Når man ser det hele lidt fra oven

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af feltpræst Christian

Den gamle redaktør
Jeg beklager meget, men det er endnu en gang undertegnede, den gamle redaktør, som er tilbage på pinden her i det hektiske redaktionssekretariat på VIKING NEWS.

Her svirrer det med deadlines akkompagneret af gamle telexmaskiner, der hakker nyheder ind fra Reuters og Ritzau med en kadence som et maskingevær, tilsat duften af sort sværte, cubanske cigarer, breakfast tea og gennemsvedte khakiskjorter. Eleven er sendt i charcuteriet Pilestræde efter et stykke med fransk paté og rå æggeblomme.

I den forgangne uge har jeg ikke været så meget hjemme her i lejren, fordi jeg har været på besøg i Feyzabad og faktisk nu igen sidder med det ene ben ude i den næste flyver videre til både et andet og endnu ét tredje fjernt sted i Afghansistan, hvor feltpræsten skal på besøg hos sine danske soldatermenigheder i diasporaen.

Når man ser det hele lidt fra oven
Jeg er ikke den eneste, der flyver frem og tilbage mellem de danske enheder. Forsyning og vedligehold sender også folk ud på serviceringsopgaver i provinserne, så derfor kan jeg måske godt tillade mig, til almen oplysning, at fortælle lidt om, hvordan sådan en taktisk flyvetur foregår.

Vi flyver med C 130 Hercules. En graciøs kolos med brede vinger og fire propelmotorer monteret på en krop af en langstrakt flodhest, som sine drægtige kapaciteter til trods bevæger sig yndefuldt, eftertænksomt i luften som i en ballet for dinosaurer.

Motorerne startes i velovervejet ro og rækkefølge, den ene efter den anden. Alle fire når op på samme omdrejningstal og de fire toner falder ind i samme akkord og rytme. Flyet holdes på bremserne, mens propelbladene stilles på slæb.

Tonearten ændrer sig og får både lyd af dybt kontrapunkt og diskantisk fløjt fra propelspidserne, da der gives fuld gas, mens flyet endnu holdes på bremsen. Det ryster energisk ned gennem flyet, og vingerne vrider sig i deres skulderled højt på flykroppen.

Så slippes bremsen og flyet springer frem i et råt ryk, så vi må holde fast i lærredsstropperne i sæderyggen. Efter et overraskende kort løb frem ad banen mærker man den først lidt tøvende og eftertænksomt stigende vinkel på flyets akse, og så et dunk af hjulene, der trækkes op. Så stiger vi hårdt og kontant, og flyet laver en krap krængning til venstre. Vi er oppe.

Hercules letter

Lufthavnen i Feyzabad er en gammel russisk feltlufthavn, bestående af en bane opbygget af sammenflettede, ruflede jernplader, en vindpose og en bræddeskur som kontroltårn.

Vi krænger 180 grader rundt. Jeg kan høre hydraulikpumperne hvæse, da flaps bliver sat, hjulene går ned. Piloten siger over højttaleren: "Thirty seconds!" - hvilket dog ikke skal forstås som en venligt, smilende servicemeddelelse, men mere som et: "Hold fast!" Og det gør vi så.

Hjulene tager banen i et vræl, som suppleres af skramlende lyde fra jernpladerne, der giver sig. I samme øjeblik næsehjulet tager banen vendes bladene på alle propeller modsat, så motorerne nu bremser for fuld kraft. Det rykker og rusker gennem hele skroget. Både flyets og mit. Det var derfor, vi skulle holde fast!

"Så gør vi sådan når vi vasker vort tøj…"

Der er sikkert mange af vore trofaste og interesserede læsere, som har tænkt på, hvordan en så vigtig ting som tøjvask foregår her i lejren.

Hver mand har en tøjpose med påsyet nummer. Den samler vi vores vasketøj i, og når det er ved at være tid til vask, udfylder og afkrydser vi en lille "smørrebrødsseddel", hvor der står skrevet til vaskemanden, hvad vi har puttet i.

Vasketøjet hentes og bringes

Sækkene med det snavsede tøj lægger vi i en særlig kasse til den slags, og når så vaskemanden kommer for at hente og bringe, stiller Panser-Preben op med lister, hvor der krydses af hvilke poser, der går ud og hvilke, der kommer ind.

Det fungerer ganske perfekt. Tøjet er rent og ordentligt. Skjorter, strømper og undertøj, alt er strøget og lagt sammen, lige til at lægge duftende rent på plads i skabet. Ja, der står strøget, - ligesom i oldemors tid. Det bliver nok lidt svært at vende sig fra, når vi kommer hjem.

Torsdagsklubben
Torsdag skete der det, at hele styrken var ude af lejren på helt vildt skarpe opgaver, som er så hemmelige, at jeg næste ikke tør tænke på det. Men sådan er det. De eneste, der var hjemme for at passe på lejren, se efter vasketøj og passe "Møghunden", var Panser-Preben, Mormor, A. B. og Deres hengivne.

Klokken 10.30 befaledes der kaffepause under parasollen med cream crackers og italienske chokoladekager. På billedet ser man hvordan. Så kom de andre hjem, og så var freden forbi. Det har vi dog ikke noget billede af.

Formiddagsmøde i Torsdagsklubben

Fredagsmenu
M. T. er fortsat den, der står for vores nye arrangement med selvlavet fredagsfrokost. Det går rigtig fint. Det er lækkert. Når vejret er til det, spiser vi på terrassen, når det ikke er til det, vejret altså, spiser vi inden døre i messen.

Det er en lidt omstændelig ting at være på indkøb til vore egne madarrangementer. Noget skal købes ét sted til et bestemt tidspunkt, hvis de altså har det, vi gerne vil ha´, og andet skal købes / lånes et andet sted, efter at det er bestilt højtideligt én dag og så hentes om fredagen kl. ni efter ligeledes højtidelig aftale. Og endelig er der specielle ting, f. eks. æg, som vi har lavet en låneaftale med vore svenske granner om.

Velbekomme!

Men på et eller andet tidspunkt er alle brikkerne faldet på plads, og det bliver fredag middag og der er frokost i vikingelandsbyen. Der er selvfølgelig ting, som er uopnåelige her under feltforhold, men det er vilkårene.

Dog kan man en gang imellem vågne med et ryk om natten, når man har drømt om det, man savner. Røget sild; gammel ost med fedt, sky, løg og karse; lune stegte ål; kolibripostej og portvinsbraiserede kalvebrisler.

Fredag aften var det vores KVO (kontakt- og velfærdsofficer og regnskabsfører) Klein, som stod for den hjemmelavede lasagne. Det var meget delikat, selv om vi ikke havde den rigtige tomatketchup til kødsovsen, og ingen ost til Bechemel-sovsen. Men det kompenseredes der for med 10 ekstra fed hvidløg. Man skal jo ikke lade sig slå ud.

Bingo banko!
Fredag aften holdtes der bankospil til fordel for hjemsendelsesfesten. Spillepladerne var hjemmekonstruerede på computer, med det resultat, at der var en forholdsvis stor del af spillerne, som havde identiske plader. Det gav nogle lidt hektiske bankomeldinger af sig, og så måtte tre-fire vindere rafle om, hvem der var den retmæssige vinder.

A. B. havde været på præmieindkøb i basaren. Der var lidt silketørklæder, vingummibamser og en gratis sodavand på gevinstbordet. Det gik fredeligt og roligt, og forsamlingen opløstes i god ro og orden kl. 22.34.

Og sådan gik så den del af ugen, som jeg så noget til, og resten overlades hermed til fantasien.