Problemer med transporten under patrulje

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Martin, "O"

Uge 42 har indtil videre budt på opgaver som en to dages patrulje sammen med et litauisk MLOT (Military Liaison and Observation Team) samt en nattevagt i et af vores efterhånden meget velkendte vagttårne i lejren. Vi ved, at der ligger endnu en opgave til os i denne uge, og den vil blive beskrevet i et senere nyhedsbrev.

Vores to dages patrulje var delt op således, at vi, efter at første dags opgaver var løst, vendte hjem til vores lejr for så at køre ud igen tidligt næste morgen.

Da opgaverne skulle løses i et distrikt, der hører under et litauisk MLOT ansvarsområde, var det dette MLOT, der havde det overordnede ansvar for opgaveløsningen, og det danske MLOT blev derfor underlagt det litauiske. Det er sådan det fungerer her, hvilket også er fornuftigt.

Vores opgave var at sikre det litauiske hold, så det kunne koncentrere sig om opgaven, nemlig indhentning af informationer via en række møder med lokale myndigheder og fremtrædende personer i distriktet.

Begge dage havde vi en dansk stabsofficer med. Den første dag var det Martin O. Han var så henrykt over at komme ud fra sit støvede kontor, at han mindede om et barn, der bliver lukket ind i en slikbutik. Anden dag havde vi Martin E med på tur.

Patruljen gik godt som forventet, dog med det "lille" men, at det litauiske køretøj, som vi havde lånt som erstatning for vores eget køretøj af samme type, der var gået itu, gik itu på vejen hjem til vores lejr på andendagen af vores patrulje. Det var på trods af, at vores hold, til den litauiske førers store irritation, kørte relativt langsomt og forsigtigt af hensyn til vores biler.

Endnu engang kunne vi så konstatere, at den type køretøj på ingen måder er skabt til det terræn, vi arbejder i. Heldigvis kunne vi med reduceret hastighed og læssevægt på det itugåede køretøj komme hjem ved egen hjælp. Det var ikke fornøjeligt, at skulle meddele den litauiske logistikchef, at vi havde ødelagt en af hans biler. Han sagde blot "don’t worry, it happens all the time".

Det blev så, som før nævnt, også ugen, hvor vi måtte tage endnu en tørn i et af lejrens vagttårne for at få den store forkromede, litauiske plan for vagttjeneste til at hænge sammen. Denne gang tog vi dog opgave med et smil, idet den ellers usædvanlige flittige brug af os i forbindelse med vagttjenesten er ved at være passé. Det tror vi, idet det litauiske holdskifte er nært forestående, og man derfor ikke mere sender personel, herunder vagtpersonel, på rekreationsophold i Kabul. Nu er der kun tale om små litauiske "hovsa’er", hvor det danske hold så er behjælpelig.

Nok at lave
Som oversergent Anders skrev i sidste nyhedsbrev herfra, har vi, på trods af manglen på vores køretøjer, haft en lang række af opgaver siden vi kom hertil. Med et væld af opgaver mener jeg antallet, ikke typer af opgaver. Disse opgaver har været eskortering og beskyttelse af militært såvel som civilt personel fra lejren, patruljetjeneste både kørende og gående, opretning af mobile kontrolposter og observationsposter, vagttjeneste samt en række mindre opgaver.

I de tidsrum og perioder, hvor vi ikke har fået tildelt opgaver, løser vi, til andre nationers undren, en anden, men meget vigtig type opgave, nemlig vedligeholdende uddannelse. Dette gør vi et stort nummer ud af, idet vi ønsker at være 100% klar til at imødegå uønskede episoder under vores mission. Vi gennemfører uddannelse i blandt andet småstyrkers kamp, skydning, idræt, førstehjælp og signaltjeneste.

På den måde holder vi os altid på tåspidserne, og ventetiden mellem de tildelte opgaver bliver sjældent kedeligt. Dertil er der også den bonus, at den store mængde idræt kombineret med det mere fysisk krævende miljø, i form af den store højde og varme, giver nogle gode muligheder for at smide evt. overflødige kilogram. Fire fra den danske patruljes medlemmer har, til de flestes mødres store fortrydelse, haft og oplever stadig vægttab i et eller andet omfang. De to sidste patruljemedlemmer har nok nærmere oplevet en vægtforøgelse, men ja, vores cafeteria er også fremragende og fristende. Den fysiske tilstand hos de danske stabsofficerer vil jeg helt undlade at kommentere her…

Vi bruger også en del tid på den mere sociale del af missionen. Nogle gange har man brug for at undlade al snak om tjeneste og opgaver, hoppe ud af uniformen for herefter at hoppe i noget afslappet og civilt tøj. Her kommer vores udmærkede velfærdstelt ind i billedet. Dette telt, der byder på mange gode muligheder for rekreativ beskæftigelse, er et yndet mål for patruljens medlemmer, når der er tid til det.

Nu har vi efterhånden arbejdet en del sammen med litauiske enheder, både i og uden for lejren. Jeg kan konstatere, at litauerne under deres opgaveløsning ofte har prioriteter og fokusområder, der adskiller sig væsentligt fra den danske måde at gribe tingene an på. En fører for et af de litauiske MLOT forklarede mig engang, efter jeg endnu engang havde stillet spørgsmål til hans måde at løse sin opgave på, at "Gud holder hånden over de dumme og litauerne". Litauerne har dog heldigvis accepteret vores måde at gribe tingene an på, selv om vi nok ofte er "tunge at danse med".

Til sidst vil jeg runde af med at informere jer om, at vi i patruljen er ved godt mod, vi er positivt indstillede over for de fremtidige opgaver, og selv om vores provins er ret fredelig, passer vi godt på os selv og hinanden. Vi savner jer derhjemme og tæller dagene til vores orlov.