo, når man har rigeligt at rive i.

Status hos bataljonen er i store træk uændret, når det gælder vores daglige arbejde i området. Vi følger nyhederne fra Bagdad oppe midt i landet, og glæder os over, at situationen hos os i den sydlige del er en ganske anden.

Vi har haft en hård og travl opstart, men forleden kunne vi for første gang se vagthavende i TOCen (det taktiske operationelle center, hvor forbindelserne til, og oplysningerne fra området samles) opsummere sin vagt med ordene "Nothing significant to report".

Den melding har været brugt en del i perioden lige op til vores ankomst, og bliver det også fremover, håber vi.

Der er i hvert fald kommet gang i fritidsaktiviteterne nu. Sirligt forfattede turneringsplaner for bordtennis og dart er hængt op, og det er blevet sværere at få plads på volleyball-banen. Terrasserne er blevet pyntet og benyttet flittigere på det seneste.

RUD sektionen møder staben på volleyballbanen. Resultaterne af deres fire indbyrdes kampe vil ikke blive offentliggjort (af hensyn til RUD).

Træning af irakiske soldater
Tirsdag morgen. Vækkeuret ringer halv fem, og en time senere kører forbindelsesofficer, major Esben, logistikofficer kaptajn Mark med følge og en sektion fra spejderne fra Camp Danevang med retning mod Camp Campbell.

Camp Campbell er en gammel kaserne, som foregående danske hold genoprettede til brug for den irakiske hær, og som forsvarsminister Søren Gade indviede den 20. juni 2004.

Major Esben, som leder undervisningen af de irakiske soldater, har en plan, og den er klappet og klar til iværksættelse klokken ti som aftalt. Men soldaterne er ikke kommet.

"Tomorrow, tomorrow", siger en gruppefører til major Esben ved ellevetiden. "Nej, nu. Saml din sektion, så vi kan komme i gang", svarer han behersket, men bestemt, mens den lokale tolk tjener sine penge på mellemhånd.

Små skridt
Vi i bataljonen har hurtigt vænnet os til den irakiske måde at gøre tingene på. Der skulle være mødt tre lokale tolke denne morgen, men kun to er stillet. Og soldater, der ikke stiller, virker noget forunderligt, når man selv kommer fra et system, hvor hver en papirclips er registreret. Men sådan gør man ikke her.

Logistikofficer kaptajn Mark sidder i møde og koordinerer fremtidige projekter med sin irakiske modpart på dennes kontor, mens hans folk og medbragte rendegraver løser diverse renoveringsopgaver. Men da major Esben skal bruge tolken andetsteds, må mødet indstilles.
- Når jeg ikke har en tolk, går alt i stå, konstaterer Mark, og smiler lidt anstrengt.

Bønnen gjalder nu ud over kasernen fra horn-højttalere på tagene, mens Esben og tolken går over pladsen med retning mod den øverstkommanderendes kontor. Men ingen beder øjensynligt. Major Esben rykker for fjerde gang for soldater, men det er middag og frokosten kan ikke udsættes, så Esben aflyser seancen.

- Jeg vil ikke sige, jeg er overrasket, men det er lidt skuffende, for motivationen har været stor de andre gange. Vi er kommet på en dårlig dag, tror jeg, siger major Esben.

Frokost i officersmessen
Vi sætter os ved bordene, og køkkenets kelner bærer ind. Der er tomater, agurker, store kødstykker i suppe, rigelige ris dækket af et fladbrød på størrelse med en lp-plade - og en ske.

Snakken i lokalet motiveres af det kørende tv, som har alles opmærksomhed. De venter på den fortsatte saga om Saddam og dommeren, der følges her i landet som en sitcom. Vores tolk fortæller, at de finder den forrige leder komisk med sin fortsatte fremstilling af sig selv som landets leder.

- Det er godt, at der er kommet en stærkere dommer nu, men Saddam skulle have taget livet af sig selv straks. Nu har han ingen ære, siger han.

Nyhederne lige inden handler om genopbygning af den gyldne moske, og åbning af endnu en gødningsfabrik. Den tolvte på kort tid, forklarer tolken, hvilket vidner om hastigt genvundet landbrugsjord i det drænede marskland.

Mens vi spiser, støder flere officerer til, standser i døråbningen og sætter højre fod hårdt i gulvet efter en 90 graders knæløftning, gør honnør og hænger hovedbeklædningen på knage.

Unge irakiske soldater med potentiale, skulle det vise sig, marcherer mod undervisning fra spejderne i, hvordan man laver et checkpoint.

Raske skridt fremad
Efter frokosten sker der endelig noget. En deling unge soldater marcherer rask hen over pladsen med retning imod hovedvagten, hvor Esben har sat dem i stævne.

De skal lære, hvordan man laver et checkpoint. Den danske spejdersektions medlemmer giver en komplet gennemgang af proceduren og inddeler soldaterne i tre hold. På skift udfører de nu search af bil og personerne i den, som de lige har fået vist. Øjnene er på stilke, og interessen for den nye og nødvendige viden er læselig i de unge ansigter.

Ovenfor viser de danske spejdere, hvordan man kropsvisiterer korrekt, og nedenfor udfører de irakiske soldater deres nye viden med både dygtighed og stor ildhu.

De gør smilende, som der bliver sagt og virker militært set som modtagelige, blanke sider.

Spejderdelingsfører Flemming står og betragter dem eftertænksomt, mens hans folk roligt retter soldaterne til og instruerer.

- Giv mig dem i tre måneder, så får vi nogle gode soldater ud af dem. Det, de trænger til, er lederskab. En der siger "gør det" og "stil her klokken otte"! For de vil jo gerne, siger han med åbenlys rette.
Dagens lektion er færdig, og vi pakker sammen for at køre hjem. Major Esben kan summere begivenhederne.

- Den nye irakiske hær, som jeg oplever den, har gode intentioner, men en dårlig kommandostruktur. De mangler materiel og en bedre logistik, og det gør det interne arbejde besværligt.

Til vi høres ved igen
Det bliver mere og mere surrealistisk at se danske vejrudsigter i Camp Danevang. Her har vi været oppe at runde 32 grader, og i går fik vi den første lille forsmag på kommende sandstorme, da vinden var den kraftigste hidtil.

Vi har det godt, og stemningen er høj i lejren. Det håber vi også, den er derhjemme hos jer, der efterhånden må have gjort jer fortjent forårets komme.

Hold ud til vi høres ved igen.
Mange hilsner fra alle i Camp Danevang.