Et pulsslag for genopbygning

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Mai Eriksen, presseofficer

Det er søvndrukne soldater fra den danske bataljon, der myldrer mod pladsen ved hovedvagten i den danske lejr. De sidder op på køretøjerne i skæret fra den nedadgående måne. Det er lørdag, og de skal til Al Hartha.

Kolonnen kører i første omgang kun ud på Shaiba Log Base, hvor vejen er lang nok til, at alle kan komme på plads i formationen, inden de kører helt ud ad porten og ud i det "store øvelsesterræn".

Men "Murphy" er også stået tidligt op og har fundet en plads i kolonnen. Radioen skratter og fortæller, at soldaterne godt kan læne sig tilbage i sæderne igen, for der kommer nok til at gå en time, før de kan køre fra Shaiba. En af de britiske enheder, de skal møde derude, er forsinket.

"Arh, mand" lyder det fra flere biler: "Den time kunne jeg godt have brugt under dynen! Hmm, er der nogen, der har kaffe med?".

Da timen er gået, kører "toget", og "Hartha" er hurtigt at se gennem forruderne. I byen bliver kolonnen til mange små, som myldrer af sted mod forskellige steder og opgaver, de skal nå i løbet af dagen.

Dagens småpatruljer skal forsøge at give genopbygningsprocessen og oprydningen i de små gyder og alléer et fælles spark fremad. Et pulsslag bliver sådan en patrulje kaldt.

Danske soldater uddeler foldere til lokalbefolkningen, så de kan informere om de projekter, de har sat i værk.

Møder og besøg
I køretøjet med to soldater fra Rebuilding unit Denmark ser de på deres huskeseddel. Der står de steder, de skal besøge. Der er blandt andet et byråd på listen, og en skole, en moské, et kloakeringsprojekt og et amfibiekøretøj.

Det står pansret, defekt og efterladt og på en plet, som sagtens kunne bruges til noget bedre end opbevaringsplads for sådan en skrotbunke. De skal prøve at lave en plan for, hvordan det kan blive fjernet. Det er noget byrådet har spurgt, om de kan hjælpe med.

Byrådet er også første punkt på listen. Egentlig vil soldaterne bare ind og hilse på, nu de er i området. Det er lørdag, og de regner ikke med, at det er en dag for de store forhandlinger og aftaler. Men der kommer gang i den, da de når frem. "Murphy" må holde siesta. For selv om borgmesteren holder fri, så kommer der i løbet af halvanden times tid alligevel skred i processerne.

I en ram lugt af sved, overvåget af gule fugle i stuk og Al Harthas historie, som er malet på væggen, når de to soldater at holde møde med byrådets formand og otte andre byrådsmedlemmer inde på borgmesterens kontor i halvanden times tid:

Møde på borgmesterens kontor.

"Hvad mener I er mest hensigtsmæssigt at gøre ved vejen?", spørger soldaten og læner sig frem i den store farverige velourbetrukne lænestol, han sidder i. "Asfalt": siger de ni byrådsmedlemmer samstemmende. "Hvordan vil I have det med, at entreprenøren ikke er fra Al Hartha?" Spørger soldaten. Det svarer en mand i blå polo-shirt på. Det er ham, der har ansvaret for det projekt. Midt i det hele begynder en heftig techno-melodi at spille fra den hvide kjortel, som en ældre gråsprængt herre har klædt sig i. Han rejser sig og fisker en blinkende mobiltelefon frem fra en skjult lomme og går ud af lokalet. En anden mand sætter sig over i hans stol, og mødet fortsætter, som intet er hændt.

Tag det bare roligt
På farten igen bliver der meldt om skyderier 100-200 meter fra en af de andre patruljer. De kan ikke se, hvor der bliver skudt fra, eller om skuddene er rettet mod dem. De to soldater og deres eskorte kører videre mod skolen på listen. På vejen når de forbi amfibiekøretøjet, det er der, ikke overraskende, stadig.

Børn stimler sammen om bilen hver gang, de holder stille, også selvom det kun er et øjeblik: "Mister, mister, water", siger de og peger på den hvide papkasse, som står bag på bilen.

De ved, at der er halvliters plasticflasker med vand i nede i kassen: "Give me, give me", siger de.

En mand med gråt skæg, klædt i en grå kjortel, kalder på tolken, der sidder i de to soldaters bil, de standser bilen, så tolken kan tale med ham: "De skyderier, der var lige før. Det var to irakere, der havde noget, de skulle gøre op. I kan bare tage det roligt, det var ikke mod jer, de skød," fortæller den ældre mand og går videre.

Lukket
Måske er det i denne pause, at den lille irakiske "Murphy" igen beslutter sig for at blande sig, for da patruljen når frem til skolen, er der lukket. Bag muren og de låste gitterporte er der stille. Det plejer der ikke at være om lørdagen. Soldaterne gætter på, at det måske har noget med Ramadanen at gøre. Nogle børn, som er kommet over til patruljen for at snakke, siger noget med, at lærerne strejker.

Soldaterne beslutter sig for at køre videre og finde et sted, hvor de kan spise deres frokostfeltrationer uden for synsvidde af den Ramadan-fastende lokalbefolkning.
Bag dem forsvinder skolen med de smadrede vinduer og mure med afskallet blå maling. Det må blive en anden gang, de kommer indenfor og ser til deres genopbygningsprojekt på den skole. De bliver også nødt til at droppe at nå forbi kloakeringsprojektet på denne patrulje, forsinkelsen fra morgenstunden og det lange byrådsmøde har rykket tidsplanen for meget. Men et kort besøg i moskéen når de.

En hilsen farvel
Sent på eftermiddagen bliver det store "tog" igen samlet for at rulle hjem.

Kolonnen er ved at være samlet igen.

De mange køretøjer triller af sted mod Quarmat Ali broen, som de skal over på vejen. Det går langsomt, trafikken er tæt og kaotisk, men fremad går det da.

Lige på den anden side af broen løber børn frem mod kolonnen. De har sten i hænderne, som de tyrer af sted mod køretøjerne. Det var her, panserinfanterikompagniet var i kamp for lidt over en uge siden. Ingen soldater bliver ramt, men det er tæt på.

200 meter længere henne ad vejen vinker og smiler de børn, der løber frem mod kolonnen.