[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Bo, CISCEN

Der er sket en del på CISCEN KAF (kommunikationscentret på Kandahar Air Field) siden vi sidst skrev ugebrev. For det første er Martin, Camilla, og S. V. taget hjem til Danmark, idet de efter ca. syv en halv måned mente, at det var på tide, de kom hjem til Danmark og deres familier igen.

Er ikke helt sikker på at vi, de efterladte, var af samme mening, men hvad, når det nu ikke kunne være anderledes, så var det helt sikkert velfortjent efter en god og lang mission, og vi ønsker dem alle held og lykke derhjemme.
 
Det er altid med en del bange anelser, at man modtager nye folk, men heldigvis blev disse hurtigt gjort til skamme, da det viste sig at Jonas, Ole og Jacob er nogle fantastiske gutter, som sagtens kan gå i spænd med os "gamle". Jonas er nemlig sammen med os andre CIS Communication and Information System) operatør fra Haderslev, og således kendte vi ham i forvejen, og Ole og Jacob har vist sig at være lærenemme.

Gamle og nye CIS folk

Faktisk har Jacob også gjort sig bemærket på anden vis. Han har i den forbindelse, og i kraft af sine gode evner inden for tømrerfaget, allerede produceret en overdækning til vores AIRCON (air condition), så den ikke skal stå og bage i solen i dagtimerne, og nok vigtigst af alt har han lavet bænke, så hele NSE'et nu kan sidde samlet til aftenbriefing kl. 1730.

Tømrerarbejde

Det seneste projekt har været at lave bogstaver til bunkerens navn i træ. "Murphy's Castle" blev vi enige om navnet skulle være, som en slags hyldest til den gamle og hæderkronede sandhed, at "hvad der kan gå galt, vil gå galt". Ikke fordi der har været de store problemer her på det sidste, men navnet var rammende i oprettelsesfasen i begyndelsen af holdet og har holdt ved siden.

Murphys Castle

Udover de tre nye CIS operatører har vi også modtaget en ny frisk IT-tekniker i form af Skriver, som dog allerede kendte til forholdene hernede, idet han også deltog i det arbejdshold, som i begyndelsen af missionen var med til at oprette forbindelser her på KAF. At han er ny og frisk kan dog diskuteres, siden han er ubetinget alderspræsident på CIS.

Alligevel er vi glade for, at han er kommet. At der har været arbejde til ham, kan heller ikke nægtes, idet Skriver nok i gennemsnit har fået fire timers søvn pr. nat siden han kom herned.

En af grundende til dette er, at vi her på CIS KAF ikke kun har ansvaret for det IT-materiel, der er her på KAF, men også det, som står i KAIA (Kabul International Airport) og Feyzabad. Derfor er der løbende en masse for Skriver at lave, og det er nok ikke altid det nemmeste job i verden, idet der kan være meget langt fra Kandahar Air Field til den bruger i Feyzabad, man skal servicere midt om natten. 

Siden sidste ugebrev hernede fra har vi også sendt vores fører Tholstrup på leave. Han var dog knapt kommet ud af døren, inden vores generator besluttede at stå af, og vi var derfor nødsaget til at køre på vores nødgenerator et par dage, og lære mere om strøm end vi nogensinde havde troet kunne blive nødvendigt.

Det endte dog alt sammen lykkeligt, da englænderne efter et par nervøse dage med flossede nerver, nedbidte fingernegle og benhårde forhandlinger, troppede op med en 320 kW generator, som nok uden problemer kunne have leveret strøm til en mindre dansk provinsby, og vi med lettelse kunne slukke for den hårdt prøvede nød generator.

Dog kom englænderne et par dage senere tilbage med en noget mindre, men nok, trods alt mere passende 120 kW Generator. Så sig ikke vi ikke er miljø bevidste hernede. 

Den nyåbnede konsultation
 
Udover det her nævnte er der ikke det store at fortælle hernede fra. Livet er begyndt at gå sin vante gang, og vi er begyndt at opbygge rutiner i vores dagligdag, som gør, at det hele trods alt bliver lidt nemmere at have med at gøre.

Dette er også tegn på, at vi er ved at være rigtigt godt på plads, og at vores (altså hold 1's) tid hernede ligeså stille er begyndt at lakke mod enden, og at opgaven snart skal overdrages til andre friske personer, som er parate til at fortsætte kampen mod terror, taleban og det britiske feltkøkken.

Vue over bazarområdet