Sidste vers

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af feltpræst Christian

Vi pakker sammen. Vi gør klar til at rømme og drage andetsteds hen. Der har været fremmede folk i lejren, som vil købe den, og snart sættes pennen til papiret - og vi er solgt.

"Sig nærmer tiden, da jeg må væk ….."
Dette lille "Præludium" fra St. St. Blichers digtsamling, "Trækfuglene" (1837), går Preben og nynner for tiden. Det er nu ikke så vemodsfuldt ment som i selve digtet, men det anslår dog ganske godt den tilstand af opbrud, vi alle befinder os i.

Det er heller ikke, fordi vi bliver holdt i bur og ikke kan komme udenfor gitterværket, tvært imod. Nu er fugleburet lukket op på vid gab, og forsvaret nærmest ryster det , så det er meningen, at vi alle skal flyve ud, for at få andetsteds hjemme.

Hver eneste dag er der noget, som bliver historisk. Noget, som vi stopper op ved og siger til os selv: "Det var så sidste gang". Efter fire et halvt år i Kabul, i Camp Warehouse, i Camp Viking er det ved at være slut med den del af det danske engagement i Afghanistan.

Pakningen er i fuld gang og er nu gået ind i sin sidste, afgørende fase. Collikasser, containere og alt af rumfang bliver pakket og stablet. Klar til afgang. Messeområdet er ved at være pillet ned, biografen ryger sig også snart en tur. Vores personlige udrustning skal vi også have pakket, og de sidste dage kommer vi til at trave rundt her i kulissen, og så er der bare lige tandbørsten vi skal have ved hånden.

Dansk gudstjeneste i den spanske kirke i Camp Warehouse.

Undertegnede holdt den sidste gudstjeneste i kirken her i lejren i søndags. Vi skal huske at have kirkeklokken med til vores nye sted, hvor soldaterne må se at få indrettet en kirke eller låne sig ind i et allerede bestående kapel i lejren…. "thi også jeg er kun her på træk / og hver andetsteds hjemme."

"Susan Himmelblå, Midt om natten"
Dog, i denne lidt triste og vemodige tid har vi i det mindste haft besøg fra Danmark med feltunderholdning. Det er FOV, (Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste) der arrangerer den slags. Kendte og mindre kendte danske kunstnere sendes ud til de danske enheder for at underholde, opmuntre og forsøde lidt i den militære dagligdags trummerum.

Vi fik besøg af MEYER MOLZEN, som er en Kim Larsen kopigruppe. Og det var faktisk slående, hvordan MOLZEN kunne kopiere Kim Larsens flabede slemme og lyd. Så vi fik hele repertoiret af Hr. Larsens kendte schlagere.

Det både lyder som og ser ud som - Kim Larsen.

Vejret var rigtigt med os. En dejlig lun aften, og messen havde disket op med kolde drinks. Vi havde inviteret venner og bekendte; vore fire irske venner, vore svenske, norske og finske granner; tyske kolleger til vores vedligeholdelse og mange fler. Det blev en rigtig hyggelig aften.

MEYER MOLZEN har også været i Feyzabad og underholde, og så blev det også lige til et par gode solrige dage for dem i højlandet. Nu er de tilbage igen og giver en ekstra omgang sang og musik i messen - de sørgelige rester af messen - i aften; eller måske på terrassen, hvis det gode vejr holder. Vi ligger lige i kanten af de 30 grader for tiden.

Recce
Vi har haft mange gæster i lejren den seneste uge. Det har alt sammen at gøre med forberedelse af vores flytning. Forhandlingerne med dem, der gerne vil købe vores lejr er inde i den afsluttende fase; men det ser ud til, at det falder på plads. Køberne er i hvert fald meget tilfredse med vores lejr. Så det er jo godt nok.

Andre af vore gæster har været på "recce". Det er igen et af disse militære fagudtryk, som måske lige har krav på en forklaring. Det er en lidt slangagtig forkortelse af "recognoscering". At recognoscere betyder, at undersøge tingene i forvejen, så man kan genkende dem igen på et senere tidspunkt. Altså: forberede sig. Vide om ting på forhånd.

Foråret er i fuld gang i Feyzabad.

Der har været reccehold i Feyzabad; det næste hold, som skal derop, og nu skulle de så se på tingene på forhånd, så de kan forberede sig på at overtage opgaven efter det nuværende hold. Glide lige ind på pladserne og overtage hurtigt og effektivt, fordi de kender til forholdene på forhånd.
 
Medaljeparade
Vi havde medaljeparade fredag d. 21. Det er normalt noget, der lægges op i et ret højt internationalt / multinationalt plan med mange inviterede gæster, naboer og kolleger og stor militær hornmusik.

Vi valgte at gøre det lidt mere stilfærdig i Camp Viking, fordi det hele er lidt rodet og måske ufestligt i lejren på grund af opbruddet. Og ærlig talt, vi havde ikke tid til at stå med et stort selskabeligt arrangement.

Preben dekorerer Major Berg med NATO-medaljen.

Så vi arbejdede til kl. 14.45, skiftede til pæn jakke og baret, og stillede så på appelpladsen kl. 15.00. Chefen holdt en tale, præsten holdt en tale og de eneste indbudte gæster var den danske charge d´affaire fra den danske ambassade i Kabul, Jens Haarløv.

Efter talerne stillede vi op på ét geled, og chefen uddelte så NATO Medaljen for Afghanistan til alle. Nogle havde den i forvejen, så de får ikke en ny medalje, men et tal til den bestående, så man kan se, hvor mange gange, de har gjort turen med.

Den danske "ambassadør" Jens Haarlev dekorerer Politimand, Mogens fra Frederikshavn med UN medaljen

Jens Haarløv uddelte medaljen til UN politimand, Mogens fra Frederikshavn, og til sidst var det Preben, som tildelte chefen den sidste medalje.

The i præstegården
Nu, hvor det så er uigenkaldeligt sidste gang, hvor det er mig, Deres udsendte, som skriver ugebrev til HOK´s hjemmeside, vil jeg tillade mig at fortælle lidt om feltpræstetjenesten. Det er nemlig snart min tur til at holde leave, og når jeg kommer tilbage til Afghanistan igen, så eksisterer DANELM ISAF 9 ikke mere. Camp Viking er forladt, og alle er draget et andet sted hen.

Så står jeg der, betuttet og alene i KAIA, for jeg skal ikke med til det nye sted. Der kommer en af mine kolleger herned for at varetage den opgave. I min sidste tid vil jeg så med base i en ny interimistisk præstegård i KAIA tage på nye besøgsrunder til PRT-holdene i Feyzabad, Chaghcharan og Mazar E Sharif.

Det vil jeg glæde mig til. At blive PRT-PRÆST. Det er der ikke mange, der har prøvet, og når jeg så tager endegyldigt hjem efter at min tjeneste er til ende, så er der i fremtiden kun én feltpræst i hele Afghanistan.

Så nu pakker jeg min præstegård sammen. Tolv kvadratmeter i omfang, og så var der alligevel plads til både en entre, arbejdsværelse, garderobe, soveværelse, bibliotek og en lille the-salon, hvor jeg i tidens løb har haft mange gæster, som jeg har kunnet opvarte med udsøgt the, lavet på den rigtige måde, med rigtige blade og serveret i grove engelske fajancekopper med rustikke motiver.

Jeg skal nemlig sige, at jeg ikke kan fordrage den herskende og mere og mere sjuskede danske kaffekultur, hvor en såkaldt kaffemaskine står dagen lang og brygger og gylper en sort væske op, der smager som træbeskyttelse. Serveres i tynde gummiagtige plasticbægre, som efterhånden er blevet dansk nationalporcelæn.

På besøg i præstegården. Fint skal det være.

Her i præstegården går vi andre veje og forsøger at sætte en mere anarkistisk, poetisk accent overfor den feltmæssige minimalisme. Om morgenen er der english breakfat tea; syrlig, stærk og myndigt bitter. Senere på dagen lidt lettere Ceylon, eller måske Assam.

Ved finere damebesøg serveres selvfølgelig Darjeeling, og for rigtige mænd og krigere serveres godnatthe i form af Caravan eller ren Lapsang Souchong, der smager røget som en cubansk cigar eller minder om en god Bowmore Whiskey. Så måske lige en tør cream ckracker til eller en italiensk chokolade kage. Jummi!

Farvel og tak
Nå, men nu kan det vist ikke udskydes mere, hverken med beretninger fra det virkelige liv eller røverhistorier fra det uvirkelige liv - som gennemgående er mere spændende. Vi skal til at slutte. Forestillingen er fordi her i Viking.

Vi siger tak for tiden der gik. Opgaverne, der skulle løses her, og som vi synes vi har løst på en god måde, og vi ser nu frem til nye udfordringer og nye opgaver nye steder. Men, det bliver en helt anden historie. En ny historie, som vi skal være med til at skabe. Sådan er det.

Snip snap snude, nu er den historie ude. Tip tap tønde, nu kan en ny begynde.